Han har arbejdet på den siden november.

Han har siddet på den lokale Starbucks-café og hjemme i den nyindkøbte lejlighed på Dupont Circle tæt på Det Hvide Hus.

Dag efter dag, time efter time har den 27-årige Jonathan ’Jon’ Favreau været i selskab med de ord, der i går faldt på plads og dannede hans absolutte svendestykke: Præsident Barack Obamas tiltrædelsestale.

Startede nederst i hierarkiet
Historien om den unge mand med det drengede ansigt, den korte frisure og en hang til stærk kaffe, energidrikken Red Bull og computerspillet Rock Band er endnu en brik i det puslespil af en amerikansk drøm, som Barack Obamas vej til magten udgør.

Efter collegeårene blev ’Favs’, som han kaldes blandt venner, i 2003 en del af den demokratiske præsidentkandidat, John Kerrys, kampagne.

Han startede ifølge amerikanske aviser nederst i hierarkiet med klokken tre om morgenen at klippe dagens John Kerry-artikler ud af morgenaviserne.

Smagte Kerrys nederlag
Tilfældet ville, at en kopi af Jon Favreaus tale fra afslutningen på college cirkulerede i kampagnestaben.

Den var så talentfuld, at ’Favs’ fik lov til at skrible med på kandidatens taler for til sidst at ende i toppen og dermed også smage Kerrys smertefulde nederlag til George W. Bush.

Inden det kom dertil, mødte den unge ordekvilibrist Barack Obama på demokraternes konvent i 2004.

Obama skulle holde den traditionsrige introduktionstale for partiets præsidentkandidat og øjede talen igennem bag scenen. Favreau læste med og foreslog et par rettelser for at få Obamas talerytme perfektioneret.

Næste gang, de to mødtes, var, da senator Obama ansatte skrivekuglen. De to har i dag udviklet en kommunikationsform, som ifølge Washington Post har fået Obama til at omtale Favreau som »mere tankelæser end taleskriver«.

Hillarys bryster
Inden en vigtig tale snakker Obama en times tid med Favreau, der skriver alle chefens tanker ned. Så går han i gang med håndværket, og udkast cirkulerer frem og tilbage. Obama er selv en fremragende skribent, og han går aktivt ind i processen med at skrue talerne sammen.

Tankelæsning var der ikke meget af, da ’Favs’ før jul poserede ved siden af en papfigur af Hillary Clinton med den ene hånd solidt placeret på den kommende udenrigsministers brystpart, mens en bedugget kammerat holdt en øl op til papfigurens mund. En mobiltelefon forevigede de unge mænds kådhed, og kort efter var helvede løs på Facebook, hvor billedet blev lagt ud.

På Washingtons Posts hjemmeside kan man stadig læse rasende indlæg fra feminister, der ikke bærer over med ordjonglørens udskejelse.

Organisation ikke det stærkeste kort
Ikke at det bekymrer Favreau synderligt. Hans største bekymring er, hvordan han som cheftaleskriver skal håndtere rollen som overhund for et dusin taleskrivere plus researchere.

»Organisation er ikke min største styrke«, har han sagt til Washington Post.

Benene på bordet
Spørgsmålet er også, hvor meget den daglige gang i magtens centrum vil forandre ’Favs’ og hans jævnaldrende kollegaer.

Gruppen stortrives med hurtige ordvekslinger i et smårodet kontor – gerne med benene oppe på bordet. Og Jon Favreau er opmærksom på faren ved habitter, eftersnakkere og tjenende ånder:

»Vi ved, at vi skal tage noget af vores væremåde med ind i Det Hvide Hus. Vi skal have det sjovt. Det er den attitude, der har givet os succes«.