Hun kalder det for »en sejlende ambassade«, og det ordvalg er langtfra tilfældigt. For selv om Pia Ankerstjerne ikke har brugt mange dage i Rio de Janeiro, har direktøren for den maritime uddannelsesinstitution Martec i Nordjylland allerede indgået to store nye samarbejdsaftaler.
»Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg havde siddet bag et skrivebord«, siger hun og spejder ind mod kysten, hvor Sukkertoppen og Kristusfiguren troner sig op på hver sin side af Rio de Janeiros pulserende Leme-bydel.


























