Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 9. aug. 2012 KL. 09.10

USA koger: Juli var den varmeste måned nogensinde

Tørke udtørrer nu to tredjedele af USA’s delstater. Hele verden vil blive ramt af højere madpriser.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Aldrig har USA målt en måned så varm som den netop forgangne juli.

Juli slår dermed den hidtidige rekord, som er helt tilbage fra den store tørke i 1936, oplyser USA’s meteorologiske myndighed, NOAA.

Med en temperatur på 25,3 grader i gennemsnit for USA’s 48 sammenhængende delstater, er det næsten to grader over juligennemsnittet for det 20. århundrede.

Varme giver tørke giver varme
Forklaringen på den ekstremt varme måned kan være en selvforstærkende effekt af, at det allerede i måneder forinden har været usædvanlig varmt i USA. Udtørret jord driver dagtemperaturen ekstra i vejret, fordi intet af luftens varme går til at få fugt i jorden til at fordampe.

»Jo varmere det bliver, jo tørrere bliver det, jo varmere bliver det«, siger klimaspecialist Jake Crouch fra NOAA til Reuters.

Juli er blot den seneste feberhede måned i en igangværende tørke, der i månedsvis har udtørret landet. Juli blev den 14. måned i træk, som var varmere end det historiske gennemsnit for måneden. Perioden januar til juli er de varmeste første syv måneder i noget år, siden målingerne begyndte i 1895.

LÆS OSStigende fødevarepriser bekymrer eksperter

Tørken berører nu 63 procent af arealet i USA’s 48 sammenhængende delstater, viser julitallene. Det er en stigning på syv procent siden måneden før og den værste tørke siden 1956.

Den værste hede har lagt sig over det centrale USA og langs Østkysten. I byer som Denver i Colorado, Indianapolis i Indiana og St. Louis i Missouri er varmerekorden ikke bare slået, men langt overgået.

Her slår jorden revner, motorvejene ovenpå jorden smuldrer, og åerne er fyldt med døde fisk, der ikke kan tåle, at vandet nu er over 27 grader varmt. Store brande i den knastørre bevoksning har alene i juli udbrændt et areal på over 800.000 kvadratkilometer alene, oplyser NBC.

USA's tørke rammer hele verden
Men hvad endnu værre er: USA’s gigantiske areal af marker med alt fra majs til sojabønner og hvede står til at få en katastrofalt elendig høst. I nogle delstater frygter majsbønderne nu slet ikke at få nogen høst overhovedet.

Tørken rammer ikke kun landbruget, og den rammer ikke kun amerikanerne. Det kommer til at kunne mærkes i hele verden. USA er suverænt det land i verden, som andre lande køber flest landbrugsvarer fra.

Især majs er enormt. Fire ud af ti af verdens majskolber bliver produceret i USA.

LÆS OGSÅHalvdelen af USA's amter erklæret i katastrofetilstand på grund af tørke

Majs bruges til alt fra tapetklister til dyrefoder og udgør hele tre fjerdedele af verdens samlede kornhandel. 54 procent af verdens eksporterede majs kom i 2010 fra USA, viser tal fra den amerikanske landbrugsmyndighed USDA.

Tørken kan allerede ses på priserne. I sidste måned satte prisen på majs og sojabønner rekord. I skrivende stund koster majs 26 procent mere end ved årets begyndelse. Sojabønner er steget 31 procent, og hvede er 40 procent oppe, viser tal fra Chicago-børsen.

Det betyder, at forbrugerne også kan forvente stigende priser på alt, der kommer fra dyr, der spiser majsholdigt foder. Prisen på mælk og især oksekød forventes at skyde så voldsomt i vejret, at der er frygt for, at forbrugerne begynder at hamstre kød til kummefryseren.

Ny fødevarekrise vil ramme ulande
Kun et enkelt sted i USA er foreløbig gået fri – det sydvestlige USA. Dette er ikke uden betydning, da området blandt andet rummer store Californien, som har USA’s suverænt største produktion af landbrugsvarer, blandt andet verdens største høst af tomater.

Det absolutte mareridtsscenario er, at den amerikanske tørke vil presse fødevarepriserne så højt op, at en krise vil bryde ud i ulande, som er særligt følsomme overfor prisstigninger. Ved seneste krise i 2008 brød uroligheder ud i flere lande, hvor desperationen over dyrere mad fik befolkningen til at gå amok.

Amerikanerne har ingen udsigt til, at heden holder op. August er begyndt varmt, og så sent som i går satte Phoenix i Arizona varmerekord med ulidelige 45,6 grader.

LÆS OGSÅUSA oplever værste tørke siden 1956

De amerikanske myndigheder har ingen ide om, hvornår varmen vil lette over USA. Hvis det da overhovedet sker.

»Det her viser klart en langsigtet varmetendens I USA, ikke bare en enkelt meget varm måned«, siger Jake Crouch fra NOAA til New York Times. Han peger på, at de aktuelle temperaturer kan være »den nye normal«.

Det bringer emnet i retning af et politisk kontroversielt emne i USA: Menneskeskabt global opvarmning.

Stigende varme er advarsel til fremtiden
Den ubrudte række af varme måneder »understreger det faktum, at der er mere end blot naturlige udsving på spil. Global opvarmning fra menneskers aktiviteter stikker sit hoved så meget frem, at det kun kan være en kæmpe advarsel om fremtiden«, siger Kevin Trenberth, seniorforsker ved det meteorologiske forskningsinstitut National Center for Atmospheric Research til National Geographic.

Det er ikke alle, der beklager udviklingen. En leverandør af aircondition oplever kronede dage med en stigning i salget på 18 procent i år:

»Varmen er bestemt en velsignelse for os«, siger Alan Ayers, der er daglig leder i Crisafulli Brothers Plumbing and Heating Contractors i Albany, New York, til AP.

FACEBOOKBliv ven med Politiken