Annonce
Annonce

Jobannoncer

Se ugens job-annoncer i tillægget Viden
Sport 20. mar. 2010 KL. 14.43

Roer skifter kajakken ud for at komme til OL

Vil man opnå noget stort, må man satse mindst lige så stort. Det ved roeren Anne Lolk.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det er jo det, sport er. Det er et sats. At gøre nogle ting, som er lidt ud over kanten.

Anne Lolk

All Saints’ ’Never Ever’ smyger sig ud af højttalerne, mens 15 ihærdige veteranherrer trækker taktfast i træningslokalets larmende ergometre.

Anne Lolk ænser dem ikke.

Hendes stærke hænder har et fast greb om den indendørs romaskines blå håndtag, og alle kroppens muskler træder frem for hvert af hendes tålmodige ryk i de imaginære årer.

Benhård træning
Træningen er lige så benhård og fokuseret som kvinden, der får ergometeret til at sige ’swuuuuush, swuuuuush’, mens sveden trækker våde streger ned ad hendes pande.

Anne Lolk har sat sig et mål, og det går hun hundrede procent efter, også selv om det bogstaveligt talt har tvunget hende til at skifte retning.

Skiftede retning
Kajakken er byttet for en letvægtssculler, og hvor hun før roede forlæns, har hun nu ryggen mod målet, der dog stadig er lige ambitiøst.

OL i 2012 står øverst på den 26-årige atlets ønskeliste, og hun er parat til at presse sig selv til det yderste, fortæller hun, da vi mødes til en smuk solopgang inden morgentræningen i Danske Studenters Roklub.

»Der kan ikke komme nogen bagefter og sige, at jeg kunne have gjort mere. Jeg giver alt, hvad jeg har, og jeg tror på projektet, ellers var jeg ikke gået ind i det«.

Anne Lolk har roet kajak, siden hun var 10 år. Da hun var 15, kom hun med på ungdomslandsholdet og senere landsholdet, hvor hun blandt andet har padlet sig først over målstregen til fire verdensmesterskaber på maratondistance i toerkajak.

Indstillede karrieren – i to uger
Hendes vildeste drøm har dog altid været OL. Gåsehuden ved at træde ind på stadion under Dannebrog, prestigen ved at deltage i det største af alle stævner for vandsportsudøvere.

Men drømmene druknede, da hun og makkeren Mette Barfod blev slået på målstregen under kvalifikationen til legene i Beijing i 2008 efter tre års målrettet træning. Og da Mette Barfod kort efter stoppede på landsholdet, var en kvalifikation til OL i London i 2012 pludselig meget urealistisk.

»Da jeg ikke længere troede på OL, stoppede det med at give mening. Jeg havde træningspas, hvor jeg lå ude på vandet og tænkte: »Hvorfor ligger jeg her?«. Jeg udviklede mig ikke mere, jeg blev hverken hurtigere eller stærkere, og jeg følte, at jeg var stagneret både fysisk og motivationsmæssigt«, siger Anne Lolk, der i september 2009 tog »sit liv sværeste beslutning«.

To uger på land
Hun indstillede sin karriere.

»Jeg var stadig fit for fight, men jeg besluttede mig for at sætte andre mål i livet. Nu skulle jeg se min familie noget mere og lære at prioritere nogle andre ting end min sport«, fortæller Anne Lolk.

Men to uger på land var alt, det blev til, før en mail fra den rutinerede roer Juliane Elander landede i Anne Lolks indbakke. De to kendte hinanden fra omklædningsrummet ved Bagsværd Sø, hvor både kajakroerne og scullerroerne holder til i sommersæsonen, og Elander havde et tilbud, der satte karrierestoppet på standby, inden det for alvor var begyndt.

OL er realistisk
»Ligesom mig drømte hun om OL i 2012, men havde ingen makker. Hun har før drillet mig med, at jeg har en god statur til at ro letvægtssculler, og nu ville hun høre, om jeg havde lyst til at ro sammen med hende. Det skulle prøves, kunne jeg mærke«.

Det er fire måneder siden, Anne Lolk satte sig i sculleren for første gang sammen med sin nye makker. Fornemmelsen var god, og de to roede sig ind på hinanden, indtil isen frøs til på Bagsværd Sø i december. Nu slider de sammen i vægtlokalet og de indendørs ro-ergometre med udsigt over den frosne Svanemøllebugt, mens de venter på foråret.

Roteknikken skal udvikles, det er der ingen tvivl om, men Anne Lolk beviste, at hun har en usædvanlig råstyrke, da hun overhalede alle konkurrenter til DM i indendørsroning i januar. Og at komme med til OL i dobbeltsculleren er bestemt en realistisk drøm, mener hun. Også selv om Juliane Elander er gravid og skal føde til sommer.

Vant til hård træning
»Jeg tog imod tilbuddet fra Juliane, fordi jeg ved, hvad hun står for. Hun har været til OL både i Athen og i Beijing, og jeg ved, at hun kan levere resultater og ved, hvad der skal til for at komme i en olympisk finale. Hun er min garant for, at det her projekt er seriøst«, siger Anne Lolk, der også har tiltro til sine egne evner.

»Godt nok er jeg ny i sculleren, men jeg har 10 års anciennitet i elitesport, jeg er vant til at træne hårdt og presse mig selv, og jeg har en god vandføling fra mine 15 år i kajakken«.

Og selv om OL er det klare mål med de store anstrengelser, så er det ikke en katastrofe, hvis kvalifikationen endnu en gang glipper, slår Anne Lolk fast.

»Der er en rigtig god kemi mellem Juliane og mig. Jeg kan mærke, at det bliver en rigtig god proces. Jeg håber selvfølgelig af hele mit hjerte, at vi når at blive gode nok til at kvalificere os, men jeg ved også, at jeg ikke vil fortryde, at jeg har brugt tid på det, selv om det ikke lykkes. Uanset hvad har vi haft gode oplevelser sammen, og jeg har udviklet mig som person«.

Sport er at satse
At skifte kajakken ud med en sculler er ret usædvanligt, og flere af Anne Lolks kolleger på vandet har da også drillet hende med, at hun er ’gået over til fjenden’.

»Men folk kan se, hvor seriøst jeg går ind i det, og det giver respekt og klap på skulderen«, fortæller hun med stolthed i stemmen.

»Det betyder da vildt meget, når der pludselig står nogle, der ellers har forsvoret, at de aldrig skulle have noget med rosporten at gøre og synes, det er spændende og flot gået, at en af ’deres egne’ måske kan få rigtig gode resultater, fordi hun tør satse«, siger Anne Lolk.

Hun ser op.

»Det er jo det, sport er. Det er et sats. At gøre nogle ting, som er lidt ud over kanten. Og det er jo tit den måde, man når sine mål på«.

Annonce

FILM – Danmarks eneste filmsektion

Læs Politiken hver TORSDAG BESTIL I DAG

- Få sportsnyheder på mail hver morgen

Annoncer
Gældskrisen
12. feb. KL. 21.41
Ballade. 6.000 betjente er udkommanderet for at sikre ro i gaderne i Athen. Indtil videre er det ikke lykkedes helt. - Foto: THANASSIS STAVRAKIS/AP

100.000 grækere er gået på gaden i protest

Mange betjente og demonstranter såret i gadekampe i Athen.

Internationalt
12. feb. KL. 21.15

Redaktør: Intern konflikt i regeringen er nu højspændt

Betalingsringen rider regeringen som en mare. Se analysen fra den politiske redaktør.

Det arabiske oprør
12. feb. KL. 19.38
Foto: NASSER NASSER/AP

Arabere vil lave fredsstyrke sammen med FN

Arabisk liga vil forsøge at presse FN til at skabe fælles fredsbevarende styrke.

Annoncer
Annoncer

Det sker
Københavnersmart. Kælen lyssætning. Marineblå modestrik. Delvis frisering. Sådan ser en falstring ikke ud. Og man bliver ikke udkantsdansker med et trylleslag, blot man sætter sig i et uddateret lædertabermøbel, påpeger Djævlens Advokat over for komikeren Mick Øgendahl, der pynter sig med lånte provinsfjer. - Foto: PR-foto
12. feb. KL. 18.00

Mick Øgendahl: Jeg er begyndt at drikke dåsebajere uden at flække et søm i toppen

restaurant & cafe