Der er nogen, som har påstået, at hvis Mark van Bommel kom til en sammenkomst i sin hollandske familie og fik øje på sin gamle bedstemor stående med en bold, ville han også sparke hende ned – som han har nedlagt så mange modstandere på banen.

Midtbanespilleren, der er anfører i Bayern München og nu også, af sin svigerfar, landstræner Bert van Marwijk, er udnævnt til kaptajn på det hollandske landshold, var en af de aktører i VM-finalen mod Spanien, som slap med et gult kort, men efter manges mening burde have været vist ud for en brutal takling.

LÆS OGSÅCasillas: Det var en krig

»Van Bommel kunne sagtens have set rødt ved den takling, der kom med stor kraft og et halvt lysår for sent«, som den internationale dommerobservatør Jan Carlsen, en af Europas mest velansete fortolkere af fodboldloven, skrev i en kommentar i Tipsbladet efter finaleslaget i Johannesburg.

Holland skulle have haft fem røde kort
På Soccer City var den engelske dommer Howard Webb på sit livs sværeste opgave og fik fløjtet for 47 frispark, givet 14 advarsler og smed den hollandske stopper Johnny Heitinga ud (to gule kort) i den forlængede spilletid.

LÆS OGSÅFifa straffer de brutale VM-finalister

»Hvis denne kamp var blevet afviklet med øjnene direkte i fodboldloven, var den aldrig blevet spillet færdig«, analyserede Jan Carlsen.

»For så havde Holland sneget sig ned under de magiske og nødvendige syv mand, og der var også røget et par spaniere med i puljen«.

Umulige omstændigheder
Jan Carlsen konkluderede alligevel, at Howard Webb efter hans mening gjorde det godt under omstændighederne, og at andre dommere næppe kunne have klaret det bedre. Det er let at være enig med Carlsen her.

LÆS OGSÅSvenske dommere får tv-billeder til hjælp

For omstændighederne var jo ’umulige’: Kampen blev et klassisk eksempel på, at hvis spillerne ikke vil spille fodbold og er totalt ligeglade med de personlige straffe, er dommeren på en uriaspost. En magtkamp, hvor det er afgørende, hvem der først holder op – spillerne med at begå forseelserne eller dommeren med at uddele kort. Webb må mange gange undervejs, mener Jan Carlsen, have været fristet til at begrave fløjten ved det ene hjørneflag, gå sin vej og lade spillerne selv klare det.

LÆS OGSÅFifa er tilfredse med VM-dommernes niveau

Man kan man hævde og mene, at et tidligt rødt kort ville have dæmpet gemytterne og måske fået de fleste spillere til at tænke sig lidt om, og at finalen dermed var gennemført på en anderledes civiliseret måde. Men historien fortæller jo også om kampe, hvor selv flere røde kort i løbet af de første 20-25 minutter ikke har fået spillerne til at opføre sig bare nogenlunde dannet.

Dommer Webb har nu i England givet interview og fortalt om, hvordan han og hans linjedommere oplevede kampen. Han beretter, at dommerne på kampdagen blev briefet af verdensforbundet Fifa’s tekniske og psykologiske stab. Man talte om kampens enorme betydning for to hold, der kom til Sydafrika uden nogensinde at have vundet verdensmesterskabet.

LÆS OGSÅHollænderne: Dommeren havde simpelthen ikke en god dag

Der blev også snakket om holdenes spillestil og de store forventninger til kampen – »men ingen havde på forhånd forestillet sig«, fortæller Howard Webb, »at det ville blive en kamp, hvor der blev lagt så stor vægt på det fysiske«.

Spillerne kunne ikke tales til ro
»Jeg gav fire gule kort inden for de første 20 minutter, uden at det havde nogen som helst effekt. Spillerne ville ikke dæmpe sig. Følelser var rå, og selv om jeg kender mange af spillerne fra tidligere landskampe og Champions League-kampe, kunne jeg ikke tale dem til ro«.

En lille uges tid efter finalen, 11. juli, satte Howard Webb sig til rette i lænestolen hjemme i stuen, hvor han havde selskab af en Premier League-dommerkollega, for at gense begivenhederne på Soccer City.

LÆS OGSÅHjerneforskere: Dommere kan ikke undgå grove fejl

»Jeg er kommet til den konklusion, at der ikke er meget, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg skulle dømme den samme kamp igen under de samme omstændigheder«, siger Howard Webb videre.

Men to gange, erkender han, tog han fejl. Den ene var en situation sent i kampen ved stillingen 0-0, da han dømte målspark til Spanien i stedet for at tildele Holland et hjørnespark. Den anden var, da han nøjedes med at give en advarsel til den hollandske midtbanespiller Nigel de Jong, som med et kungfu-spark ramte Xabi Alonso i brystet.

LÆS OGSÅSneijder: Skandale at Iniesta ikke fik rødt

»Fra lænestolen, hvor jeg har studeret hændelsen med billeder fra flere vinkler og i slowmotion, kan jeg se, at jeg burde have vist de Jong ud. Problemet var, at jeg på banen ikke klart kunne se, hvad der foregik, og jeg fik ikke det korrekte indtryk af, hvor voldsomt de Jong sparkede. Mit udsyn var spærret lidt af et par spillere. Når jeg nøjedes med et gult kort, var det ikke, fordi jeg på forhånd havde valgt, at jeg ikke ville vise en spiller ud tidligt i en VM-finale. Men fordi jeg ikke var helt sikker på forseelsens voldsomhed og karakter, turde jeg ikke 25 minutter inde i så stor en kamp gætte på, hvad der var sket, og vise manden ud«.

»Undervejs i kampen talte jeg med min ene linjedommer om udviklingen: »Det er jo slet ikke den type kamp, vi havde forventet«, sagde jeg. »Men vi må bare fortsætte og gøre arbejdet så godt, vi kan. Når jeg ser tilbage, er jeg tilfreds og fortryder ikke noget«, siger Howard Webb.

LÆS OGSÅDommer tager 'fantastiske minder' med fra voldsom VM-finale

Den engelske topdommer har berettet, at han har fået en masse positive tilkendegivelser fra kolleger og managere i de største engelske klubber i tiden efter VM-finalen. Han havde brug for en god lang ferie efter VM og har ikke dømt på højeste plan siden VM-finalen. Men han skal fløjte igen i Premier League i næste runde.

I gang igen med pubkamp
Han lod sig dog overtale til forleden at dømme en pokalkamp mellem to pubhold, Thrybergh Working Men’s Club og Wickersley Social i grevskabet South Yorkshire. Kampen blev spillet på den bane, hvor han startede sin dommerkarriere.

Howard Webb – der havde 90.000 tilskuere på tribunerne og 700 millioner tv-seere som vidner, da han som den første englænder siden 1974 ledede en VM-finale, som blev historisk på grund af hans nødvendige ’kortspil’ – dømte pokalkampen med kun en halv snes iagttagere ved sidelinjen og en hund.

Han beholdt kortene i lommen. Men det var også en fredelig kamp uden nogen Mark van Bommel-typer blandt de 22 spillere.