En artikel i en avis opfattes ofte forskelligt af direktøren, pædagogen, snedkeren og den ufaglærte. Men især i disse år er der en endnu større forståelseskløft mellem muslimerne i Danmark og resten af den danske befolkning. Her er dialog afgørende for at overvinde kløften. Derfor bad jeg som Læsernes Redaktør fire personer med indvandrerbaggrund læse Politiken i hele februar. I første omgang for at vurdere avisens artikler om indvandrermiljøet. Men debatten om Jyllands-Postens Muhammedtegninger var på sit højeste, så fokus blev hurtigt rettet mod den sag. Lighederne mellem Anoir, Kamran, Belal og Abdi er mange. De har muslimsk baggrund. Er velintegrerede og har gode job. Og kender dansk mentalitet. Men de har deres baggrund forskellige steder fra: Marokko, Pakistan, Palæstina og Somalia. Deres synspunkter skal bruges internt på avisen. Men på denne korte plads vil jeg viderebringe nogle få hovedpunkter. Generelt er de alle positive overfor, at Politiken på lederplads og i kommentarer kritiserede Jyllands-Postens Muhammedtegninger for at være unødvendigt krænkende - og at Politiken har kritiseret regeringens håndtering af sagen. Men hvad så med artiklerne? Der skal jo være en klar adskillelse mellem avisens subjektive holdninger og journalistikken. Avisens journalistik skal være fair og tilstræbt objektiv. Alle synspunkter i en sag skal refereres, så læserne selv kan afgøre, hvad de mener. Og her er Politiken af ledende borgerlige politikere og flere eksperter blevet kritiseret for at køre en holdningsbaseret journalistisk kampagne mod regeringens håndtering af Muhammedsagen. På det punkt er de fire uenige med hinanden. Én mener, at avisen burde have givet mere plads til folk med en anden holdning end Politikens. For eksempel ville han gerne have haft flere store artikler med ledende regeringspolitikere, så de kunne forklare deres synspunkter. Men de andre mener, at avisen har været god til at høre alle parter. Som en udtrykker det: »Faktisk har Politiken på den måde værnet mest om ytringsfriheden i forhold til andre aviser«. Enkelte artikler får dog ikke nogen positiv bedømmelse. Det gælder blandt andet en artikel om imam Abu Laban, som i danske medier anbefalede at stoppe boykotten af Danmark, mens han i arabisk tv glædede sig over boykotten. Den ene ekspert i artiklen mener, at imamen har et personligt troværdighedsproblem, mens den anden ekspert siger, at Koranen gør det muligt at lade, som om man er enig med andre, hvis det redder muslimer fra forfølgelse. Den artikel kritiserer flere af de fire anmeldere, fordi de anser den for ensidig - og fordi Abu Laban ikke får mulighed for at forsvare sig. Ellers roser alle fire, at avisen sendte journalister til Egypten for at høre landets udenrigsministers og dets stormuftis udlægning af sagen. Og at avisen fremlagde dokumenterne i den mappe, som den muslimske delegation fra Danmark havde med på deres rundrejse i Mellemøsten. De pointerer, at det netop afspejler avisens målsætning om at høre alle parter i en sag. Og de er også glade for, at almindelige mennesker fra Bazar Vest i Århus kom til orde i avisen. Flere er dog ikke imponerede over journalisternes viden om forskellen på islam og de lokale kulturelle udlægninger af religionen. Og en foreslår, at avisens journalister får et kursus i forskellene. Så der ikke er så stor forskel på øjnene, der ser.