Toronto FC har været min klub siden en varm oktoberaften i 2007. Jeg havde haft en fascination og interesse for Major League Soccer, siden jeg så USA komme i kvartfinalen ved VM 2002, og i 2007 i forbindelse med en rejse rundt i Nordamerika fik jeg endelig mulighed for at se min første MLS-kamp i Toronto. Der blev jeg forelsket, og jeg har fulgt dem lige siden.

Toronto FC er noget særligt. Med deres indtræden i 2007 blev de det første canadiske hold i den hidtil rent amerikanske Major League Soccer, og samtidig bidrog de med en passioneret fankultur på et hidtil uset niveau og har været med til at sætte standarden for denne i hele MLS.

Desværre har Toronto FC haft en dårlig ledelse. Vi er nu i gang med i gang med sjette sæson, og vi er endnu ikke kommet i slutspillet. Et par trænere er blevet fyret, og der har ikke været en rød tråd.

Jeg var på udveksling i Toronto i efteråret og fik derfor mulighed for, at blive en del af fankulturen både på stadion og på stambaren til udebanekampene. Som fan af et hold i en liga, der får minimal interesse fra Europa, er man dybt afhængig af internettet og i særdeleshed sociale medier til at holde liv i gløden. Men da jeg var i Toronto i efteråret, fik jeg bekræftet, at besværet var det hele værd.

Den bedste spiller på holdet lige nu er Torsten Frings, der siden sin ankomst sidste sommer har vist sig som en vigtig støtte for The Reds svage forsvar.

Den hidtil vigtigste spiller i klubbens historie er Danny Dichio, som blev hentet ind til den første sæson. Han kom fra den næstbedste engelske række og var på ingen måde en gudbenådet fodboldspiller, men han kæmpede benhårdt og scorede det første mål nogensinde for Toronto imod Chicago Fire.

På holdet kunne vi godt bruge en eller to centrale forsvarsspillere. I et offensivt spilsystem er vi ofte blevet ramt af et svagt forsvar, og Frings bliver ofte nødt til at spille en sweeperrolle for at undgå for mange mål.

Den bedste træner gennem tiderne har jeg svært ved at nævne efter lutter dårlige sæsoner. Den mest visionære er vel den nuværende hollandske træner Aron Winter, der har sat sig for at indføre totalfodbold i MLS. Hans første sæson i 2011 var en blandet landhandel, dog med en stærk afslutning på trods af manglende slutspil. Mange ventede, det ville blive bedre i denne sæson, hvor han kunne sætte sit eget præg på holdet. I stedet er det blevet til syv nederlag i syv kampe, hvilket tangerer ligarekorden.

Det bliver endnu en hård sæson, og allerede nu går der rygter om, at han bliver fyret og erstattet med en træner, der kender MLS og alle dens særligheder med draft, lønloft og andre forskelligheder fra europæisk fodbold.

Den bedste kamp, jeg har set, var den første jeg så. 4. oktober 2007. Kampen var i Toronto og stod mellem det lokale hold Toronto FC og gæsterne fra New York Red Bulls. Toronto havde ikke vundet i 12 kampe og var lige blevet matematisk udelukket fra slutspillet. Alligevel var der gang i alle 20.000 på stadion, og der blev sunget, danset og heppet på de lokale drenge.

Toronto vandt 2-1, og jeg var forelsket. Den lidenskab, jeg så, var vildere end 7.000 stille midtjyder i Herning, hvor jeg voksede op eller 72.000 jakkesæt og turister på Old Trafford mod FCK.

I næste kamp møder vi DC United på hjemmebane. Mange fans er vrede, og selv om man tænker, at nederlagene ikke kan fortsætte, møder vi et formstærkt hold med en farlig offensiv ført an af canadieren Dwayne De Rosario, der forlod Toronto efter uenigheder om lønnen. Det er svært, men støtter man ikke holdet i modgang, er man ikke rigtig fan.


Henrik Høgholt Lønne er 25 år og CBS-studerende
_______________________________________________________________________

Hver fredag er 'Min Klub' en fast kommentar i avisen og på nettet skrevet af en række Politikenmedarbejdere eller læsere om tilhørsforholdet til en bestemt udenlandsk klub.

Giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenunder.