Der var halvtomt i salen til FN’s generalforsamling, da Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, torsdag holdt sin tale. Dusinvis af delegationer fra Mellemøsten, Afrika, Europa og Latinamerika udvandrede, da han indtog podiet. Et sigende billede på Israels isolation efter dets disproportionale krig i Gaza og stadig mere voldelige og ekstreme besættelse af Vestbredden og Østjerusalem.
Men det var også et billede på noget deprimerende. Et billede på en verden, hvor det er blevet alt for almindeligt ikke at ville lytte til hinanden. Man kan mene, at Netanyahu, der er anklaget for krigsforbrydelser, hører til i en fængselscelle i Haag. Men lige nu er han altså Israels folkevalgte leder. At udvandre fra hans tale lader symbolpolitikken overtrumfe det, som er formålet med FN: at alle verdens lande, uanset hvor rasende de er på hinanden, kan mødes et sted og lytte til hinanden, så vi efterfølgende kan modargumentere og protestere mod den førte politik. Modstanderne af Israel er ikke alene. En amerikansk delegeret vandrede ud, før Iran tog ordet til generalforsamlingen, og USA nægtede den palæstinensiske præsident et visum, så han kun kunne deltage via video.
