Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 9. okt. 2010 KL. 08.55

Contador varsler retssager mod medier

Den spanske superstjerne går til modangreb efter en stribe af dopingbeskyldninger.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Om de seneste beskyldninger, som det belgiske ugeblad Humo bragte til torvs i går, da en unavngiven kilde med nær tilknytning til Astana-mandskab blev citeret for konkret viden om, at Alberto Contador vitterligt har gjort sig skyldig i både anvendelse af clenbuterol og bloddoping, var dråben, der fik bægeret til at flyde over, vides ikke.

Men det er en kendsgerning, at den 27-årige tredobbelte spanske Tour de France-vinder med en tiltænkt rolle som kommende superstjerne hos Bjarne Riis nu varsler et modangreb mod en række medier, der har fremført påstande i forbindelse med den verserende dopingefterforskning, som efter Contadors mening intet har at gøre med de faktiske forhold.

LÆS ARTIKLEN Ugeblad: Contador fiflede med både blod og medikament

Spanieren holder fast ved, at han ikke længere personligt vil kommentere allehånde rygter, fordi han længst har forsøgt at tilbagevise stort set alt det, der er præsenteret for offentligheden.

Men fra hans lejr er nu fremkommet en pressemeddelelse, der utvetydigt slår fast, at han er parat til at gå i offensiven.

»Alberto Contadors advokater indleder juridiske aktioner mod de medier, som har publiceret ærekrænkende informationer, der absolut intet hold har i virkeligheden. Og samme skridt vil blive foretaget over for tilsvarende fremtidige oplysninger«, hedder det i erklæringen fra folkene omkring Contador.

Intet med sandheden at gøre
»Alberto Contador nægter kategorisk, at de informationer, der er fremkommet i visse medier, har noget med sandheden at gøre, hvilket alle de videnskabelige rapporter, UCI er blevet forsynet med, og som også er til rådighed for offentligheden, beviser, ligesom det bekræftes af hans biologiske pas«, heder det videre i erklæringen, som fortsætter:

»Alberto Contador understreger, at forekomsten af clenbuterol i prøven taget under Tour de France, udelukkende skyldes forgiftede fødevarer og intet har at gøre med en blodtransfusion eller andre former for dopingmetoder«.

LÆS OGSÅBønder raser over Contador - men folket bakker ham op

»Samtidig opfordrer Contador de sportslige myndigheder og specielt UCI til at træffe en hurtig afgørelse, eftersom det er den bedste måde at sætte punktum for spekulationerne og publiceringen af falske nyheder og ærekrænkelser omkring hans person«.