Annonce
Annonce
Internationalt

Mange hader alt, hvad der er fransk

Unge muslimers hyldest til Charlie Hebdo-morderne deler Frankrig i to.

Annonce

Myten om et land forenet i sorg og afsky over mordene på 17 mennesker i sidste uge sprænges nu i stumper og stykker.

Frankrig er delt, og splittelsen går mellem en del af indvandrerbefolkningen og de øvrige, ’franskmændene’, som selv unge indvandrere med fransk statsborgerskab kalder deres medborgere.

Dag efter dag beretter lærere over hele landet om deres oplevelser torsdag i sidste uge, da hele landet holdt et minuts stilhed til ære for de 12 dræbte ved Charlie Hebdo.

Hundredvis af steder – antallet af indberetninger om lignende begivenheder stiger hele tiden – råbte eleverne ’Allahu akbar’. Nogle steder reciterede børn på 10 år vers fra Koranen, og på flere gymnasier råbte eleverne: ’Vi er Kouachi’ med henvisning til brødrene Said og Chérif Kouachi, som på det tidspunkt blev jaget af tusindvis af gendarmer og elitestyrker fra politiet.

LÆS OGSÅEuropæiske ledere står i kø for at stramme terrorlovene

Uden for skolerne er stemningen også spændt, selv i byer og kvarterer, som normalt er rolige.

»Det er Charlie-folkenes egen skyld«, råber et pizzabud til en handlende i udkanten af byen Poissy i det velstående amt Yvelines vest for Paris. »Hvis du ikke er tilfreds, kan du bare rejse hjem«, lyder svaret fra den handlende på tøvende fransk. For hun er koreaner.

»Jeg er Coulibaly«

Det er ikke indvandrere mod franskmænd. Det er muslimer mod de øvrige på trods af fremtrædende imamers appel om at undgå konfrontationer, som de selv er ofre for i form af hærværk mod deres moskeer.

Men mange unge indvandrere lytter hverken til imamer eller til lærere. Derimod har de mange sites med navne som ’jesuiscoulibaly’, ’jeg er Coulibaly’ med henvisning til gidseltageren i det jødiske supermarked, stor succes, og medierne erkender, at indvandrerne ikke fyldte meget i weekendens store demonstrationer.

Lige nu florerer komplotteorier på internettet. Ifølge mange sites var begivenhederne i sidste uge iscenesat, og mange hævder, at den muslimske betjent Ahmed Merabat, som blev skudt med koldt blod af brødrene Kouachi på deres flugt fra Charlie Hebdo, i virkeligheden blev myrdet af politiet. »For muslimer myrder ikke andre muslimer«, hedder det på de sociale medier.

Unge uden for rækkevidde

»Det er helt vanvittigt«, mener to unge muslimer, som Politiken møder sammen med deres venner i det gigantiske indkøbscenter Les Flanades i byen Sarcelles med store grupper af muslimer og jøder uden for Paris.

Men det overrasker dem ikke. For mange unge i indvandrerkvartererne er rodløse, og de er til fals for selv den mest primitive form for propaganda.

Kendsgerningen er, at mange børn og unge er uden for rækkevidde, og det bliver værre og værre

Kader, 20-årig muslim og studerende

»Kendsgerningen er, at mange børn og unge er uden for rækkevidde, og det bliver værre og værre. Se dig om her. Hvad laver alle de børn her i centret midt om eftermiddagen? De skulle være i skole. Nu driver de om, dag efter dag«, siger 20-årige Kader, der studerer jura på universitetet i Nanterre få kilometer derfra.

Han kender et par af børnene, som kommer fra indvandrerkvarteret Les Lochères. Da Politiken kort forinden kørte igennem kvarteret uden for byen med de store betonklodser, hvor murene er spækket med parabolantenner, var det øde bortset fra en gruppe unge, som stod uden for en opgang.

LÆS OGSÅHvad skaber en terrorist?

De så mistænksomt på bilen med nummerplader fra naboamtet, og vi valgte at køre videre.

»Det var klogt«, siger Kader med et grin. »De vidste, at De ikke var fra politiet, for de kender hver enkelt civil politibil. Men fremmede er ikke velkomne, og de hader journalister«.

Føler sig ikke franske

Så bryder vennen Hocine ind. »Det er, fordi fremmede sjældent vil dem noget godt. Det er politi, det er sociale myndigheder, det er folk fra skolen, der vil tale med forældrene«.

Ude i Les Lochères identificerer mange af de unge sig ikke med Frankrig, selv om de er franske statsborgere.

»De føler sig udelukket, og de er udelukket. De er hverken franske, algeriere, maliere, eller hvad ved jeg. Hvordan vil De have, de skal føle sig solidariske med nogle journalister og et blad, de kun har hørt dårligt om? Et blad, som fornærmer islam, som er et af forældrenes få holdepunkter?«, spørger Hocine.

Hvad så med de dræbte jøder? Det er et ømtåleligt emne i Sarcelles, hvor det senest i sommer kom til voldsomme sammenstød mellem muslimer og politi i forbindelse med konflikten i Mellemøsten.

LÆS OGSÅKouachi-brødres bagmænd i Yemen truer Frankrig med nye terrorangreb

Et af ofrene for Amedy Coulibalys angreb på det jødiske supermarked i Paris var en ung jøde, som boede i Sarcelles.

»Selvfølgelig er det tragisk. Men hvem græder, når en muslim bliver forulempet af politiet, eller når vores moskeer bliver udsat for hærværk, som det sker hele tiden? Det skaber had, og så er der mange, som ikke kan styre det«, siger Hocine.

Han selv, der er vikar på en skole, og vennen Kader deltog ikke i demonstrationen i Paris søndag.

»Det hele er forfærdeligt. Men nu vil man presse os til at tage afstand fra en handling, vi ikke har begået. Derfor gik jeg ikke med«, lyder det fra Hocine.

»Kun respekt for bomber«

Hverken han eller Kader har problemer med at fordømme massakrerne i supermarkedet og på Charlie Hebdo.

»Gerningsmændene er fanatikere, som lytter til de prædikanter, som optræder i mange kvarterer, og de udgør et mindretal. Men mange hader alt, hvad der er fransk. De drømmer om et bedre liv, når islam råder overalt, for Frankrig giver dem intet«, gentager han.

LÆS KRONIK Hvem sagde Charlie?

Her på burgerbaren i Sarcelles udtrykker Hocine det, eksperter gentager igen og igen i medierne. Frankrigs mest kendte kriminolog, Alain Bauer, der har et indgående kendskab til de indvandrerkvarterer, hvor selv familiefædre og enlige mødre mange steder lever af en underjordisk økonomi bestående af narkohandel, hæleri og i de værste tilfælde handel med våben, formulerer det på denne måde: »Det er længe siden, vi har opgivet integrationen. Disse unge, som lever i udkanten af samfundet, søger et ideal. Problemet er, at vi ikke kan give dem et, som er tilstrækkeligt«, siger Alain Bauer.

Foran restauranten Istanbul nær indkøbscentret i Sarcelles er der syn for sagn:

»Det eneste, jøder og franskmænd har respekt for, er bomber. Så det får de«, råber en ældre mand, mens en ung pige uddeler små sedler med navnet på et muslimsk site.

»Det skal I bruge. Der er gode film om profeten og vores hellige krigere. Det er noget andet end al den løgn, i hører i skolerne og ser på tv«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce