Dansk cykelsports enestående successtime i sæsonens Nations Cup for juniorer nåede i dag et nyt højdepunkt, da den 16-årige Mads Pedersen hyldedes som samlet vinder af Trofeo Karlsberg, den fem etaper lange tyske afdeling af den gennemgående kappestrid arrangeret af den internationale cykelunion, UCI. På den 99,2 km lange afsluttende etape sørgede det rød-hvide landshold på perfekt vis for at forsvare den førertrøje, som Mads Pedersen, der til daglig repræsenterer Team RCR Junior, erobrede i går ved at vinde enkeltstarten på 9,3 km, og dermed har Danmark sikret sig førstepladserne i alle de fire begivenheder, der hidtil er afviklet i Nations Cup på de europæiske landeveje. Verdensmesteren lagde ud med succes i Paris-Roubaix Enkeltstartsverdensmesteren Mads Würtz Schmidt lagde ud 8. april ved at føre et flot soloudbrud sejrrigt til ende i Paris Roubaix, hvor Mads Pedersen i øvrigt blev nr. 10. Fra 20. til 22. maj var Mads Pedersen atter på spil i Tour of Istria, hvor han sluttede som nr. 1 sammenlagt efter at have vundet sidste etape. I Fredsløbet fra 3. til 6. maj var det Niklas Eg, der tronede øverst på podiet, efter at Mads Würtz Schmidt og Søren Kragh Andersen havde erobret etapesejre undervejs. Her blev Søren Kragh Andersen samlet nr. 2 og Mads Pedersen 4, mens Mads Würtz Schmidt måtte udgå efter defekt, da han var indehaver af førertrøjen. Suveræn dansk føring i Nations Cup Med opvisningen i Trofeo Karlsberg udbyggede Danmark sin i forvejen suveræne føring i Nations Cup, hvor der udelukkende opereres med nationsrangering og ikke individuel. Der resterer endnu et etapeløb i konkurrencen, Grand Prix Général Patton i Luxembourg fra 7.-8. juli, og siden tæller også EM og VM med, men den samlede danske triumf kan der efter de hidtidige præstationer ikke pilles med. Enorm bredde hos juniorerne Med til at understrege den rød-hvide bredde i de aktuelle juniorårgange, 1994 og 1995, er, at det Herning-baserede mandskab Blue Water Cycling Junior, samtidig med landsholdets optræden i Tyskland har deltaget i et andet af de traditionsrige arrangementer for de unge himmelstormere, det hollandske Driedaagse van Axel. Her var de danske aktører endnu mere dominerende end i Trofeo Karlsberg, hvor konkurrencen naturligvis også var skrappere. Mads Würtz Schmidt sejrede i Holland Mads Würtz Schmidt sluttede som samlet vinder i Holland efter endnu engang at have stillet sine fremragende tempokvaliteter til skue på den 7,8 km lange enkeltstart, hvor han var 12 sekunder hurtigere end holdkammeraten Mathias Møller Nielsen. På 3. etape kom Mathias Dam Westergaard og Mads Würtz Schmidt sammen til mål og placerede sig i den rækkefølge med 36 sekunder ned til nærmeste forfølger tyskeren Leon Rohde, og dermed avancerede verdensmesteren til første- og Westergaard til tredjepladsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Gigantisk hykleri«: Pia Olsen Dyhrs ansættelse af ny rådgiver rejser voldsom intern kritik i SF
-
Allerede 12 sekunder inde i PR-videoen begår selvkørende Tesla første fejl i københavnsk gade – men det bliver værre endnu
-
»Jeg kan ikke vente med at komme tilbage«: René Redzepi afslører ny plan for Noma
-
Det borgerlige Danmarks løgn må stoppe
-
Hun kan sit kram
-
Selverklæret bonderøv: »Jeg kan nogle gange fristes til at tænke: 'Hvad i alverden laver alle de højtuddannede'?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lars Hedebo Olsen
Interview
Leder af Christian Jensen




























