Det var i intifadaens første dage. Samtidig med at de besatte områder kogte, sluttede unge israelske arabere sig til protesten.

I solidaritet med deres folk og i vrede over Ariel Sharon, lederen af deres land. De blokerede hovedveje. Kastede med sten. Væltede lygtepæle. Brændte biler og benzinstationer af.

Kaotisk og uorganiseret politiindsats
Ehud Barak, der var ministerpræsident dengang, fastslog, at landets veje måtte holdes åbne. Politiet gjorde, hvad det kunne.

Og afslørede sig - hvis man skal holde sig til den 781 sider tykke dommerundersøgelsesrapport, der blev offentliggjort tidligere på ugen i Jerusalem - som kaotisk, uorganiseret og ude af stand til at tage de rigtige beslutninger. Uden omtanke og med fingeren på aftrækkeren.

Demonstrationer udartede sig
I dagene 1.-6. oktober 2000 var der demonstrationer i stort set samtlige arabiske byer og bydele i Israel.

I løbet af demonstrationerne indsatte politiet skarpskytter og affyrede gummibeklædte metalkugler på tæt hold. 13 blev dræbt.

12 israelske statsborgere og en palæstinenser fra Jordan. Én blev skudt i ryggen, da han forsøgte at holde demonstranterne på afstand af politiet.

Hård kritik
Først efter månedlange protester og offentlig debat blev der nedsat en dommerkommission for at undersøge, hvad der egentlig skete.

Dens rapport indeholder hård kritik, ikke mindst af det årelange forsømte forhold mellem staten Israel og dens arabisk/palæstinensiske mindretal, der i dag tæller ca. 1,2 millioner af landets lidt over 6 millioner indbyggere.

Ikke alle er lige
Det er første gang i Israels 55-årige historie, at et officiel israelsk dokument fastslår, at ikke alle er lige i det israelske demokrati.

Samtlige israelske regeringer har ført en »konsistent diskriminerende politik over for den arabiske sektor«, skriver de tre dommere. Man har manglet »følsomhed over for de arabiske borgeres behov«, hedder det videre.

Hovedansvaret hos politiet
En del af ansvaret for demonstrationerne placeres hos lederne af det arabiske mindretal, der gøres ansvarlige for en »ideologisk-politisk radikalisering« af de israelske palæstinensere og for ikke at have gjort noget for at »standse demonstrationerne, før de udviklede sig til vold og hærværk«.

Men hovedparten af ansvaret lægges hos politiet, dets ledelse og dets minister Shlomo Ben-Ami, der ligesom Ehud Barak er fra Arbejderpartiet.

Dommerkommissionen anbefaler, at Ben-Ami aldrig mere får tildelt offentligt embede med ansvar for sikkerhedsspørgsmål. Det samme gælder en række topfolk fra politiet.