Kasper Dolberg er nomineret til Årets Fund. Han spiller fodbold i Ajax Amsterdam, men er her fotograferet på Silkeborg IF's træningsbaner, hvor han spillede indtil for halvandet år siden.
Foto: Tor Birk Trads

Kasper Dolberg er nomineret til Årets Fund. Han spiller fodbold i Ajax Amsterdam, men er her fotograferet på Silkeborg IF's træningsbaner, hvor han spillede indtil for halvandet år siden.

Sport

Årets Fund 2016: Parken elsker allerede den hårdtskydende debutant

Kasper Dolberg fik debut i Superligaen som 17-årig, for Ajax som 18-årig og på landsholdet som 19-årig.

Sport

Kontrasten mellem det mennesketomme træningsanlæg ved Søholthuset og et tilskuerbrusende Amsterdam Arena er lige så kolossal som forskellen på listen over meritter for Silkeborg IF og Amsterdamsche Football Club Ajax.

Et dansk mesterskab og en dansk pokaltitel blegner en anelse i forhold til fire gange vinder af Europa Cuppen for mesterhold, en sejr i Europa Cuppen for pokalvindere, en i Uefa Cuppen, 33 hollandske mesterskaber og 18 pokaltitler.

Tilskuerne krævede Dolberg på banen

Men Kasper Dolberg har på halvandet år foretaget springet fra en stilfærdig hverdag som ungdomsspiller i Silkeborgs midtjyske idyl til larmende succes på europæisk topplan med Ajax og en kåring som Årets Fund i dansk idræt 2016.

Årets Fund: At score er en følelse af at være lykkedes

Kilde: Politiken / Heidi Skibsted

Det forløb nåede en kulmination, da tilskuernes taktfaste krav om »Dolberg på banen« blev indfriet med en debut på det danske A-landshold i VM-kvalifikationskampen 11. november mod Kasakhstan.

»Selvfølgelig er det rent tilskuermæssigt vildere at spille kampene for Ajax, men det var noget specielt at komme på banen i Parken, det kunne jeg tydeligt mærke. Det var vildt, fordi det er gået så stærkt«, erindrer Kasper Dolberg om de 10 minutter på banen for øjnene af cirka 19.000 tilskuere i den danske 4-1-sejr.

Landsholdsdebut foran 315 tilskuere

Kasper Dolberg spillede sin første landskamp som 15-årig, da han for øjnene af 315 tilskuere scorede til 3-1 i U16-landsholdets 5-1-sejr over Norge under en træningsturnering i Tyrkiet i 2013.

»Jeg har aldrig følt mig som den bedste. I Voel spillede jeg sammen med flere år ældre drenge på 17-holdet, men første gang, jeg fik fornemmelsen af at være noget særligt, var da jeg blev udtaget til U16-landsholdet. Det var et skulderklap, der kom fra mere end bare familien og vennerne«, erindrer Kasper Dolberg.

Siden fulgte debut på U17-landsholdet, Silkeborgs Superligahold som 17-årig og U19-landsholdet.

75 minutters spilletid for Silkeborgs nedrykkere

Kasper Dolberg nåede 3 kampe som indskifter mod Brøndby, OB og Randers FC og i alt 75 minutters spilletid i Superligaen i løbet af en uge i 2015, da Silkeborg allerede var sikker på at rykke ud, og samme sommer flyttede han til Ajax, der et halvt år tidligere havde skrevet kontrakt med skoleeleven.

»Jeg blev heldigvis indkvarteret hos en værtsfamilie, ellers havde det været rigtigt svært at komme til en by, jeg overhovedet ikke kendte«, erindrer Kasper Dolberg om dengang for mindre end halvandet år siden.

Fra U16-landsholdet kendte Kasper Dolberg den tidligere Brøndbyspiller Markus Bay, som allerede i et par år havde været en del af Ajax' ungdomsakademi og som han i dag tilbringer rigtig meget tid sammen med uden for banen i Amsterdam - selv om deres veje umiddelbart skiltes i sommer.

»Jeg trænede med U19-holdet og spillede med Young Ajax det første år, men efter sommerferien fik jeg besked om, at jeg skulle være en del af førsteholdstruppen, fordi klubben havde solgt Arek Milik til Napoli«, fortæller Kasper Dolberg.

Dansker nummer 25 i Ajax

Og så gik det ellers stærkt for Kasper Dolberg.

Han blev dansker nummer 25 i Ajax, da han fik debut som en del af startopstillingen i sæsonens første kamp, i Champions League-kvalifikationen mod Paok Saloniki, og scorede på en langskud fra 23 meter til slutresultatet 1-1 før øjnene af 45.000 tilskuere på Amsterdam Arena.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ajax vandt returkampen på udebane 2-1, men kvalificerede sig ikke til Champions League efter samlet nederlag på 5-2 til russiske Rostov, hvor Dolberg i begge kampe som på banen som indskifter.

»Det sværeste ved omstillingen til seniorfodbold har været niveau-forskellen, hårdheden og at der skal vises noget hver gang til træning. Selv om jeg debuterede og scorede var det ikke nok«, fortæller Kasper Dolberg.

11 mål i 27 kampe

27 kampe har Kasper Dolberg spillet i de forgangne fem måneder for Ajax, og i de 19 har han været med fra start. I den sidste blev det dog kun til 26 minutters spil, inden han måtte udgå med en 'trælår' i topkampen mod PSV Eindhoven.

»Det var en hændeligt uheld, men jeg kan da godt mærke i kampene, at der er blevet lidt mere opmærksomhed omkring mig og at der bliver gået lidt hårdere til mig«, erkender Kasper Dolberg om sin gennembrud fra ungdoms- til landsholdsspiller.

8 mål i Æresdivisionen, blandt andet et vaskeægte hattrick på 18 minutter med et perlemål, en kølig inderside og en scoring med baghovedet i en 5-0-sejr over NEC Nijmegen, og yderligere 2 mål i Europa League er det blevet til.

De tre mål mod Nijmegen gjorde Kasper Dolberg til den yngste ikke-hollandske hattrickskytte i Ajax' historie.

Bang, bang, bang: Se Dolbergs hattrick for Ajax

Den nybagte landsholdsspiller Kasper Dolberg scorede søndag tre gange i Ajax’ storsejr på 5-0 over NEC Nijmegen. Kilde: Politiken

De 8 ligamål gør Kasper Dolberg til nummer 6 på topscorerlisten, som toppes af Nicolai Jørgensen fra Feyenoord med 12 scoringer, og Dolberg optræder på Voetbal Internationals liste over spillere med det bedste karakter-gennemsnit på en 10.-plads. Den liste toppes af Ajax' anden danske førsteholdsspiller, Lasse Schöne, der er blomstret op i en ny rolle som en mere defensiv midtbanespiller, og Nicolai Jørgensen.

At score mål er angriberens store tilfredsstillelse

»Mens det mest er Markus, jeg tilbringer tiden med uden for banen, så har Lasse har været en kæmpe støtte for mig i klubben og på vores ture«, siger Kasper Dolberg om sin 30-årige landsmand, der også har bidraget med 4 scoringer i denne sæson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kasper Dolberg har rigeligt at gøre med at nyde sin nye rolle som målscorer på højeste niveau og den tilfredsstillelse det altid er for en angriber at score mål, så hvad det hele skal ende mig, og hvad fremtiden skal bringe, holder han for sig selv.

»Selvfølgelig har jeg nogle drømme og nogle mål, men dem passer jeg godt på«, som den hårdtskydende angriber siger.

Han fik debut i Superligaen som 17-årig, for Ajax som 18-årig og på landsholdet som 19-årig. Han er 20 år, når den næste VM-slutrunde afvikles i Rusland.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce