Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 3. sep. 2012 KL. 21.23

Ungarns udlevering af morder sætter gang i krigstrommerne

En aserbadsjansk drabsmand kan få blodig krig til at blusse op igen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

PROTEST.  Vrede armenere brænder det ungarske flag af under en demonstration mod landets udlevering af aserbadjansk drabsmand. Foto: AP. I februar 2004 chokerede et mord deltagerne i et Nato-kursus i Budapest i Ungarn.

En aserbadsjansk soldat sneg sig ind i en sovesal og slog en armensk officer ihjel. De to lande har tidligere været i krig og gerningsmanden, Ramil Safarov, gav da også striden som årsag til ugerningen. Han fik en dom på fængsel for livstid, da han blev fundet skyldig ved en ungarsk domstol.

Nu er han imidlertid blevet udleveret - og modtaget som en helt hjemme i Aserbadsjan, hvor landets præsident straks benådede manden, selv om myndighederne over for Ungarn angiveligt havde lovet at fuldbyrde fængselsdommen.

Sabelraslen i Jerevan
Det har mildest talt fået armenerne til at fare i harnisk.

»Vi vil ikke i krig, men hvis det er nødvendigt, så vil vi kæmpe og vinde. Vi er ikke bange for mordere, selv om de beskyttes af statsoverhoveder«, erklærer præsident Serzh Sarkisian ifølge nyhedsbureauet AFP.

Landets forsvarsminister har ifølge det russiske nyhedsbureau RIA-Novosti beordret hæren sat i højeste beredskab.

Uafsluttet krig
De to lande kæmpede i 1990'erne om Nagorno-Karabakh-området i en konflikt, der kostede omkring 30.000 mennesker livet. I 1994 indgik de en våbenhvile, men en formel fredsaftale har man ikke kunnet nå frem til. Ifølge AFP er der fortsat skyderier langs grænsen med regelmæssige mellemrum.

LÆS OGSÅFem er dræbt under kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan

Blandt andet Rusland presser på for at få de to lande til at bilægge stridighederne. Her beklager man begivenhederne.

»Vi finder at aserbadsjanernes handlinger - og de ungarske myndigheders indsats - går mod fredsbestræbelserne«, meddeler det russiske udenrigsministerium.

Mistanke om skjult økonomisk aftale
Ifølge BBC afviser den ungarske ministerpræsident, Victor Orban, at der er nogen underhåndsaftale med Aserbadsjan om at udlevere Safarov. Ungarerne siger, at de havde fået forsikringer fra aserbadsjanerne om, at Safarov ville afsone resten af straffen i et fængsel.

Men samtidig peger den britiske station på, at de to lande forhandler om et lån til Ungarn på mellem 7 og 14 milliarder kroner.

Samme baggrund antyder miljøpartiet LMP i Ungarn.

»Vi tør end ikke overveje, om Ungarn udleverede Ramil Safarov til gengæld for aserbadsjanske investeringer«, meddeler partiet.

LANDSTRID. Aserbadjan og Armenien kæmpede efter Sovjetunionens opløsning om Nagorno-Karabakh-enklaven, der bebos af armenere, selv om den ligger inde i Aserbadsjan. En våbenhvile fra 1994 standsede krigen, men striden består fortsat. Kort: Wikimedia Commons.