Annonce
Annonce
Annonce
Sport 14. aug. 2008 KL. 09.33

Sponsor kalder regelbrud 'problematisk'

Arenas italienske hovedkvarter har bemærket, at Jeanette Ottesen to gange er stillet op i den 'forkerte' svømmedragt.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Svømmeforbundets sportschef, Lars Sørensen, har helt ret, når han antager, at Arena nok ikke er helt tilfreds i disse dage.

I både det indledende heat og semifinalen i 100 meter fri stillede Jeanette Ottesen op i en LZR Racer-svømmedragt fra Speedo, selv om det danske svømmelandshold har kontrakt med italienske Arena.

»Vi har intet med Jeanette Ottesen som enkelt svømmer at gøre. Vi har en kontrakt med Dansk Svømmeunion, og det er da klart at det er problematisk, at hun ikke stiller op i Arena, som hun er kontraktligt forpligtet til«, påpeger Ole Glæsner, der er chef for Arena i Danmark og befinder sig i Beijing i disse dage.

Det bliver mere og mere problematisk
»Det er vi stærkt utilfredse med, og det er allerede blevet bemærket fra Arena International, at Jeanette to gange har svømmet i en anden dragt«, siger Ole Glæsner.

Nu er Jeanette Ottesen i finalen i 100 meter fri og skal desuden svømme 50 meter fri i morgen aften.

»Det bliver mere og mere problematisk for hver gang, hun optræder i en anden dragt, og det har jeg påpeget over for Lars Sørensen«, siger Ole Glæsner.

Sønnen er på det danske OL-hold
Hvis hans efternavn virker bekendt, kan det hænge sammen med at hans søn, Mads Glæsner, er en af de ni danske svømmere i det olympiske bassin, så Ole Glæsner har en vis interesse i ikke at skabe for megen uro omkring det danske landshold.

»Vi er ikke interesserede i at skabe ballade, men det er klart at vi forventer, at Dansk Svømmeunions bestyrelse tager sagen op, når OL er overstået«, siger Ole Glæsner.

Danskerne har sat syv rekorder
»I bund og grund handler det jo om, hvem der laver det bedste svømmetøj, og i den forbindelse kan jeg jo bare konstatere, at Mads har sat den hidtil største danske rekord med fire sekunder i 400 meter fri og at Micha Østergaard har slået Mette Jacobsens rekord i 200 meter butterfly, så der kan også svømmes hurtigt i Arena«, påpeger Ole Glæsner.

Det danske hold har i alt sat syv danske rekorder i Beijing, og foreløbig er Jakob Andkjær, der mangler to af sine tre løb, den eneste, der ikke har sat en eller flere personlige rekorder.