Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 23. aug. 2012 KL. 16.35

Zimbabwes Mugabe vinder vælgernes gunst tilbage

Den 88-årige diktator ville vinde over oppositionen, hvis der var valg i dag.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Zimbabwes udskældte præsident Robert Mugabe ridder på en popularitetsbølge, som kan sikre ham sejren ved næste valg.

Det skriver The Guardian, som citerer en international uafhængig meningsmåling fra den amerikanske prodemokratiske ngo Freedom House, som har gennemført en repræsentativ undersøgelse blandt knap 1.200 zimbabwere.

Ifølge undersøgelsen ville Mugabes parti vinde 31 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen, hvorimod oppositionens spydspids, Morgan Tsvangirai, som har Vestens opbakning, ville få 19 procent af stemmerne.

I en tilsvarende meningsmåling fra 2009, stod Mugabes parti til 12 procent af stemmerne, hvorimod 55 procent ville stemme på Morgan Tsvangirai.

Lang og broget karriere
Den 88-årige præsident Mugabe var politisk aktiv mod den hvide Ian Smiths minoritetsstyre og var politisk fange i 10 år, før han gik aktivt ind i befrielseskrigen, og siden blev leder i Zimbabwe i 1980.

I 1998 sendte han ligesom adskillige andre afrikanske lande, soldater ind i den anden Congokrig for at skaffe penge til den slunkne statskasse fra det mineralrige lands ressourcer.

Krigen blev dog ingen økonomisk succes, og pres fra hjemkomne krigsveteraner var blandt årsagerne til den landreform, som betød, at hvide farmere fik konfiskeret deres ejendom.

LÆS OGSÅEU belønner Zimbabwe med opblødede sanktioner

Landets produktivitet faldt voldsomt, og landet indledte en voldsom økonomisk nedtur. Samtidig betød overgreb på ytringsfriheden og oppositionen fordømmelser og sanktioner fra omverdenen.

MDC »bruger for lang tid i paladset«
Blandt andet oppositionslederen Morgan Tsvangirai og flere ledende skikkelser fra hans parti MDC blev jævnligt fængslet og tæsket.

I 2008 valgte MDC efter lange forhandlinger at gå ind i en samlingsregering med Mugabe, selv om de havde vundet valget. Siden er MDC i stigende grad blevet kritiseret for sin regeringsindsats.

Partiet har ansvaret for tunge ministerier som uddannelse og sundhed, men har ikke formået at levere resultater.

LÆS OGSÅStor mystik om Mugabes helbred

Ifølge Susan Booysen, som er medforfatter på Freedom Houses rapport om landets demokratiske situation, kritiseres MDC for ikke længere at prioritere græsrodsniveauet, imens Mugabes parti stadig når bredt ud.

»Folk siger, at MDC ikke arbejder i valgkredsene og tilbringer for meget tid i paladset. De tager for givet, at de er kronprinser. De opfanger ikke behovet for ændringer«, siger hun ifølge The Guardian.

MDC: Folk tør ikke svare
MDC afviser undersøgelsens konklusioner og stiller spørgsmålstegn ved underøgelsens validitet - først og fremmest fordi 40 procent af de adspurgte slet ikke ville svare på, hvem de vil stemme på.

»Partiet respekterer individuelle og institutioners ret til fra tid til anden at gennemføre meningsmålinger af Zimbabwes borgeres synspunkter«, lyder det fra talsmand Douglas Mwonzora.

»Vi noterer os, at mange af de adspurgte har afvist at fortælle om deres politiske præferencer. Dette er åbenlyst af frygt for den intimidering og vold, som de har været udsat for fra Zanu-PF (Mugabes parti, red.) og dets militære junta«, siger han ifølge The Guardian.

Zimbabwe skal til valg næste gang i 2013.