Schæferhunden Loke var for alvor kommet på arbejde.

Med snuden nede i sporet var Loke trænet til at få færten af nedgravede sprængladninger, og området omkring den fremskudte base Armadillo var i midten af juni 2010 efterhånden plastret helt til med Talebans vejsidebomber.

Listen over sårede var blevet længere og længere i de forløbne måneder.

Bataljonschef Flemming Mathiasen skulle besøge den nordligste danske base, og han tog ingen chancer. Forrest i konvojen gik hundeføreren Martin Kristiansen med Loke sammen med soldater med minesøgere, da de pansrede køretøjer nærmede sig basen et stykke oppe ad Helmandfloden.

Den 33-årige hundefører havde kun været i Afghanistan i knap to måneder, mens resten af den danske bataljon var blevet udsendt over fire måneder tidligere. Men da ingeniørsoldaterne manglede en hundefører, havde Martin Kristiansen sagt ja til opgaven med kort varsel.

En spasmager
Selv om han kun kendte de tre andre hundeførere blandt de 49 ingeniørsoldater, blev den lyshårede mand med det store smil og solbriller hurtigt populær hos de andre. De oplevede ham som meget imødekommende. Han var en spasmager, der altid var med på en god joke.

Desuden var ’Kris’, som han blev kaldt, meget seriøs i forhold til sit arbejde. I timevis trænede han målrettet og engageret med Loke. Arbejdet med hunde var hans ét og alt.

Hundefører.  Martin Kristiansen og hunden Loke. Foto: Hærens Operative Kommando Der var også et stort behov for hans og de andre hundeføreres ekspertise.

Ingeniørsoldaternes traditionelle minesøgere bippede, når de fejede hen over metaldelene i en vejsidebombe, men oprørerne var blevet bedre og bedre til at undgå at bruge større metaldele i bomberne. Så der var brug for hunde som Loke, der kunne snuse sig frem til det hjemmelavede sprængstof.

Og den dag i juni fandt både Loke og soldater med minesøgere flere sprængladninger på vejen ind til Armadillo.

Soldaterne afmærkede vejsidebomberne tæt ved basen. En gruppe soldater bevogtede området, mens bataljonschefen med følge kørte ind i lejren. Næste morgen blev sprængladningerne fjernet, og sidst på formiddagen 13. juni 2010 kørte konvojen med oberst Flemming Mathiasen ud af porten igen.

KAPITEL 1 Armadillo-soldat: »Der blev ikke set ned på en, hvis man græd«

Da soldater hele tiden havde holdt øje med det ryddede spor fra dagen før, følte de sig forholdsvis sikre. Oprørere fra Taleban kunne umuligt have placeret nye bomber i løbet af natten. Alligevel skete det, som ikke burde kunne ske.

Det lød et højt brag, da en pansret mandskabsvogn med hundeføreren og Loke kørte på en kraftig sprængladning.

Martin Kristiansen blev hårdt såret, mens fire soldater blev lettere såret. De blev i hast evakueret tilbage til Armadillo, og herfra blev de med helikopter fløjet til felthospitalet i den danskbritiske hovedlejr, Camp Bastion.

Men den 33-årige hundefører blev erklæret død efter ankomsten til felthospitalet, og sprængstofhunden Loke overlevede heller ikke eksplosionen.

Den højeste pris
I sin tale ved afskedsceremonien i Camp Bastion, hvor kisten med Martin Kristiansen blev båret om bord på et fly med kurs mod Europa, forsøgte oberst Flemming Mathiasen at holde moralen oppe.

Han erklærede, at Taleban vil være klar til at »påføre os al den smerte og ulykke, som de kan«.

»Alligevel tager vi af sted og løser vores opgave. Det skylder vi Martin. Han har betalt den højeste pris for den opgave, som alle på hold 9 har påtaget sig. Derfor kører vi også ud gennem porten i morgen og fortsætter opgaveløsningen. Det gør vi for afghanerne, og det gør vi for Martin«, sagde obersten.

Der var god grund til de manende ord. Stemningen havde nået et nyt lavpunkt på hold 9.

Især hos Charliekompagniets omkring 140 kampsoldater i Armadillo, som de seneste tre måneder også havde fået til opgave at stille soldater til rådighed for basen Rahim og de fire baser i Patrol Base Line længere sydpå.

Kun knap to uger før Martin Kristiansens død var 22-årige Sophia Bruun fra Charliekompagniet blevet dræbt af en sprængladning ved Patrol Base Line. Allerede på det tidspunkt var filmen knækket for flere soldater. De begyndte at miste troen på deres militære opgave. Nu handlede det om at overleve.

Derfor øgede hundeførerens død frustrationerne hos soldaterne. Forsvaret så sig nødsaget til at sende et kriseteam med militærpsykologer til Armadillo. De mødte en flok ekstremt kamptrætte soldater.

Lederen af teamet, militærpsykolog Robert Jonasen, havde aldrig tidligere set noget tilsvarende.

KAPITEL 2Kapitel 2: Bønderne ved Armadillo var ikke til at stole på

Som han udtrykker det i dag: »Frygten og angsten for at udløse vejsidebomber var meget fremtrædende«.

Selv om der var kommet afghanske soldater til Armadillo, havde Charliekompagniet fået problemer med at udføre de mange opgaver ved Armadillo og de andre baser. Der var for mange sårede soldater og soldater med psykisk sammenbrud, der blev sendt hjem.

Det gjaldt også resten af hold 9, og efter Martin Kristiansens død besluttede forsvaret, at hjemmeværnet med få dages varsel ekstraordinært skulle samle en bevogtningsenhed på omkring 20 soldater, der skulle sendes til Helmand.

21. juni meddelte Hærens Operative Kommando, at de første hjemmeværnsfolk snart ville nå frem.

Men samme dag blev Charliekompagniet i Armadillo ramt igen – og nu begyndte flere soldater for alvor at sige fra.

Spidsrod
Otte dage efter Martin Kristiansens død kørte to delinger fra Charliekompagniet sydpå gennem ørkenen i en lang konvoj fra Armadillo til Patrol Base Line. De skulle afløse soldater fra et andet kompagni. Men det var en farlig opgave.

De skulle også køre spidsrod mellem Talebans nedgravede sprængladninger lige uden for Armadillo. De pansrede køretøjer rullede ud ad porten i en lang række klokken 8 om morgenen. Kompagnichef Ronni Holm Hansen ville ikke løbe nogen risiko. Fire soldater blev sat til at gå foran kolonnen med minesøgere.

Kaptajn Mads Silberg sad i vognen bag ved det forreste køretøj i konvojen. De trillede af sted bag soldaterne med minesøgerne. Nærmest i gåtempo. Solen bagte allerede, så temperaturen nåede hurtigt over 40 grader. Mads Silberg og de tre andre i bilen sad på et liggeunderlag, fordi metallet var så varmt, at de ville brænde ballerne, hvis de sad direkte på det.

KAPITEL 3 Hold 9's første tab ved Armadilloen

De blev enige om, at det kunne godt være, at de kørte langsomt, men i det mindste var det sikkert, når der gik fire mand forrest med minesøgere. Da de havde kørt omkring en time, var de kun nået cirka 800 meter fra basen – og så skete det.

Der lød et ordentligt drøn, og det pansrede køretøj 100 meter foran dem blev indhyllet i en støvsky, og dele af gitteret på bilen blev slynget 20-30 meter op i luften. Mads Silberg kastede sig ned i bunden af køretøjet for at undgå fragmenter fra den ramte vogn.

»Det var tredje gang, at jeg på tæt hold oplevede en påkørsel af en vejsidebombe. Man får bare et kæmpechok hver gang og ser grimme billeder for sit indre af, hvordan der ser ud inde i køretøjet. Der gik et lille minut, som føltes som en evighed. Så kom meldingen om, at der var to sårede«, fortæller Mads Silberg.

»De vil ikke mere gå ud«
Han befandt sig i det nærmeste køretøj, så han sprang ud sammen med en anden soldat, som gik i gang med en minesøger, så de kunne komme sikkert frem til de sårede. Bagved gik Mads Silberg med en blå malerbøtte og markerede sporet, så andre kunne se, at her kunne de gå.

»Jeg var nervøs. Der havde altså gået fire mand med minesøgere foran køretøjet, og de havde ikke fundet vejsidebomben. Ydermere lagde Taleban altid flere sprængladninger tæt på hinanden, så de, der kom frem for at hjælpe og rydde op på ulykkesstedet, også kunne blive ramt«, siger Mads Silberg.

De kom dog frem uden problemer, og sanitetsfolkene nåede frem med bårer. De to sårede klagede over ondt i ryg og nakke. Den ene soldat var aftenen før netop kommet frem til Armadillo efter at have været halvanden måned til behandling i Danmark, fordi han tidligere var blevet såret. Nu var uheldet igen ude.

En helikopter hentede de sårede, og så kom reaktionen hos flere af de andre soldater.

»Inden vi kørte ud af lejren, havde feltpræsten fortalt vores kompagnichef, at hvis vi kørte på en vejsidebombe i dag, ville en række soldater sige fra. De havde sagt til ham, at så vil de ikke mere gå ud. Så ville de kun holde vagt i lejren, og efter eksplosionen sagde seks mand, at de ikke ville køre videre. De vendte om, og inde i lejren sluttede de sig til andre soldater, som heller ikke ville gå uden for basen«, fortæller Mads Silberg.

Resten af konvojen kørte videre efter at have stået stille i otte timer. Få timer senere nåede de frem til Patrol Base Line med et svækket hold. Faktisk var den ene af de to delinger i konvojen i løbet af månederne i Helmand blevet halveret til omkring 16 soldater.

De kamptrætte soldater i Charliekompagniet håbede på fred og ro de sidste halvanden måned af deres udsendelse.

Men det fik de ikke.