Så afslappet og veloplagt, at ingen kunne ane, at han kort inden havde været gennem 257,5 kilometers strabadser i en af de mest krævende endags cykeludfordringer, der findes, stillede en storsmilende Tom Boonen (Omega Pharma-Quick Step) op til det traditionelle pressemøde efter triumfen i Paris-Roubaix.

Det første emne, der blev bragt på bane, var naturligt nok, hvilke overvejelser den 31-årige belgier gjorde sig, da han 55 km fra mål kastede sig ud i den solooffensiv, der vil gå over i den franske klassikers 110-årige historie som en af de mest spektakulære, der er leveret.

Offensiven var slet ikke planlagt
»Det var tosset, og det er bestemt ikke noget, jeg normalt gør«, lød det spontant fra den belgiske superstjerne, der nåede til vejs ende 1.39 minut foran sine fire nærmeste rivaler franskmanden Sébastien Turgot (Europcar), italieneren Alessandro Ballan (BMC) ? der skulle målfoto til for at afgøre rækkefølgen mellem de to ? spanieren Juan Antonio Flecha (Sky) og sin hollandske holdkammerat Niki Terpstra, der havde haft en væsentlig andel i succesen.

»Det var så afgjort heller ikke planlagt. Men da jeg pludselig var af sted sammen med Niki Terpstra, og vi havde fået omkring et halvt minuts forspring, valgte jeg altså at fortsætte alene, da han måtte falde tilbage«.

Den perfekte dag til at prøve noget nyt
»Der var tale om et øjebliks indskydelse, fordi jeg virkelig følte mig godt kørende. Og det var den perfekte dag til at prøve noget, jeg aldrig har gjort før på så højt et niveau«, siger forårets dominerende skikkelse på den internationale cykelscene, der foreløbig er noteret for ni sejre og styrkede sin føring på verdensranglisten ganske væsentligt.

»Selvfølgelig ville det have været klogere at spare på energien og satse på min hurtighed, hvis vi kom tre fire mand til mål. Sådan har jeg været vant til at tænke. Men jeg havde jo allerede vundet så meget tidligere i år, at jeg syntes, tiden var inde til at tage en helt speciel chance«.

Frygtede at få følgeskab
»Da jeg først havde besluttet mig, tænkte jeg hverken på den ene eller den anden form for rekorder. Jeg koncentrerede mig udelukkende om at kæmpe mod mig selv, at komme så godt som muligt gennem den ene brostensstrækning efter den anden og om at tage sekund efter sekund fra konkurrenterne«.

»Jeg frygtede, at en rytter som Alessandro Ballan eller Filippo Pozzato skulle nå op til mig f.eks. på Carrefour de l?Arbre, efter at jeg havde slidt så længe alene. Var det sket, er jeg sikker på, at jeg ikke havde kunnet vinde«.

Den bedste dag i karrieren
»Men den situation opstod jo aldrig, og da forspringet først nåede op på et minut, følte jeg mig nogenlunde sikker på, at sejren var hjemme. Og det hjalp også, at jeg vel nok havde min bedste dag i hele karrieren«.

»Fornemmelsen på de sidste kilometer var helt vildt herlig. At vinde Paris-Roubaix for fjerde gang er jo stort i sig selv, men jeg tror, at de fleste kan forstå, at det giver en helt ekstraordinær jubelfølelse at gøre det på denne måde«.