Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 6. nov. 2008 KL. 16.30

Kerry og Powell i spil som ministre

Gamle kendinge som John Kerry og Colin Powell nævnes som mulige nøglepersoner i Obamas kommende regering.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Obama har kun ti uger til at udpege medlemmerne af sin kommende regering, inden han indtager Det Hvide Hus 20. januar næste år.

Og imens Obama er gået i tænkeboks for at få puslespillet til at gå op, fyger spekulationer og analyser i medierne om, hvem der skal sidde på de tunge poster.

Powel måske forsvarsminister
Tidligere udenrigsminister Colin Powell, som trods sit republikanske tilhørsforhold sprang ud som Obama-støtte under valgkampen, bliver nævnt som en mulig kandidat til en nøglerolle i regeringen.

Det bekræftede Obama for godt to uger siden i kølvandet på støtteerklæringen.

»Han kommer til at have en rolle som en af mine rådgivere. Hvorvidt han vil påtage sig en formel stilling, om det passer ham godt, er noget, vi bliver nødt til at tale om«, sagde Obama til NBC.

Kilder i den demokratiske lejr har sagt til politik-sitet Politico, at Obama overvejer at tilbyde Powell posten som forsvarsminister eller undervisningsminister.

Kerry kan blive udenrigsminister
Den demokratiske præsidentkandidat ved valget i 2004, John Kerry, bliver nævnt som en mulig udenrigsminister.

»Tre navne ser ud til at dominere: Guvernør for New Mexico, Bill Richardson, tidligere FN-ambassadør Richard Holbrooke og senator John F. Kerry«, skriver Politico.

John Kerry er netop blevet genvalgt som senator for Massachusett, men han indikerer, at han er villig til at forlade Senatet, hvis det rigtige tilbud kommer til ham.

»Hvis præsidenten vil tale med mig, så vil jeg lytte og tale med ham, men der er kun få ting, som jeg er villig til at forlade Senatet for«, sagde Kerry efter sin sejrstale ifølge AP.

Kennedy-familien på tale
Også Kennedy-familien spøger igen-igen, da Obama står i gæld til dem for deres enorme støtte på et vigtigt tidspunkt i valgkampen.

Ifølge Politico overvejer Obama kraftigt at få Robert F. Kennedy Jr. til at lede Miljøbeskyttelsesagenturet.

Datteren og eneste nulevende barn til tidligere præsident John F. Kennedy, Caroline Kennedy, er også i spil. Hun hjalp Obama med at udpege Joe Biden til vicepræsident-kandidat, og ifølge Politico bliver hun måske FN-ambassadør, selv om kilder i Det Demokratiske Parti tvivler på, at hun vil tage tage imod stillingen.

Den næstmest magtfulde udpeget
I går erfarede Reuters, at Obama har valgt Rahm Emanuel til det magtfulde hverv som 'Chief of Staff' - eller stabschef på dansk - for Det Hvide Hus.

Stillingen som stabschef for Det Hvide Hus er en af de mest betydningsfulde i amerikansk politik, og personen bliver i medierne tit betegnet som »den næstmest magfulde mand i Washington«.

Ingen kvinder har nogensinde siddet på posten.

Finansministeren ekstra betydningsfuld
En anden magtfuld post, som der er stort spænding om set i lyset af finanskrisen, er den kommende skatteminister.

»Dette er en af de første gange, jeg kan huske, at skatteministerposten bliver næsten lige så betydningsfuld som udenrigsministerposten«, siger David Gergen, seniorpolitisk analytiker for CNN.

Timothy Geithner, Lawrence Summers og Paul Volcker er ifølge CNN gode bud på en kommende skatteminister.