Det skulle have været så godt, men så blev det faktisk skidt.

Så kort kan man opsummere FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annans forsøg på at skabe fred i Syrien. Hans fredsplan blev ikke implementeret. Den våbenhvile, han forhandlede på plads, blev ikke overholdt.

Og i går drog Annan så efter et halvt år som fredsmægler selv konsekvensen af fiaskoen. I en erklæring til FN’s generalsekretær Ban Ki-moon meddelte han, at han ikke ønsker at fortsætte i jobbet, når hans nuværende mandat udløber ved udgangen af denne måned.

LÆS OGSÅAnnan trækker sig som Syrienmægler

Både for det syriske folk og Kofi Annan selv var det en trist slutning.

Dødsstødet
For trods Ban Ki-moons forsikringer om, at han i samråd med Den Arabiske Liga vil forsøge at finde en afløser så hurtigt som muligt, er det uhyre svært at se Annans exit som andet end dødsstødet for bestræbelserne på at skabe en fredelig udgang på konflikten i Syrien, hvor volden er eskaleret markant i de senere uger, og flere end 20.000 mennesker nu er døde.

Og for Annan selv var det en trist afslutning på en lang og imponerende karriere. Annan fik Nobels fredspris og havde enorm international goodwill og prestige, da han gik af som generalsekretær i 2006.

Alt det er nu om ikke sat over styr, så i al fald reduceret markant, og trods Ban Ki-moons pæne ord i går om den »uselviske måde, Annan har brugt sine formidable evner og prestige i denne allervanskeligste og potentielt utaknemmelige opgave«, vil det formentlig være sidste gang, den 74-årige topdiplomat får en så højtprofileret international mission.

LÆS OGSÅOprørsleder vil straffe de gerningsmænd, der henrettede syriske soldater

Hvorfor fejlede Annan? Som ordsproget siger, har succes tusinde fædre, mens fiasko er forældreløs, men når det gælder Annans mislykkede fredsmission i Syrien, er der dog mindst tre oplagte kandidater.

Veo fra Rusland og Kina
For det første Assad-regimet, der trods gentagne løfter om at overholde Annans sekspunkts fredsplan ignorerede den og efter en kort pause atter begyndte at bruge tungt skyts mod oprørerne og civile områder.

For det andet oprørerne selv, der fra starten fornemmede, at Assad ikke ville overholde fredsplanen, og derfor aldrig selv nedlagde deres våben.

Og endelig FN’s Sikkerhedsråd, der takket være Rusland og Kinas gentagne vetoer har vist sig fuldkommen handlingslammet. Noget, Annan selv bittert påpegede i en kommentar i Financial Times i dag, hvor han sagde, at rådet havde brugt tiden på »at pege fingre og kritisere hinanden« snarere end at finde en løsning.

Måske vil nogle af dem nu fortryde.

Syriens præsident Bashar al-Assad kan ærgre sig over, at han ikke tog imod den forhandlingsløsning, som Annan igen og igen tilbød ham, frem for – som det nu tegner – at ende med at blive smidt fra magten med vold og muligvis selv miste livet eller blive sat for en international domstol.

Oprørerne kan beklage, at de som Malek al-Kurdi, der er næstkommanderende i Free Syrian Army, udtrykker det til Politiken, »har mistet et af de par øjne, der kigger på Syrien«.

LÆS OGSÅFN: Tre millioner syrere behøver madhjælp

Og det internationale samfund kan i de kommende år få rig lejlighed til at begræde, at de ikke fik stoppet krisen i tide, og at den nu meget vel kan udvikle sig til en årelang konflikt, der kan brede sig til nabolandene og destabilisere hele Mellemøsten.