Internationale ledere kræver Gaddafis afgang

SLUTSPIL. Omverdenen forlanger, at Moamar Gaddafi trækker sig med det samme.
SLUTSPIL. Omverdenen forlanger, at Moamar Gaddafi trækker sig med det samme.
Lyt til artiklen

»Mubaraks afgang er en sejr for ungdommen og et tab for Israel. Gaddafis afgang er en sejr for folket og et tab for komedien. Bashar al-Assads afgang vil være en sejr for Syrien og et tab for Iran«.

Sådan karakteriserer det kuwaitiske parlamentsmedlem al-Tabtabaie ifølge Reuters det arabiske oprørs konsekvenser for lederne af Egypten, Libyen og Syrien.

Moammar Gaddafis skæbne efter mange år som Libyens diktator er endnu ikke afklaret. Men oprørernes succes med at vælte hans regime hilses velkommen af omverdenen.

»Det eneste, Gaddafi kan gøre, er at give op«, siger Italiens udenrigsminister Franco Frattini ifølge nyhedsbureauet Reuters.

LÆS OGSÅ Gaddafis skæbne er en gåde

Hans britiske kollega, Alistair Burt, har stort håb til Oprørsrådets evne til at genskabe ro og sikkerheds i landet.

»Erfaringerne fra andre byer viser, at i de byer, hvor rådet har regeret, har tingene fungeret perfekt. Der har ikke været alvorlige hævntogter mod dem, der tidligere har støttet regimet. Det er det, vi gerne vil se: Stabil sikkerhed i Tripoli så hurtigt som muligt«, siger han.

Premierminister David Cameron oplyser, at landet snart vil kunne frigive indefrosne libyske værdier i Storbritannien.

Sarkozy: Overgiv jer
Frankrigs Nicolas Sarkozy opfordrer Gaddafi til at »undgå at forårsage nyttesløse lidelser for sit folk« og forlanger, at regimets styrker nedlægger våbnene.

Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen hilser regimets fald velkommen efter forsvarsalliancens flyangreb mod Gaddafi-styrets militær under oprøret.

»Det libyske folk har lidt ufatteligt under Gaddafis styre i over fire årtier. Nu har det en chance for en ny begyndelse«, erklærer han.

USA: Det er slut

USA's præsident, Barack Obama, har opfordret Gaddafi til at trække sig og dermed hindre flere blodsudgydelser.

»Gaddafi og hans regime er nødt til at indse, at deres styre har nået slutningen«, siger Obama.

LÆS Obama: »Tripoli glider ud af grebet på en tyran«

Fra Beijing meddeler en talsmand for udenrigsministeriet, at Kina håber på en hurtig stabilisering af Libyen.

»Kina respekterer det libyske folks valg. Kina vil samarbejde med det internationale samfund om at spille en positiv rolle i den fremtidige genopbygning af Libyen«, oplyser Ma Zhaoxu.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her