Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 30. jul. 2012 KL. 21.33

Ryanairpiloter overhørte passagermelding om sammenstød

Først efter endt flyvning blev skaderne på to fly opdaget.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Dårligt overblik og manglende kommunikation mellem kabinepersonale og piloter var årsagen til, at et sammenstød mellem to passagerfly ikke blev opdaget.

Det er konklusionen fra den spanske havarikommission efter hændelsen sidste år, hvor et stort American Airlines Boeing 767-300 blev strejfet af et Boeing 737-800 Ryanair-fly på jorden i Barcelona lufthavn.

Begge fly lettede og fløj til New York og Ibiza trods skader på henholdsvis halepartiet og vingespidsen, skriver flyhjemmesiden Aviation Herald, som har billeder af skaderne.

BAGGRUNDSe billederne her (eksternt link, engelsk)

Ryanairflyet fløj endda tilbage til Barcelona igen, før skaderne blev opdaget, oplyser den spanske havarikommission.

Passagerer så sammenstød
Americanflyet stod klar til at køre ind på landingsbanen, og da Ryanairflyet drejede for at holde i kø parallelt med det større fartøj, ramte dets ene vingespids halepartiet på det andet.

Sammenstødet blev set af flere passagerer i kabinen på Ryanairflyet, og de forsøgte at gøre kabinepersonalet begribeligt, at der var et muligt problem.

Stewardessen kontaktede piloterne, som afviste, at de to fly var stødt sammen, hvorefter de lettede uden hverken at kontakte American-piloterne eller udføre en visuel inspektion.

I luften forsøgte blandt andet en ingeniør igen at overbevise kabinepersonalet om, at flyet ikke var sikkert, men uden held.

Ryanairpersonale ville ikke høre
Flyet fløj sikkert til Ibiza, imens Boeing 767-300-flyet fra American Airlines fløj over atlanten mod New York.

Trods et sidste forsøg på at få Ryanairpersonalet til at anerkende, at en kollision havde fundet sted, returnerede flyet igen til Barcelona med nye passagerer.

Først efter landing her blev skaderne på vingespidsen opdaget. Tilsvarende kunne American Airlines konstatere skader på deres fly efter landing i New York.

Ifølge den spanske havarikommission var American Airlines-flyet parkeret længere tilbage end normalt, hvilket kan have bidraget til sammenstødet.

Piloterne på Ryanairflyet var opmærksomme på, at de drejede tæt op ad det større fly, men mærkede ikke noget usædvanligt.

Anbefaler bedre kommunikation
Ryanairkaptajnen sagde under en senere afhøring, at hun troede, det kun var en enkelt passager, som påstod, at de to fly havde ramt hinanden.

Havde hun været opmærksom på, at der var flere observationer, ville hun have reageret anderledes.

Den spanske havarikommission foreslår i sin rapport, at Ryanair strammer op på kommunikationen mellem piloter og kabinepersonale.

»Særlig vægt bør lægges på de fordele for sikkerheden, som kommer af effektiv videregivelse af information fra passagerkabinen til cockpittet«, hedder det.