Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 12. sep. 2012 KL. 06.20

Protest mod Muhammed-film breder sig: En dræbt på USA's konsulat i Libyen

USA's konsulat i Benghazi er blevet angrebet af vred menneskemængde, og én meldes dræbt i sammenstødene.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Bevæbnede demonstranter har tirsdag aften angrebet USA's konsulat i Benghazi, der ligger i den østlige del af Libyen.

Der meldes om voldsomme skudvekslinger, og mindst én person har mistet livet. Den dræbte er statsborger i USA, oplyser myndighederne i hovedstaden Tripoli.

»En amerikansk ansat er død og adskillige er blevet kvæstet i sammenstødene«, fortæller talsmand Abdel-Monem al-Murr fra Libyens øverste sikkerhedskomité.

Han kender ikke det nøjagtige antal af sårede, lyder det.

Konsulatet er blevet plyndret
Øjenvidner fortæller ifølge nyhedsbureauet Reuters, at folk har plyndret konsulatet og slæbt skriveborde, stole og vaskemaskiner væk.

Den voldelige optrin har tilsyneladende fundet sted i kølvandet på protester mod en omstridt film, der siges at krænke profeten Muhammed. Filmen er lavet af israelsk-amerikanske Sam Bacile, en 52-årig islamkritisk ejendomsudvikler fra det sydlige Californien. Ifølge Bacile er islam en hadfyldt religion.

FAKTA: Sådan er Muhammed-filmen, de protesterer imod

I den egyptiske hovedstad, Kairo, lykkedes det tirsdag en større gruppe vrede demonstranter at komme forbi sikkerhedsafspærringerne ved den amerikanske ambassade og kravle op på bygningens mure.

Nogle af demonstranterne rev et amerikansk flag i stykker for at protestere over den amerikansk-producerede film om den muslimske profet.

LÆS OGSÅVrede egyptere kravler på murene omkring USA's ambassade

Aktionen skete på årsdagen for terrorangrebet på USA 11. september 2001.

Ifølge nyhedsbureauet AFP omringede 3.000 rasende demonstranter ambassaden.

»Vi har nogle folk her, som er trængt delvist ind ved at passere en mur, og de har revet et flag ned«, siger en talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium.

Demonstranter forsøgte at hejse et andet flag
I stedet for det amerikanske flag forsøgte demonstranterne at hejse et flag med ordene: 'Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er hans profet'.

»Denne film må forbydes øjeblikkeligt. En undskyldning må fremsættes. Det er en skændsel«, siger den 19-årige Ismail Mahmoud, der deltog i demonstrationen.

Han var med blandt de såkaldte ultras - fodboldtilhængere, som spillede en vigtig rolle under opstanden mod Hosni Mubarak sidste år.

Mahmoud opfordrer til øjeblikkelig indgriben fra præsident Mohamed Mursi, Egyptens første civile præsident, som også er islamist.

ritzau