Annonce
Annonce
Annonce
Sport 5. aug. 2008 KL. 16.00

Politiken indtog Den Himmelske Freds Plads

Politikens hold kunne frit færdes på Den Himmelske Freds Plads. Det er ellers forbudt område for journalister, siges det.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Selv om de kinesiske myndigheder få dage inden åbningen på De olympiske Lege i Beijing efter sigende har forbudt udenlandske journalister at færdes på egen hånd på Tiananmen Square, Den Himmelske Freds Plads i hjertet af den store by, mødte Politikens reportergruppe ingen begrænsninger.

De ni medarbejdere fra Dagbladet Politiken og politiken.dk besøgte i eftermiddag den tabubelagte plads, og kun gruppens kvindelige kinesiske tolk blev underlagt et klassisk sikkerhedstjek i den underjordiske adgang til pladsen – og kun fordi, hun medbragte en håndtaske.

Kina frygter demonstrationer
Hverken reporterne eller fotografen, der ellers var ens klædt og bar tydelige ’hundetegn’, som viser, at de er journalister med adgang til De olympiske Lege, blev stoppet af sikkerhedsvagterne – og heller ikke inde på selve pladsen, hvor fotografen havde sit professionelle udstyr fremme, blev truppen stoppet af politiet.

Det forlød ellers, at myndighederne vil hindre, at den store plads, hvor soldater og kampvogne i juni 1989 på blodig vis opløste en flere uger lang demokrati-demonstration, skal gøres til et nyt samlingssted for såkaldt ulovlige demonstrationer med udenlandsk pressebevågenhed.

Uvished om antal døde
Der er aldrig kommet en officiel rapport om konsekvenserne af hærens beordrede indgreb mod demonstranterne.

Derfor ved man heller ikke, hvor mange demonstranter og civile, der mistede livet, da soldaterne åbnede ild for 19 år siden. Der gættes dog på alt mellem 100 og 1.000.