Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 27. sep. 2012 KL. 22.33

Amnesty: Danmark har et ansvar for Guantanamo

Det er for dårligt, at Danmark ikke vil hjælpe med at få løsladt nogle af fangerne fra det kontroversielle fængsel, mener organisationens vicegeneralsekretær

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Guantánamo er ikke bare et amerikansk problem.

Tværtimod har Danmark også et ansvar for at få lukket det usædvanlige fængsel, der er placeret på en amerikansk flådebase i Cuba, mener Amnesty International.

»Danmark har som medlem af den amerikansk ledede koalition i Irak og Afghanistan et medansvar for de fanger, der endte på Guantánamo«, siger vicegeneralsekretær Trine Christensen.

Søvndal har skiftet mening
Hun reagerer på oplysningen om, at den danske regering med udenrigsminister Villy Søvndal i spidsen har afvist et amerikansk ønske om at sende en eller flere uskyldige fanger til Danmark.

LÆS ARTIKELSøvndal afviser at hjælpe USA

Mens han var i opposition argumenterede Villy Søvndal selv for, at Danmark skulle hjælpe præsident Obama med at løse et problem, han ikke selv havde skabt.

Men da den amerikanske regering i januar, kort efter regeringens tiltræden, henvendte sig til Danmark for at høre, om regeringen ville hjælpe, svarede Søvndal nej.

»Vi har været i dialog om Guantánamo med både den nuværende og den forrige regering, og derfor er det dybt skuffende, at Danmark igen har afvist at hjælpe USA«, siger Trine Christensen.

Mange viste sig at være uskyldige
Hun peger også på, at mange andre EU-lande har valgt at bidrage til løsningen ved at modtage fanger, der ikke har andre steder at rejse hen.

Det drejer sig typisk om folk, der blev fanget omkring nytår 2002 i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan, men som for manges vedkommende viste sig at være uskyldige, og som nu af forskellige grunde ikke kan vende hjem til deres oprindelige hjemland.

»En række andre europæiske lande har taget imod fanger, og der sidder fortsat mange, som aldrig er sigtet for noget, men som af forskellige årsager ikke kan vende hjem. De har været i fangenskab gennem ti år, og vi skylder de mennesker en ny start på tilværelsen«, siger Trine Christensen.

Flere lande har atget imod fanger
Blandt de lande, der har taget imod fanger fra Guantánamo, er Frankrig, Irland, Ungarn, Portugal og Belgien.

Amnesty International retter også kritikken mod den amerikanske regering, der ifølge organisationen slet ikke har gjort nok for at få lukket det kontroversielle fængsel.

»Når man tænker på, at Obamas første embedshandling var at beordre Guantánamo lukket inden for et år, så er det ubegribeligt, at der fortsat sidder 167 fanger i lejren. De skal enten stilles for en civil domstol eller løslades. I stedet har republikanerne presset Obama til at indføre klausuler, der reelt forhindrer overførsel af fanger til USA. Dermed er deres situation om muligt endnu mere mudret og håbløs end før«, siger Trine Christensen og tilføjer:

»Derfor er der brug for, at lande som Danmark bidrager til at rydde op efter den såkaldte krig mod terror og alle de overgreb på menneskerettighederne, der fulgte i kølvandet på den«.