Politikens  korrespondent Anne Sørensen bor i et område i Chile, som blev hårdt ramt af jordskælvet.

Holder det aldrig op med at skælve?

Igen ryster jorden, og alle kigger skrækslagne på hinanden, før vi igen styrter ud af huset.

Dér står vi så og svajer, indtil det er ovre. Nogle efterskælv er så kraftige, at hele bygningen gynger. Andre er svagere, en let sitren, der ikke desto mindre får os til at stivne.

Men vi er heldige. Vores lille hotel står intakt. Ingen er kommet noget til i modsætning til resten af byen.

Den er et sørgeligt syn. De gamle huse, der har modstået de skrækkelige jordskælv i 1960 og 1985, er denne gang faldet sammen. Hele landsbyer omkring os er jævnet med jorden.

Ligner et luftbombardement
Vi bor på landet, i byen Santa Cruz, der ligger i vindalen Colchagua. Her bygges huse traditionelt af adobe. Det er praktisk, for lermurene holder på varmen om vinteren og er kølige om sommeren. Men et jordskælv af denne kaliber kunne de ikke klare. Tusindvis af familier bor nu på gaden mellem murbrokker.

Den centrale plads i byen ligner et luftbombardement. Kirken er styrtet sammen, og hele den indvendige del af byens fine hotel brast.

Leder efter ting i murbrokkerne
Elledningerne er faldet ned og spærrer gaderne, der er flækket på kryds og tværs. Folk står tavse med hinanden i hænderne og kigger forfærdede på ødelæggelserne.

»Vi troede, verden gik under«, siger en ældre mand, før han bryder sammen i gråd. Hans hus er væk, og familien går mellem murbrokkerne og leder efter deres ting.

»På fem minutter kan man miste alt. Man kan miste alt på så kort tid«, siger hans kone, der står med en gryde i hånden. Den har hun fundet i ruinerne.

»Jeg har en gryde«, siger hun.

Vores gamle nabo klarede det ikke
Her er ingen panik, blot forvirring, forfærdelse og sorg iblandet en enorm lettelse over at være i live, trods alt. Men alle kender nogen, der ikke længere er i live, og rustvogne kører rundt i gaderne med dem, der ikke klarede det.

Vores gamle nabo, Virginia, klarede det ikke. Hendes tag faldt ned over hende, mens hun sov, og forhåbentlig mærkede hun det ikke. Længere nede ad vejen døde en ældre mand. Hans hjerte holdt simpelthen op med at slå af bare skræk.

Folk hjælper hinanden
Folk hjælper hinanden, for nabogrupperne er godt organiseret. Små delegationer går fra hus til hus for at høre, om nogen har akut brug for medicin eller mad.

En har en kran og er i fuld gang med at hjælpe med at grave. Andre graver med spader. Enkelte sidder med udslukte øjne og stirrer ud i luften.

Folk er bange for tyve
Vi har ladet indbyggerne i vores kvarter vide, at vi har senge på hotellet og vand. Meget få har taget imod tilbuddet, for ingen vil forlade deres ejendele. De er bange for, at der vil komme tyve. Den frygt er ikke ubegrundet, for i nabobyen faldt supermarkedet sammen, og der gik ikke 10 minutter, før en masse mennesker var i gang med at stjæle, hvad de kunne.

»Jeg kan forstå, at man tager et stykke sæbe, hvis de har brug for det, men hvad skal folk dog med 100 stykker sæbe«, spørger supermarkedets genbo, der ophidset har fulgt plyndringerne. Regeringen har sat hæren ind for at forhindre den slags, men den er ikke nået ud til os.

Titusindvis af knuste flasker
På vingården La Estampa er facaden faldet ud, og der er frit udsyn til titusindvis af knuste flasker. De store vinbeholdere rev sig løs fra væggene, og vinen løber som en rød, stinkende flod gennem markerne. Ejeren, Soledad Gonzalez, er i gang med at bevæbne sine vagter, for der har allerede været tyve på besøg. Hendes eget hus ved siden af eksisterer ikke længere, og hun er flyttet ind hos os. Det samme er fem kvinder fra nabobyen og en ældre mand, der medbragte en lille generator.

Med den kan vi oplade computer og mobiltelefon, men den er for svag til at holde køleskabet kørende. Lys, vand og de faste telefoner virker endnu ikke.

Hunden ryster som et espeløv
Nu skælver det igen. Ruderne klirrer. Vores hund ryster som espeløv, og Lucila, der står og vasker op, taber et fad. Vi laver mad til rigtig mange mennesker, for alle de gæster, der var på hotellet under jordskælvet, er blevet.

De synes, her er trygt, og der er ingen steder at gå hen at spise. Altså spiser de her, hvor alle bogstaveligt talt er rystet godt sammen. Nogle skræller kartofler, andre fejer smadret porcelæn sammen eller sørger for, at børnene ikke mærker alvoren omkring os.

Kun få informationer
Især vores fire svenske gæster er fantastiske til at holde humøret oppe. Det kører. Hvor længe ved vi ikke.

For informationerne er få og meget modsætningsfyldte. Politiet ved ikke meget. Da vi spurgte, om vejene var åbne mod hovedstaden Santiago, fik vi et bekræftende svar. Det viste sig at være forkert. Rådhuset er delvis ødelagt, så borgmesteren har flyttet sit skrivebord ud på gaden, men han er heller ikke i kontakt med nogen uden for byen.

Vi lytter til radioen, men dér koncentrerer de sig naturligt om at fortælle om epicentret Concepción, 150 km længere sydpå, hvor alt tilsyneladende er kaos.

Natmanden er blevet hjemløs
Så vi er på egen hånd og ved kun det, vi selv kan se eller høre fra andre. Der er ikke så mange biler på gaden længere, for benzinen er sluppet op. Biler holder i lange køer ved benzintankene, i forventning om at der snart kommer en ny forsyning.

Bag ved den største tank ligger et nyt socialt boligbyggeri i tre etager. Den styrtede sammen, og mange mennesker blev begravet under ruinerne. Vores natmand, Cesar, bor der med sin familie, som dog var så heldig at være på weekend et andet sted. Også han er nu hjemløs, men som de fleste andre tager han det med stoisk ro.

»Jeg er live. Min familie er i live. Det er det vigtigste«, siger han igen og igen, og det er jo sandt. Set i det perspektiv er meget andet faktisk ret ligegyldigt.