Der er blevet live-tweetet fra debatterne, argumenteret på 140 tegn og delt nyheder med hashtags som aldrig før under valgkampen frem mod dette års præsidentvalg i USA.
Direktøren for Twitter forudsagde det allerede i januar: Valget i 2012 bliver et Twitter-valg.
Og under den første ud af tre præsidentdebatter blev der sat rekord, idet debatten blev den politiske begivenhed nogensinde, der fik mest opmærksomhed på Twitter, skriver Mashable.
10,3 millioner tweets blev registreret som løbende kommentarer til den halvanden time lange debat.
Heste og bajonetter på Twitter
Selv om der blev fulgt op med yderligere to debatter, slog de aldrig rekorden denne første aften. Den næste aften blev der sendt 7,2 millioner tweets om debatten, og ved den sidste - om udenrigspolitik - 'kun' 6,5 millioner tweets.
SE UDVALGTE TWEETS
Internettet gør nar og fælder dom: »Obama takes Romney DOWN«Sidstnævnte debat havde dog stadig højdepunkter på Twitter. Eksempelvis da præsident Barack Obama svarede en beskyldning fra Mitt Romney om, at der var færre skibe i militæret i dag end tidligere med, at der også var færre heste og bajonetter i militæret i dag.
Denne bemærkning affødte umiddelbart herefter ifølge Twitters egne data 105.767 tweets i minuttet!
SE FLERE UDVALGTE TWEETS
Bajonetterne overtog internettet, og vestjyderne kæmpede med tv-forbindelsenOg det er ikke kun amerikanerne, der bruger Twitter, når de følger valget i Guds Eget Land. Lektor ved Syddansk Universitet Filip Wallberg har indsamlet 280.000 tweets siden midten af august i år. De omtaler alle enten Obama eller Romney, og resultatet viser, at hele verden taler om det forestående valg.
Medierne elsker det
Udover de indlysende tendenser, som eksempelvis at briterne tweeter rigtig ivrigt om valget, viser de indsamlede data også, at befolkningen i lande som Holland, Ghana, Nigeria og Israel er ivrige på tasterne, når det kommer til amerikansk politik. I Danmark tweetes der knap så meget om præsidentvalget og næsten kun i København og Aarhus.
SE FLERE DATA på Filip Wallbergs blog(eksternt link)
I danske medier, og i høj grad også i amerikanske, er aktiviteten på de sociale medier gået op for journalisterne. Her er det en fast bestanddel af dækningen at se på, hvad der bliver talt om på Twitter, Facebook, Tumblr og alle de andre sider.
Figur: Her er der blevet tweetet mest om det amerikanske valg.
Problemet er, skriver Regina McCombs på den journalistiske læreanstalt Poynter, at kun 85 procent af indbyggerne i USA bruger internettet, og ud af disse er halvdelen på Facebook, mens blot 16 procent er på Twitter.
Det er derfor en udmærket kilde til befolkningens opfattelse af en given sag, men det vil altid kun repræsentere en mindre del af befolkningen.
I Danmark er der 70.000 Twitter-brugere, mens antallet af profiler på verdensplan ifølge Twitter er 500 millioner.
fortsæt med at læse


























