Annonce
Annonce
Annonce
Tennis 29. maj. 2012 KL. 16.25

Tændt Wozniacki hamrer løs ved sidste træning

Caroline Wozniacki er storfavorit til at vinde dagens kamp i French Opens 1. runde.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Varmen har tilsyneladende bidt sig fast i Paris, og når der skal spilles tennis på højeste niveau, betyder det, at deltagerne sveder, så vandet konstant løber af dem.

Således også for Caroline Wozniacki, da hun her til eftermiddag gennemførte sidste træning op til opgøret med græske Eleni Daniilidou, der spilles senere i dag.

LÆS ARTIKELWozniacki slipper for middagsheden

Alle spillere ved French Open taler om, at den første kamp i turneringen er ekstremt vigtig, bl.a. fordi der ofte er lidt nerver på, og fordi spillerne ikke altid er sikre på deres eget niveau. Der var heller ikke meget leg og pjat, da Wozniacki hamrede løs med for- og baghånd på bane 9, mens der på banerne rundt om hende blev spillet om point og overlevelse i turneringen.

Stopboldene skal løbes op
Med pandeskyggen spændt på og med skarpe direktiver fra far og træner Piotr Wozniacki blev der trænet meget forhånd, meget 2. serv og til sidst fremløb til stopbolde. Måske forventer danskeren, at hendes modstander netop vil bruge stopbolde for at bryde rytmen.

Wozniacki er storfavorit til at vinde sin kamp i 1. runde mod Eleni Daniilidou, men hun kan også let have nerver på, for dette forår har modsat sidste forår budt på mange skuffelser og ærgerlige småskader. Og da Piotr Wozniacki forleden sagde til Politiken, at »det er de store turneringer, vi går efter i denne sæson, og jeg tror, at Caroline vinder en af dem i år«, så kan det måske både virke som motiverende opbakning og lægge et ekstra pres.

Svag optakt for Daniilidou
Eleni Daniilidou fra Kreta er med sine 29 år fra en anden generation end Wozniacki, og spillet har især på det fysiske område udviklet sig meget, siden grækeren for ti år siden var et af de lovende talenter på WTA-turen.

For ni år siden var hun oppe som nr. 14 på ranglisten, men hun har altid lige manglet det sidste i at komme op i den absolutte elite. Samtidig har alvorlige skader ødelagt et par sæsoner for hende.

Hun har erobret fem WTA-titler, men et af hendes mest opsigtsvækkende resultater er sejren over Justine Henin i 1. runde af Wimbledon i 2005.

Hun er placeret 60 pladser efter Wozniacki som nr. 69, og optakten til French Open har ikke været opmuntrende for Daniilidou. Det er blevet til 1. runde-nederlag i de seneste fem turneringer, og bedste resultat i år er en semifinale i den lidt svagt besatte turnering i Kuala Lumpur.

En sejr til hver
Hun har to gange mødt Wozniacki på WTA-turen, en sejr til hver, men det er fem og seks år tilbage. Til gengæld mødtes de i Fed Cup sidste år, hvor Wozniacki let sejrede 6-0, 6-3.

Daniilidou er aldrig nået længere end 3. runde i French Open, men hun har i mixed double været i finalen i Australian Open. I 2003 blev hun i selskab med Todd Woodbridge besejret af legenden Martina Navratilova og inderen Lender Paes.

Kampen Wozniacki-Daniilidou er programsat som fjerde kamp på bane 1.