Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 3. feb. 2008 KL. 19.01

Øjenvidne i Kenya: Det hele er ekstremt let antændeligt

Indbyggerne i Kenyas tredje største by, Kisumu, har mistet troen på myndighederne, vurderer udsending for Mellemfolkeligt Samvirke.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Oppositionslederen i Kenya har bedt Den Afrikanske Union (AU) om at få fredsbevarende styrker ind i landet. Men det vil ikke ske.

Det vurderer danskeren, Poul Thisted, der bor og arbejder i landet for Mellemfolkeligt Samvirke.

»AU sender ikke tropper ind i landet mod den siddende regerings ønske. AU har ikke formået at få sat de fredsbevarende styrker ind i Somalia, hvor der er borgerkrig«.

»De har kun i meget begrænset omfang mobiliseret tropper til at stoppe massakren i Darfur i Sudan. Og Somalia og Sudan er begge nabolande til Kenya. Det er en udtalelse uden anden effekt end signalværdien«, siger Poul Thisted, der har været i Kenya i syv år.

Flygtningelejr i lufthavnen
Med ønsket om at få fredsbevarende styrker ind i landet håber oppsitionen at kunne presse præsidenten, der har sværget ved forfatningen på at være ansvarlig over for folks sikkerhed.

Det lever præsident Kibaki ikke op til med langt over 1.000 dræbte og 300.000 sendt på flugt efter det omstridte præsidentvalg 27. december.

Da Poul Thisted fløj fra Kisumu til Nairobi forleden, var lufthavnen proppet med kikuyuer, som støtter den siddende præsident.

»Det var som en flygtningelejr. Folk sad med resterne af deres ejendele i sprækkede plastikposer og håbede på at blive fløjet væk. De færreste har råd til en flybillet. Seks ud af ti lever for under seks kroner om dagen. Men ingen uden billet kom med«.

Problem med blandede ægteskaber nu
Nogle af kikuyuerne, der er drevet på flugt, har fået flybilletter af deres arbejdsgivere. Fordi konsekvenserne kan være at blive offer for den etniske udrensning, der er foregået de seneste uger.

Folk er blandt andet blevet hakket ihjel med landbrugsredskaber.

»Det er pludseligt blevet tydeligt, hvem der tilhører hvilken stamme nu. I byerne har det ellers været almindeligt at gifte sig med hinanden eller være ansat hos et firma, der tilhører en anden klan«, påpeger Poul Thisted.

Han tilføjer, at alle håber på en løsning og har akut brug for sikkerhed, efter at folk er blevet fordrevet fra deres hjem og har fået brændt alle deres ejendele.

Butikker bliver bevogtet
»Alle er bekymrede. Ro og orden eksisterer ikke. Folk her i Kisumu er sultne, mange har mistet deres job. Kriminaliteten stiger, og byens butikker bliver bevogtet af GSU - en paramilitær gruppe. Politiet er kørt ned til sokkeholderne«, fortæller Poul Thisted.

Indbyggerne i Kenyas tredjestørste by har mistet troen på autoriteter. I løbet af den sidste måned har politiet skudt op mod 150 mennesker.

Og heller ikke staten eller kirken har kunnet få folk til at finde retfærdighed i den seneste tids optøjer.

»Det hele er ekstremt let antændeligt«, vurderer Poul Thisted.

Politikerne tager ikke ansvar
I de kenyanske medier bliver der langet ud efter politikerne i både regeringen og i oppositionen. De bliver kaldt for uansvarlige, fordi de ikke tager ud i landet og opfordrer til ro. I stedet for mødes politikerne på fancy hoteller og klubber og spiser.

Poul Thisted er selv på vej ud i bushen for at undersøge, hvordan det står til med det projekt, han er rådgiver for. Det er en uddannelse af barfodsjurister, der kan oplyse folk om deres rettigheder og giver folk fra slumkvartererne et sted at henvende sig, hvis de har været udsat for vold, tortur, mishandling eller andre forbrydelser, som hører med til dagligdagen i slummen. Via barfodjuristerne får to millioner mennesker adgang til fri retshjælp:

»Selv om alt er kaos, er vi nødt til at undersøge, hvordan det står til. Vi skal kunne give vores donorer besked. Og livet er nødt til gå videre«.

Hungersnød kan blive det næste
Set med hans øjne er det helt afgørende, at folk få tiltro til hinanden igen, for hvis Kenya skal bestå, skal der sættes alt ind på at få folk til at opfatte sig selv som en nation igen. Og det skal gå hurtigt.

»De skal i gang med at pløje, inden regnen kommer til marts, ellers bliver der hungersnød om et halvt år«.