For nøjagtig to år og seks måneder siden solede Michael Rasmussen sig i overdådig jubelglans, da han på hviledagen i Tour de France for foden af Alperne med forståelig stolthed berettede om sine følelser ved døgnet inden at have erobret den gule førertrøje med sit formidable, sejrrige soloridt på etapen fra Le Grand Bornand til Tignes.

Klatrespecialisten svarede ligeledes overbevisende på spørgsmål om, hvorvidt man nu også med friske dopingsager in mente kunne stole på ham.

Længe fik glæden ikke lov til at dominere, inden beskyldningerne for at have løjet om opholdsstederne inden starten på Touren dukkede op.

Dramatisk Tour-exit
De kulminerede som bekendt med den dramatiske og fuldstændig forbløffende Tour-exit 25. juli i Pau, da Michael Rasmussens hollandske arbejdsgiver, Rabobank, valgte at smide ham ud, næsten endnu inden begejstringsrusen over hans triumf få timer tidligere på Col d’Aubisque havde lagt sig.

Rabobank-kaptajnen havde distanceret sine nærmeste rivaler, Levi Leipheimer og Alberto Contador, med omkring et halvt minut, øget sin samlede føring og var på så sikker kurs mod den samlede triumf, at han fik fremstillet en ny, gulmalet Colnago-ræser, som skulle have været anvendt på den afsluttende færd mod den franske hovedstad, men først blev taget i brug langt senere.

SPORTSCITATER10 års sport: Sagde de virkelig det?

Det efterfølgende scenario med langvarig sagsbehandling og to års karantæne, der udløb i slutningen af juli sidste år, optog sindene blandt danske cykelentusiaster i ekstrem grad.

Og det kan konstateres, at Michael Rasmussen fortsat deler vandene på den måde, at han er både elsket og hadet herhjemme helt ud i yderkanterne af følelsesskalaen.

Begynder forfra i Argentina
I dag opholder den tidligere så feterede pedalatlet sig i Argentina, hvor han på det lille italienske Miche-mandskab skal styre ambitionerne ind på et helt andet niveau, end han var vant til som kaptajn på det hollandske storhold.

LÆS OGSÅ Michael Rasmussen klar til sæsondebut

Det går løs fra på mandag i etapeløbet Tour de San Luis, og Miches optræden i den sammenhæng hævdes i høj grad at være knyttet til Michael Rasmussens tilstedeværelse.

På et tidspunkt var Michael Rasmussen ude med superoptimistiske meldinger om, at han så frem til et spændende job på et hold, der ville gøre det muligt for ham med basis ikke mindst i et spansk program kulminerende med deltagelse i Vuelta a Espana at få opfyldt de ambitioner, som stadig brænder uudslukkeligt i hans indre.

Et hold fra 3. division
Så blev der pludselig bemærkelsesværdigt stille omkring hans person, og først da Politiken fandt frem til ham på et hotel i den argentinske by San Luis konkretiseredes planerne for den i den brede befolkning stadig uhyre populære Michael Rasmussens umiddelbare fremtid.

Og den etårige kontrakt med Miche, der i den kommende sæson er indregistreret i San Marino, indebærer i hvert fald, at han må affinde sig med knap så prestigemættede udfordringer, som han havde drømt om, fordi Miche som hjemmehørende i den internationale 3. division ikke har adgang til de allerstørste løb.

Har fulgt med på sidelinjen
»Jeg har fulgt med på sidelinjen uden egentlig at have lyst til at kommentere de gisninger, der har været fremsat om, hvad jeg nu skal foretage mig. Men det har da været meget sjovt at se, hvad folk har gættet på«, fortæller Michael Rasmussen.

»Nu kører jeg for Miche. Jeg har endnu ikke set et eneste af de mennesker, der styrer holdet, og som jeg har truffet aftalen med, i øjnene. Vi har kun snakket sammen telefonisk. Men jeg er blevet overbevist om, at organisationen er i orden, og at jeg har mulighed for at få noget godt ud af dette samarbejde«.

LÆS OGSÅMichael Rasmussen nr. 7 i Amerika

»Jeg indrømmer gerne, at jeg havde regnet med at skulle køre på et højere niveau end det, der nu bliver tilfældet. Sådan skulle det imidlertid ikke være, og det skyldes først og fremmest, at mange sportsdirektører er bange for at ansætte mig, fordi de frygter at komme i karambolage med den internationale cykelunion, UCI«.

LÆS OGSÅLandstræner har ikke ondt af Kyllingen

»Det har jeg taget til mig, selv om jeg absolut ikke forstår holdningen. Den er efter min mening et udtryk for det enorme hykleri, der hersker i cykelsporten. Jeg har udstået min straf, og så burde jeg vel kunne få et job igen. Jeg er imidlertid godt klar over, at mange er bange for at røre ved mig, fordi jeg stadig har en sag kørende med UCI. Jeg har nægtet at betale den årsløn, som jeg oprindelig skrev under på at ville erlægge, hvis jeg røg ind i en dopingsag. Men jeg mener ikke, at det er rimeligt, at jeg skal af med så mange penge, for jeg er jo ikke blevet fældet ved en test«.