Når den spanske etapeløbskonge Alberto Contador næste lørdag begiver sig ud på den 15,5 km lange enkeltstart i Monaco, som indleder strabadserne i årets Tour de France, vil han være iklædt sit hjemlands mesterskabstrøje. Det står klart, efter at den tidligere vinder af Tour, Giro og Vuelta, her til aften for første gang i karrieren erobrede en national titel som senior. Slog den forsvarende mester med 37 sek. På den 47,8 km lange og uhyre krævende enkeltstartsrute i Santillana del Mar var den 26-årige Astana-kaptajn med tiden 1.04.40 time 37 sek. hurtigere end den forsvarende mester Luis Leon Sanchez (Caisse d’Epargne), mens Ruben Plaza, der repræsenterer det portugisiske Liberty Seguros blev slået med 1.05 min.
LÆS ARTIKLEN Tourens stjernehold er fuldtalligt
Contador havde op til tempomesterskabet erklæret, at han ved denne lejlighed for alvor ønskede at afprøve enkeltstartsformen inden Touren, og efter den overbevisende præstation møder spanieren givetvis op i Monaco med selvtillidsbatterierne fuldt opladede.
Specialist måtte nøjes med femteplads
For fem år siden afvikledes det spanske mesterskab også på denne rute, og dengang sikrede en af specialisterne på området, José Ivan Gutierrez (Caisse d’Epargne) sig guldet i en tid, der var et minut langsommere end Contadors.
I dag var Gutierrez også regnet blandt favoritterne, men han måtte tage til takke med femteplads besejret med 1,50 min. af Contador.
Verdensmester sejrede i Tyskland
I Tyskland udviklede titeldysten sig til en duel mellem Team Columbia-holdkammeraterne Bert Grabsch og Tony Martin, mens Team Saxo Banks Jens Voigt erobrede bronze.
Verdensmester Grabsch, der for små tre uger siden imponerede på enkeltstarten i Dauphiné Libére, var med tiden 48,25 min. på den 40 km lange distance 10 sek. hurtigere end sin 10 år yngre kollega, mens Voigt blev slået med 1,15 min.




























