Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 7. okt. 2012 KL. 23.35

Filippinerne klar til fredsaftale med islamisk oprørsgruppe

Muslimerne får deres egen, selvstyrende region i det sydlige Filippinerne. Udbrydere afviser at ville indstille kampen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

De seneste 40 år har den filippinske konflikt mellem rebeller fra det muslimske syd og regeringen i Manila kostet over 120.000 menneskeliv og sendt 2 millioner på flugt.

Nu ser det ud til, at der kan blive fred. Begge sider er klar til at tilslutte sig en aftale, der kan sætte en stopper for den blodige strid.

Men udbrydere fra oprørsbevægelsen truer allerede før underskrivelsen med, at de vil fortsætte kampen for at løsrive den sydlige del af landet for at danne en selvstændig, islamisk stat.

Autonom region dannes i Syden
Aftalen lægger ifølge nyhedsbureauerne ellers op til, at der etableres en selvstyrende region i syd, hvor den islamiske befrielsesfront MILF har kæmpet med våben i hånd mod regeringstropper.

LÆS OGSÅTusinder flygter fra kampe i Filippinerne

FILIPPINERNE


Bangsamoro skal ligge i den sydlige del af landet. Ill.: Wikimedia Commons

Befolkning: 95 mio.

Areal: 300.000 kvadratkilometer.

Landets indbyggere består hovedsageligt af katolikker (83 pct.) og protestanter (9 pct.), mens muslimerne, der mestendels bor i den sydlige del af landet, udgør 5 pct.

Kilde: Gyldendals Store Encyklopædi

Begge sider har måttet give indrømmelser for at nå til enighed. Regeringen er gået med til at lade den selvstyrende region være større end oprindeligt foreslået, mens muslimerne accepterer, at de ikke kan få en selvstændig stat.

Detaljer er ikke på plads
Foreløbig er der blot tale om en rammeaftale, hvis detaljer skal forhandles på plads i løbet af i år, så den kan virkeliggøres senest i 2016. Det arbejde skal gøres af et særligt overgangsråd, der skal fastlægge de nærmere betingelser for oprettelsen af det selvstyrende område.

Men udgangspunktet er, at den filippinske regering fortsat skal stå for den selvstyrende regions forsvars- og sikkerhedspolitik og for udenrigspolitikken.

LÆS OGSÅFilippinerne afslutter 40 år lang konflikt

Den nye, autonome region får navnet Bangsamoro. En af dens første opgaver bliver at sikre, at dets guerillahær opløses og at dens våben inddrages.

Udbrydere vil kæmpe videre
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der risiko for, at yderligtgående islamiske grupper vil trække sig ud af MILF og fortsætte guerillakrigen på egen hånd. En aflægger af organisationen har allerede meddelt, at den fortsat vil kæmpe for en uafhængig islamisk stat.

»Vi er ligeglade med, at regeringen og MILF har indgået en aftale. Vi vil ikke have Bangsamoro-regionen eller hvad de nu vil kalde den«, erklærer Abu Misry Mama, der er talsmand for Bangsamoros Islamiske Frihedsbevægelse, til Reuters.

Stormløb mod militærbaser
En modstander af aftalerne, Ameril Umbra Kato, forlod MILF sidste år og har siden stået i spidsen for flere angreb på regeringshæren.

Så sent som i august forsøgte hans styrker at storme flere militærlejre og udposter. Kampene kostede ifølge nyhedsbureauet ham 50 ud af hans omkring 200 mand.

Tidligere aftaler led skibbrud
Parterne har tidligere gjort forsøg på at indgå fredsaftaler, blandt andet i 1989, 1996 og i 2001, men de har ikke holdt.

Moroer udgør en tredjedel af befolkningen på Mindanao, Palawan og Suluøerne og har kæmpet for selvstændighed i oprørsbevægelsen MNLF og dens udbryderorganisation MILF.

DOKUMENTATION

Udkastet til den rammeaftale, der skal standse oprøret i det sydlige Filippinerne, kan ses her.

Ud over moroerne opererer også terrorbevægelsen Abu Sayaaf i Filippinerne, hvor den er sat i forbindelse med mange mord, halsoverskæringer og bortførelser og hvor den mistænkes for at være tilknyttet al Qaeda.