En længe frygtet begivenhed blev i dag til virkelighed.

Vaclac Havel gik stille bort i morges, meddelte hans nærmeste tidligere i dag. Mange fik tårer i øjnene, og Tjekkiet gik næsten i stå, da alle ringede til hinanden for at fortælle den sørgelige nyhed.

Havel var selv otte år efter fratrædelse fra præsidentposten meget anset og afholdt, og for en stor del af befolkningen gælder han som en af de mest ærlige og anstændige politikere i landets historie. Havel, som efter lang tids sygdom døde på sit elskede landsted, Hradecek, blev 75 år.

Han efterlader sig en hustru, Dagmar Havlova, og en voksen steddatter, Nina.

Vaclac  Havel blev i 1997 gift med den populære skuespillerinde Dagmar Veskrnova. Foto: AP /Stanislav Peska/CTEn af de mest aktive systemkritikere
Vaclav Havel var for tjekkerne meget mere end blot en respekteret politiker. Han var også et symbol på det demokrati, som nationen havde savnet efter kommunisternes kup i 1948, og på den modstand mod totalitarismen, som de fleste havde følt, men de færreste havde haft hans mod til at vise åbent.

Han var en af de mest aktive systemkritikere ikke blot i hjemlandet, men i hele østblokken. Og da det forhadte styre endelig faldt, var der for folket ingen tvivl om, hvem der skulle blive landets nye overhoved.

»’Havel na Hrad«, Havel til Slottet (Prags slot Hradcany er de tjekkiske statslederes sæde), hed det i en euforisk tid sidst i 1989 på utallige plakater og bannere. Og hver gang, Havel viste sig offentligt, blev han modtaget af jublende menneskemasser, som netop i ham så landets fremtid.

Støttet af 88 procent af befolkningen
Som præsident var han afholdt og respekteret, om end han altid også havde mange modstandere, og hans popularitet – i begyndelsen blev han støttet af 88 procent af befolkningen - havde en faldende tendens i de seneste embedsår.

Men i princippet formåede han at bevare sit positive renomme til det allersidste, og selv mange af dem, som ikke hører til hans beundrere, erkender hans bidrag til kommunistregimets destruktion og demokratiets genetablering. Også i Slovakiet er Havel, der i sin tid var imod Tjekkoslovakiets opdeling i to stater, for mange et symbol på demokrati og respekt for menneskerettighederne.

Beskeden og lidt sky
Havel var også afholdt som den beskedne, lidt sky person og som filosof og forfatter til ca. ti bøger og en snes teaterstykker. Selv de ældste som ’Havefesten’ eller ’Et cirkulære’ fra 1960’erne har den dag i dag ikke mistet deres slagkraft, for det var det universalt umenneskelige, han skrev imod. Hans seneste stykke, Afgang, som handler om en toppolitikers svære afsked med magt og privilegier, er fra 2008. For sit litterære virke, ligesom for sit politiske arbejde, er Havel gennem årene blevet hædret med en lang række internationale priser.

De fleste tjekker føler Havels død som et kolossalt tab og som en afslutning på en vigtig epoke i landets historie. I Prag taler folk i dag næsten ikke om andet end ekspræsidenten, og mange mennesker er oprigtigt kede af hans bortgang. Hans bisættelse ventes at tiltrække hundredtusinder sørgende.

Også udlandet reagerer stærkt på Havels død. Fra alle sider lyder der smukke, bevægede ord om den kultiverede og dannede mand, som havde talent til at se fremad, bryde stereotyper i den politiske tænkning og tilføre verdenspolitikken moralske og intellektuelle aspekter. Også hans mangeårige kamp mod kommunistregimet bliver mindet, ligesom det faktum, at Havel aldrig lod sig skræmme.

Daværende  præsident George W. Bush overrakte i 2003 USAs største civile hæder, Præsidentens frihedsmedalje til Vaclav Havel. Foto: Charles Dharapak/AP. Vaclav Havel var født 5. oktober 1936 i Prag i en intellektuel familie, som var tæt forbundet med det tjekkiske kulturliv i 1920-40erne. Familien var også velhavende og ejede bl.a. Prags filmby, filmstudierne Barrandov. Hans forældre, Bozena og Vaclav, fik senere en anden søn, Ivan.

Familien blev ramt hårdt, da kommunisterne i 1948 overtog magten og nationaliserede stort set alle private besiddelser. Og det nye styre fortsatte med sine repressalier: Havel fik ikke lov til at studere, gik i stedet i lære som kemilaborant og blev senere student på en aftenskole.

De konfiskerede ejendomme fik familien tilbage efter regimets fald i 1989. Havel solgte noget af sin del og anbragte store penge i nogle humanitære fonde.

Studium var bandlyst
Sine første litterære tekster offentliggjorde Havel sidst i 1956 og blev hurtigt en flittig bidragsyder til forskellige kulturmagasiner. Samme år mødte han Olga Splichalova, som han giftede sig med i 1964. Samtidig studerede han pr. korrespondence på Prags teaterakademi DAMU - almindeligt studium var bandlyst for ham og andre såkaldte burgøjserbørn – og deltog stadig mere i kritiske debatter om det kommunistiske styre.

Under Foråret i Prag i 1968, et i østblokken enestående forsøg på et menneskeliggøre regimet, var har en af fortalerne for det ikke-kommunistiske flertal af befolkningen. Og efter Warszawa-pagtens invasion var han blandt de skarpeste kritikere af den ’normalisering’, som landets ledelse iværksatte under sovjetisk pres. I et åbent brev i 1975 til partichefen Gustav Husak, som Moskva havde indsat i stedet for den reformvenlige Alexander Dubcek, skrev Havel om bl.a. »den vedvarende undertrykkelse af borgernes værdighed«. Han fik aldrig noget svar. To år senere stiftede ham sammen med en gruppe ligesindede venner Charta 77, som trods hård forfølgelse udviklede sig til Østeuropas førende dissidentbevægelse.

Helbred svækket i fængslet
Regimet svarede igen og straffede Havel med gentagne arrestationer og en total bandlysning af alle hans værker. I alt tilbragte han over fem år i kommunistiske fængsler, ofte under meget barske vilkår, som satte et markant præg på hans helbred. Især på bronkierne og lungerne, som, formodentlig sammen med følgerne af hans tidligere store cigaretforbrug, udviklede kroniske lidelser. De blev til sidst, forstærket af en generel svækkelse af organismen, årsagen til hans død.

Længst sad Havel bag tremmerne fra efteråret 1980 til januar 1983. Fra dette ophold stammer en stor del af korrespondancen med hustruen Olga, som senere udkom i bogform (Breve til Olga) og blev et af hans kendteste værker. Sidste gang var han indespærret, da styret allerede lå i agoni – i foråret og sommeren 1989.

Vaclac  Havel fotograferet i 1989. Foto: AP/Novy. Bagefter gik det hurtigt. Kommunistregimet faldt, lige som i de øvrige østeuropæiske lande, og den 29. december valgte parlamentet Havel til præsident. I begyndelsen for hele Tjekkoslovakiet, efter statens opdeling i 1993 for det selvstændige Tjekkiet.

Efter fratrædelsen i 2003 beskæftigede han sig med at skrive, holde foredrag, rejse rundt i verdenen og drive en humanitær fond sammen med sin anden hustru, Dagmar Havlova. Han blev også ved med at følge politikken, og hans kommentarer tiltrak sig ofte meget opmærksomhed. Det gjorde også hans stadig mere skrantende helbred.

Tilflugtssted på landet
Havel boede i en villa på Orechovka, et af Prags fineste kvarterer, men opholdt sig ret tit i sit hus på landet, Hradecek i det nordlige Tjekkiet, som havde været hans tilflugtssted under pauserne mellem fængslerne, og hvor ideen til Charta 77 var opstået.

I begyndelsen af præsidentperioden havde han haft en tjenestebolig på slottet Hradcany, men det var kun, mens hans lejlighed i fødehuset ved floden Moldau blev istandsat. Der ville han oprindelig blive boende, for slottet betragtede han som »et hotel«.

Senere besluttede han sig for villaen, hovedsageligt »på grund af de mange repræsentative forpligtelser«. Men han kom til at ændre sin holdning. Da han og Olga flyttede ind, sagde han, at det var hans håb at kunne skabe her »vort endelige hjem«.

Kræftsvulst fjernet i 1997
I samme villa blev han boende efter Olgas død i 1996 og brylluppet med Dagmar i 1997. De blev gift en måned efter, at Havel, en storryger gennem 40 år, fik fjernet en kræftsvulst og halvdelen af sin højre lunge.

Havel tænkte tit over begrebet hjem. Et hjem for ham var ikke kun »nogle rum bag en dør«. Det var også »Prag og hele Tjekkiet, og især mine venner, denne mikroverden, som jeg engang voksede ind i, og som jeg stadigvæk er en del af«, sagde han engang.

I dag græder ikke kun hans nærmeste. Det meste af hans hjem, hans Tjekkiet, er i dyb sorg.