Et forgæves livstegn fra ruinbyen

»Tap - tap, tap«. Slagene mod stenen lyder som morsetegn gennem nattemørket: en lang og to korte. Derpå tavshed, mens alle lytter anspændt. Svaret kommer svagt tilbage: »Tap - tap, tap«. En person er i live, spærret inde under tonsvis af murbrokker i ruinerne af de tusindvis af sammenstyrtede huse i Bam. Mirakler er overladt til de højere magter, men dette her er tæt på: Det er nytårsaften, næsten seks døgn efter, at et jordskælv raserede byen her i det sydøstlige Iran og dræbte op mod 60.000 mennesker. Kvalt af lerstøv De første par døgn blev omkring 2.000 reddet ud af ruinerne i live, men så var det slut. Ofre, som ikke var knust øjeblikkeligt, blev kvalt af det fine lerstøv, som ligger overalt efter de soltørrede mursten. Siden mandag er der kun fundet en håndfuld mennesker i live under brokkerne. Men der ligger stadig dræbte i tusindvis i de uformelige dynger, som indtil fredag morgen var familiers hjem. Sent onsdag aften kom overraskelsen: En redningshund fra Iransk Røde Halvmåne havde fået fært af en levende person i en ruindynge. FN blev bedt om at hjælpe, og det danske redningshold fra Beredskabsstyrelsen blev sendt af sted med hunde og lytteudstyr. De ankom midt i et totalt kaos. Ruinhoben vrimlede med iranske redningsfolk, frivillige og nysgerrige i snesevis, som gravede på må og få. Det var næsten umuligt for det danske hold at komme til at arbejde. »Vi følte tydelig aggressivitet fra de iranske brandfolk. Og det var meget svært at få folk væk, så vi kunne få plads. En af vore folk blev direkte skubbet ned i hullet, fordi en iraner ville til, hvor han stod. Det var meget kaotisk, og da vi endelig fik skabt en smule plads og fik dannet en kæde rundt om stedet, var der så mange forskellige spor og uro, at vore hunde havde svært ved at arbejde. Men de fik da fært«, fortæller Rasmus Engelbrecht, som er operationel leder af det danske hold. Følsomme mikrofoner Den danske gruppe fik sat lytteudstyret op. Tre følsomme mikrofoner blev stukket ned i murbrokkerne. Tolke fik efterhånden bragt de mange nysgerrige i ro. Og så kunne den anspændte lytten begynde. Først bankes signalet på en sten: »Tap - tap, tap«. Svaret kom tilbage i samme form: »Tap - tap, tap«. Redningsfolkene med lytteudstyret for ørene kunne også opfange en lyd som af et råb eller et skrig. Også en lokal redningsmand fik lov at lytte med og bekræftede det, som danskerne var sikre på: En person var i live dernede et sted - fanget i en luftlomme eller et kælderrum under tonsvis af løse murbrokker. Derfor advarede de danske redningsfolk om, at det på grund af sammenstyrtningsfare var nødvendigt at gå forsigtigt til værks. Sendte rendegraver ind i ruinerne Så var det op til det irakiske redningsmandskab at arbejde videre. De valgte at se stort på forsigtigheden og sendte en rendegraver ind i ruinerne. Da den tonstunge maskine mosede frem, sank området med omkring 40 centimeter. Rendegraveren gnavede sig gennem en dynge brokker og ned til et kælderrum, som var fyldt med jord. Hvad så? Det danske lyttehold blev kaldt ind igen. Denne gang blev der sat fem mikrofoner op. »Tap - tap, tap«. Intens lytten på udstyret. Igen og igen. Denne gang kom svaret meget langsomt og næsten uhørligt. Og den indespærrede havde ikke kræfter til at råbe mere. »Personen er blevet meget svag i forhold til den første lytning«, konkluderede det danske redningshold. Rådet fra indsatsleder Peter Kragh lød igen: »Grav, hvor kælderen har været, men gør det forsigtigt, forsigtigt«. Brugte bulldozer Derefter kunne det danske hold ikke gøre mere, pakkede udstyret sammen og kørte hjem til en forsinket nytårsmiddag, selv om det var blevet over midnat og 2004. Det iranske redningshold valgte endnu en gang maskinkraft frem for forsigtighed: En flere ton tung bulldozer blev sat til at rydde hele husets grundareal for murbrokker. Den brummede frem og tilbage over hele grunden med sin enorme grab fyldt med ruinrester, så støvskyerne gjorde nattemørket gråt. Dens mandshøje dæk kværnede og masede undergrunden sammen, så ethvert lille hulrum må være blevet kvast. Dernæst blev rendegraveren kaldt ind igen. Den fik lavet et lille hul i gulvet, men i stedet for at gå over til at bruge mandskab med skovle, besluttede de iranske redningsfolk at bruge bulldozeren atter en gang. Som tilskuer var det svært at forestille sig, at noget som helst kunne overleve under disse tonstunge maskiners tryk. Der blev da heller ikke trukket noget levende frem af ruinerne nytårsnat. Hvor forfærdende må det ikke være at være indespærret og kæmpe for livet i fem døgn, endelig få kontakt med omverdenen, for så at omkomme under redningsforsøget? Stor frustration »Det er utroligt frustrerende at se den fremgangsmåde, for vi er helt sikre på, at der var en person i live dernede. Disse bankesignaler kan man ikke tage fejl af. Det giver en rigtig klam fornemmelse, for jeg er sikker på, vi kunne have opnået et bedre resultat, hvis vi havde fået arbejdsro. Vores måde at arbejde på er ikke så spektakulær som en gravemaskine, men resultatet havde været bedre«, sagde Rasmus Engelbrecht, som havde meget svært ved at skjule sin skuffelse onsdag aften. Torsdag pakkede det danske redningshold udstyret sammen, og Fredag flyver hovedparten tilbage til Danmark. Mission Bam er forbi, og selv om det kun lykkedes at finde lig i ruinerne, beviste de danske hunde, hvor effektive de er. Det viste de også onsdag eftermiddag, hvor de fandt seks lig. Beredskabsstyrelsens hold er et af 32 internationale redningshold her i Bam. Ingen af dem har fundet jordskælvsofre i live. Det blev bekræftet af redningshold fra Marokko og Jordan, som Politiken mødte torsdag. Iranske eksperter oplyste i går, at de har ændret deres vurdering af jordskælvets voldsomhed til 6,8 på richterskalaen. Det var ellers vurderet til 6,3. Dets epicenter menes at have været direkte under Bam.