På Vallekilde Højskole går unge mennesker, der forelsker sig, fester, rejser, udfolder sig kreativt og drømmer stort om fremtiden. Få skridt derfra bor to jævnaldrende unge, der i perioder kan have svært ved overhovedet at overskue den kommende dag.
Nogle gange tænker 21-årige Emilie over, at hendes jævnaldrende har afsluttet gymnasiet og lever et mere klassisk ungdomsliv med studie, kærester og fritidsjob.
»Man kan godt føle sig lidt bagud«, siger hun.
»Jeg gad godt selv være der, hvor jeg skulle alt det«.
Emilie har afsluttet folkeskolen, men mens hendes klassekammerater har gået på gymnasiet, har hun i perioder været tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Som »svingdørspatient«, som hun siger. Nogle gange flere gange om ugen. 32 gange på seks år.
For to år siden flyttede hun fra sine forældre. Det var for svært for dem at have ansvaret for hende længere, forklarer hun. Nu bor hun med to andre unge i hver deres tiny house på behandlingsstedet At Bo i Ro med udsigt til marker og så langt ude i naturen i Odsherred, at gps’en mister sit signal.
»De unge, der kommer her, kan ofte komme fra længere indlæggelser i psykiatrien. De er selvmordstruede og selvskadende. De kan have været isoleret alene på værelset og ikke været uden for en dør i årevis«, forklarer Stine Bengtsen, der er afdelingsleder på stedet.
»Det er unge, der er et rigtig skidt sted i livet, så det handler om at få dem stabiliseret, så de kan opretholde en normal hverdag med rutiner«, siger hun.
En chip i pillerne
Gennem det seneste årti er antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien steget markant. De tre unge i Odsherred er en del af en voksende gruppe af unge i Danmark, der er i en alvorlig og til tider så livstruende mistrivsel, at en anbringelse uden for hjemmet er nødvendig.
To unge kvinder har sagt ja til at give Politiken et indblik i deres hverdag på At Bo i Ro – også for at vise et lysglimt, fordi de har fået det bedre.
Siden Emilie flyttede ind på behandlingsstedet, har hun kun været indlagt to gange. Første gang et enkelt døgn, men for nylig fik hun tilbagefald og var indlagt i tre måneder, fordi hun ikke ville tage sin antipsykotiske medicin mod skizofreni. Nogle gange er der stemmer, der fortæller hende, at der er en chip i pillerne, og så tør hun ikke tage dem.
I to uger fik hun medicinen gennem en sonde, før hun selv begyndte at tage pillerne igen.
»Nu tager jeg dem. Ellers bliver jeg indlagt igen, og det gider jeg ikke«, siger hun. Særligt fordi der ikke er meget personale eller tid på voksenafdelingen. Det var bedre, da hun blev indlagt på børne- og ungeafdelingen, forklarer hun.
Emilie er et opdigtet navn af hensyn til hendes sårbare situation. Politiken kender hendes identitet.
Hun er glad for at være hjemme igen i sit lille træhus. Hun har fået det bedre, selv om hun nogle dage bliver hurtigere træt.
»Da jeg var indlagt, savnede jeg at være her. Jeg savnede at være sammen med nogen, der gider en«, siger hun.
»Det har hjulpet meget på mine indlæggelser at bo her. Her er der nogen, der griber en, inden man når for langt ud«, fortæller hun fra sit sofaarrangement.
Hendes pjuskede kanin, Palma, bor indenfor sammen med hende. Udenfor tager hun sig af yderligere 10 kaniner, som hun har haft med fra sine forældre. Der ligger en åben pose gulerødder i entreen, og på væggen hænger rosetter fra de gange, hun har vundet konkurrencer til kaninhop. Konkurrencerne ligger lidt tid tilbage, for hun har ikke haft overskuddet. Adskillige puslespil står stablet på en hylde. I perioder lægger hun dem meget, når hun skal finde ro. Men for tiden er hun mest på telefonen.
»Lidt for meget TikTok«, forklarer hun.
Fra alkoven er der »den bedste udsigt« til naturen. Herfra kan hun også se på fiskene i sit akvarium.
»Jeg tror, vi er meget heldige. Os, der bor her. Jeg er meget glad for det«, siger hun.
Efterladt i »desperation«
Ifølge pædagog og miljøterapeut på bostedet Micha Rasmussen er der blevet skåret ned på de unges indlæggelser, blandt andet fordi personalet på deres bosted har tid til at være omkring dem. Det er også sjældnere, de udleverer såkaldt p.n.-medicin – der står for de latinske ord for ’efter behov’ – for eksempel beroligende medicin, til de unge i en akut situation. I branchen kan der tyes til p.n.-medicin ved underbemanding eller travlhed. Nogle gange bruger unge det også som et ’quickfix’, hvis de ønsker en hurtig effekt, som ikke kræver så meget af dem selv, forklarer hun.
»Vores normering gør, at vi har mulighed for at tilbyde noget andet, inden vi tyr til medicin«, siger hun.
Det kan være mindful walking, hvor man lytter til fugle, der synger, eller at køre en lang tur, mens naturen passerer forbi. Andre gange er det varmetæppet, tyngdedynen eller hængekøjen, der virker. Hver aften tilbyder personalet desuden massage til de unge for at skabe ro. Så dæmper de lyset og sætter en playliste med jazzmusik på.
Nogle gange virker afledningerne ikke. Så udleverer personalet medicin. Den seneste måned har Emilie fået udleveret p.n.-medicin to-tre gange.
En god relation, normering og tryghed er altafgørende for unge i mistrivsel, forklarer Helle Harnisch, der er forsker på stedet. Derfor er det også dyrere end gennemsnittet for kommunerne at have unge anbragt på At Bo i Ro. Der er altid to personaler til de tre unge. Der er pædagoger, psykologer, vågne nattevagter og socialrådgivere tilknyttet. I køkkenet sørger stedets ’madmor’ for måltiderne. I fælleshuset kan de unge hænge ud og have 1:1-tid med personalet. Det er også her, de spiser sammen.
Helle Harnisch var med til at starte stedet, da det åbnede i januar 2024. Drømmen var at skabe et sted uden kliniske papvægge, men med ro og tryghed i fokus. 12 millioner i fondsmidler gav muligheden for at opføre tre arkitekttegnede tiny houses i træmaterialer. Personalet tog de unges ønsker med i overvejelserne – for eksempel i forhold til fliser på badeværelset, ovenlysvinduer og skabslåger. Dyrene på stedet spiller også en rolle, forklarer Helle Harnisch.
»Dyr er relationsskabende og har en beroligende effekt. De unge bruger dem som trøst, når de har det svært. Vi havde også haft heste, hvis vi havde mere plads«, fortæller hun.
Allerede efter et år så forskeren nogle »vilde resultater«. De havde reduceret to unges indlæggelser med 95 procent.
»Det er selvfølgelig regnet på et lillebitte antal unge«, siger hun og tilføjer, at det trods alt kan være med til at understrege, hvor afgørende betydning relationsdannelse og normering har.
Alligevel kan der hos nogle unge ske tilbagefald selv i optimerede rammer. De unge kommer ofte fra familier, der selv er i store vanskeligheder og har traumer. Ifølge Helle Harnisch kunne en anbringelse være undgået, hvis de unge var blevet grebet i tide. I stedet er de tidligt i livet blevet efterladt i »desperation og i en rædselstilstand«. Det, hun kalder en kortsigtet budgettænkning.
»Hvis man havde taget hånd om mistrivslen i tide og tænkt mere i familiebehandling, kunne både dyre anbringelser og livstruende mistrivsel i mange tilfælde have været undgået«, siger Helle Harnisch.
»Der skal være mere fokus på indsatser, der opsporer, forebygger og tilbyder hjælp, inden krisen bliver så omfattende, at den bliver livstruende«.
Lige nu mærker stedet en stigning i henvendelser fra familier med børn med skolevægring. Flere af henvendelserne er akutte. I år har de sagt nej til 12 anbringelser.
Med regeringsgrundlaget lægger S-SF-M-R-regeringen op til en akutplan, der skal nedbringe de enorme ventetider for børn og unge i psykiatrien. Det skal blandt andet ske ved, at voksenpsykiatere skal kunne hjælpe de ældste unge, øget aktivitet hos speciallæger og en øget brug af psykologer og PPR, pædagogisk psykologisk rådgivning. Der skal desuden indføres en ny mulighed for en familiepakke, der skal sikre en tværgående indsats for familier, når børn og unge rammes af alvorlig mistrivsel og langvarigt skolefravær.
Kørte rundt i busser
Da 17-årige Angel Nkunkununu boede hjemme, blev hun ofte uvenner med sin mor.
»Jeg kunne smadre ting, hvis hun bad mig om noget: »Angel, tag opvasken«. Fuck nej, så kastede jeg med sko eller en støvsuger«.
»Jeg stak tit af hjemmefra. Kørte bare rundt i busser. Når der ikke kørte flere busser, tog jeg hjem igen«, siger hun.
Da hun for 11 måneder siden flyttede ind på At Bo i Ro, havde hun svært ved at styre sin vrede. Hun stak af næsten hver dag. Selv om der er store vinduer, kan man nemt snige sig forbi nattevagten i mørket uden at blive set. Afsted i retning mod Vordingborg for at komme til Møn, hvor hun er fra, med en oplader og vand i tasken. Senere blev hun hentet hjem af bagvagten eller politiet.
Angel Nkunkununu forklarer, at hun i dag stadig kan »tænde af«. Det sker bare langt sjældnere, end lige da hun var flyttet ind. Nu har hun også nogle aftaler, der skal overholdes. Blandt andet med sin kørelærer. I dag har de øvet automatgear, trepunktsvendinger og parkering.
I forrige uge blev hun vred, fordi hendes yndlingsnattevagt først kommer tilbage efter sommerferien:
»Jeg skreg så meget, at de kunne høre mig ovre i fælleshuset«.
Havde det været for fem måneder siden, var hun »skredet« i sådan en situation, forklarer hun.
»Men jeg skal tage mit kørekort, så jeg har ikke tid til at stikke af. Min mor har betalt«, fortæller hun og vaper, fordi hun kun har en halv smøg tilbage.
Da hun tager en tår energidrik, kommer små lyse striber på hendes underarm til syne. Selv om Angel er glad for at bo her, kan nogle dage stadig være »lidt lort«. På hendes ene ankel sidder en absorberende bandage og dækker det sår, der vidner om en svær dag med selvskade. Det er primært det ene ben, det går ud over, fortæller hun og trækker op i sine jeans, så en række lilla ar kommer frem på læggen. I aften skal såret renses, og bandagen skiftes, for der er lidt betændelse. Til gengæld skal sårene ikke længere sys, som de skulle engang.
For tiden har hun svært ved at tage sine to daglige doser quetiapin-medicin, der dæmper nogle af symptomerne på borderline. Hun ved ikke hvorfor, for hun kan mærke en positiv effekt, når hun tager dem. Når hun nægter, kan hun have svært ved at finde ro om aftenen. Så bruger hun tid på TikTok. Hun ser blandt andet videoer med tips til at lægge makeup. I dag var hun oppe klokken 6.15 for at gøre vipper, bryn og læber klar til en køretime klokken 8.
At Bo i Ro fungerer som indslusning til den almene afdeling, som ligger i kort afstand fra stedet, hvor de unge er mere selvkørende, og der er færre ansatte til flere unge. Om nogle uger skal Angel flytte derhen, fordi hun har fået det bedre. Hun har også fået en god relation til sin mor, som blandt andet kommer på besøg i næste uge, når stedet holder havefest med helstegt pattegris og softicemaskine.
Hun ser også nogle veninder, og hun har fået en tæt relation til Emilie. De kan kommunikere og have en fuld samtale bare ved at sende øjne til hinanden, fortæller hun.
En enkelt gang stak de af sammen. Så gik de hele vejen til Svinninge, tog toget til Ringsted og spiste nuggets på McDonald’s. Så dukkede Micha Rasmussen pludselig op og hentede dem hjem.
»Jeg kommer til at savne at bo her«, siger Angel Nkunkununu.
Om kort tid fylder hun 18 år. Tanken om at blive voksen er lidt skræmmende, og hun er lidt i tvivl om, hvad hun drømmer om. Hun vil helst bare være 17 for evigt. Det er svært at sætte ord på arbejde, kærester og ungdomsliv. Men på et tidspunkt vil hun gerne have sit eget sted at bo.
Hun savner Stege og at bo lige ved Netto og stationen. Egentlig har hun stadig sit job som kirkesanger i Stege Kirke på Møn. Hun kommer der bare aldrig. I stedet synger hun rap og Alex Warren, når hun er på sit værelse. Lige nu glæder hun sig til at få kørekortet. Hun mangler bare penge til en bil.
Faste rutiner og pligter
Over for Emilies seng hænger en liste med gøremål for at hjælpe hende igennem dagen. Morgenvækning, toiletbesøg, tage tøj på, rede hår. Den er rar at have hængende, selv om hun godt kender rutinerne.
Hver anden onsdag går hun til hesteterapi. Det giver hende ro. Onsdag er også hendes maddag. Hun elsker brændende kærlighed med masser af bacon, og hun foretrækker at røre i gryden frem for at snitte grøntsager. Hver anden torsdag kommer hendes mor på besøg. Hver fjerde weekend er hun hjemme hos hende. Efter at Emilie er flyttet, bliver de ikke længere uvenner, som de gjorde engang.
Hun har også nogle pligter på behandlingsstedet: vande blomster, hente kattemad og aflevere service i køkkenet. Hun er glad for dage, hvor der er meget på programmet. Og når de hænger ud og snakker i fælleshuset med personalet. Det kan være med til at parere negative tanker. Bliver de for sorte, er eneste mulighed at stikke af. Forbi kaninburene, bag hækkene og langs haven. Bondemanden bliver sur, hvis hun går over marken. Nogle gange opsøger hun farlige steder. Når det sker, bliver personalet bekymret, så de gør alt for at bremse hende, forklarer Micha Rasmussen.
Katten Molly slænger sig op ad Emilie, da frokosten er klar. Hun nøjes med en halv kanelsnegl og to stykker vandmelon på sin tallerken. Forårssolen vælter ind ad vinduerne, og man kan høre fuglekvidder på matriklen.
En ung kvinde spiser med under frokosten. Når Angel flytter ud i næste uge, er hun den næste på en lang venteliste til at flytte ind på At Bo i Ro. Emilie synes, det vil være fedt, hvis hun kunne blive hendes nye veninde.
Emilie ved ikke, hvornår hun selv skal flytte herfra. Hun gætter på, at det har lange udsigter. Men hun drømmer om en dag at komme tilbage til sin hjemby og bo tættere på familien. Hun vil gerne arbejde med dyr »for at gøre en forskel«. Måske som dyrepasser.
»Tror du, at jeg ville være god til det?«, spørger hun.
»Jeg elsker jo dyr«.
fortsæt med at læse
