Det er dyrt at gå på universitetet, og udsigterne til at få job er tvivlsomme. Derfor går kinesiske studerende, ligesom de britiske, på gaden - men ikke helt på samme måde. Stadig flere kvindelige studerende i Kina tilbyder nemlig at være ’konkubiner’ for ældre mænd, så de kan opretholde en passende livsstil, mens de er under uddannelse. Millioner af kvindelige studerende er tilmeldt internetsiden Jiayuan, Kinas største datingtjeneste, der blev stiftet af den 24-årige studerende Gong Xiaoyuan fra Shanghai. Blandt de 25 millioner brugere er studerende, der søger mænd, som kan give dem det, kineserne kalder si you, eller fire besiddelser. Mændene skal have: en velanskreven virksomhed eller et godt job, et hus, en bil og en høj løn. Ægteskab: Pris 170.000 kroner Zhang Yan, en kvindelig studerende ved Guiyangs medicinske fakultet, kræver 170.000 kroner for ægteskab. »Uanset hvem manden er, vil jeg gifte mig med ham straks, hvis bare han vil give mig 170.000 kroner«, skriver hun på datingsiden. Lokale tv-stationer har vist optagelser af hende, da hun modtog det krævede beløb fra en ung mand. Og hendes mor har godkendt transaktionen. En 54-årig mand ved navn Wang indledte et forhold til en 24-årig studerende, der havde søgt »en mand med et hus i Shanghai og 850.000 kroner i banken«. Wang fortæller, at de mødtes på en café og derefter boede sammen i flere måneder, indtil hun fandt en 60-årig amerikanskfødt kineser, der fristede med at tage hende med til USA. Det tog ikke modet fra Wang. Han har nu fundet en 28-årig kvinde, der studerer naturvidenskab, og som er flyttet til Shanghai sammen med en medstuderende. Den medstuderende var egentlig kommet til byen for at møde en 28-årig mand, men hun droppede ham efter deres første møde, da hun fandt ud af, han lejede et lille hus af en bondemand. Manden skal have eget hus »Jeg kunne ikke forelske mig i en mand, der ikke havde eget hus, selv om han var ung og smuk«, forklarede hun. Unge mænd reklamerer også gerne med, at de er villige til at sælge kærlighed for penge. Xiao Louming, der studerer i byen Hangzhou, siger til en journalist: »Hvis en familie kan give mig 8,5 millioner kroner til at investere for, gifter jeg mig gerne med en kvinde, der er 10 år ældre, end jeg er«. Moralsk fornedrelse Flere medier har forhørt sig hos psykologer for at forklare tendensen. »Vi må vel bare sige, at moralsk fornedrelse er den eneste mulighed for de studerende, der vil sælge sig selv«, siger en professor fra Shanghai til Folkets Dagblad. Han tilføjer, at det er en udbredt forventning, at kvinder vil tilbyde sex til gengæld for job og bolig i attraktive områder, når de er færdiguddannet. Andre iagttagere er dog mere kritiske over for det omsiggribende fænomen. »Nogle collegepiger konkurrerer ligefrem med hinanden, når deres rige velyndere kommer for at hente dem til en weekend med fest og farver«, skriver en oprørt kommentator i China Daily. Oversættelse: Tonny Pedersen
Kinesiske studerende sælger sig som konkubiner




























