Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 3. maj. 2012 KL. 12.16

Michael Rasmussen jagter stadig en Giro-drøm

Christina Watches-Onfone har Giro-topfolk på besøg i hovedkvarteret i Herning.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Fire gange har den tidligere danske Tour de France-stjerne Michael Rasmussen medvirket i Giro d’Italia, men det er nu ikke deltagelse i den forestående udgave af den italienske rundtur, der er årsagen til, at den 37-årige klatrespecialist i de seneste dage har opholdt sig i Herning.

Ganske vist luftede hans mandskab Christina Watches-Onfone sidste år drømme om at være med, når Giroen skulle indledes på dansk grund.

Læs ogsåMichael Rasmussen skal have ny chef

Det ville imidlertid grundlæggende kræve, at holdet rykkede en tak op til den næstbedste internationale række og fik status som Pro Continental Team, men ret hurtigt indså man, at det ville være forhastet at stræbe efter gennemførelsen af det projekt.

Lobbyarvejde i kampen for et wildcard
Det indebærer imidlertid ikke, at det er blevet skrinlagt, og det var grunden til, at Michael Rasmussen i går indfandt sig i Giroens danske kommandocentral i Herning Kongrescenter og i dag har italienske gæster i Christina Watches-Onfones hovedkvarter, der ligeledes er beliggende i den midtjyske by.

Læs ogsåBlaudzun stopper hos Christina Watches

»Vi har inviteret nogle af Giroens topfolk på besøg, og jeg skal da ikke lægge skjul på, at der er tale om lobbyarbejde i bestræbelserne på måske allerede næste år at komme i betragtning til et wildcard«, siger Michael Rasmussen.

»Vi har bestemt ikke opgivet planerne om at avancere. Det skyldes ikke kun ønsket om at køre Giroen, men generelt at vi dermed får mulighed for at køre langt større løb endnu«.

Udnytter chancen for at vise sig frem
»Når Giroen nu er i Herning, synes vi, det er oplagt at udnytte chancen til at give dem et indtryk af, at Christina Watches-Onfone ikke bare er et hold, der kører ud fra Michael Rasmussens garage i Italien«.

Læs ogsåMichael Rasmussen og Co. må kæmpe hårdt for ønskejob

»De skal se, hvor velorganiserede vi er, og jeg håber da, at de får øjnene op for det, når de bl.a. præsenteres for de seks servicevogne og bussen som er linet op foran kontorerne«.

»Jeg er selv travlt optaget af at køre i den kommende tid, og jeg tager fra Herning i morgen, så det er et spørgsmål om, hvor meget jeg får set af Giroen. Men det er da helt klart, at jeg følger med. Det kan jeg simpelthen ikke lade være med«, konstaterer Michael Rasmussen, der havde sin Giro-debut for Team CSC i 2002.

Hjælper for Tyler Hamilton
Han sluttede som nr. 45 efter at have været hjælper for amerikaneren Tyler Hamilton, der i sin første sæson i dansk tjeneste kun blev overtrumfet af italieneren Paolo Savoldelli.

Læs ogsåDe store tryner Michael Rasmussen og Co.

I 2005 og 2006 udgik Michael Rasmussen, mens han i 2007 blev nr. 48, inden han gav sig i kast med det Tour de France, der syntes at skulle forme sig som et sandt triumftog, men mundede ud i danskerens skæbnesvangre endeligt på den store, globale scene.

Bliv ven med Politiken