Torsdag aften 25. november 2010 har en lille gruppe mennesker samlet sig for at betragte to prominente socialdemokrater i døren til spisestedet Café des Artistes på Fuggerstrasse 35 i hjertet af BerlinSchönebergs berømte homoområde. Den ene er Gerhard Schröder, Tysklands tidligere forbundskansler.
Den anden Frank-Walter Steinmeier, tidligere udenrigsminister og vicekansler. De to tyske politikere er i selskab med en tredje mand. Han er gråhåret, hans kinder er rødmossede, og han har besvær med at knappe jakken i sin nålestribede habit. I over en time har de tre mænd ventet på manden i den sorte limousine, som netop er kørt op foran restauranten, men den lange ventetid ser ikke ud til at have irriteret dem. Tværtimod. De smiler alle bredt. Og med et mandekram byder Altkanzler Schröder Ruslands ministerpræsident, Vladimir Putin, velkommen til Berlin by Night.
Der er ingen adgang for almindelige gæster på Café des Artistes denne aften. Putin og hans lille mandeklub har det hele for sig selv, så der er rigeligt med plads, også til fortrolig samtale. Og de fire mænd har meget at tale om. I mere end fem år har de arbejdet på en fælles plan. De vil anlægge en 1.224 kilometer lang gasledning på bunden af Østersøen. En pipeline, der hvert eneste år kan sende 55 milliarder kubikmeter russisk naturgas direkte fra gasfelterne i Sibirien, så der kan komme varme i radiatorerne i de tyske dagligstuer. Uden om de to tidligere sovjetrepublikker Ukraine og Hviderusland, som den eneste nuværende rørledning krydser på sin vej til EU, og uden om de kritiske nabolande Polen, Estland, Letland og Litauen.
Projektet bliver kaldt Nord Stream, og hovedaktionæren er det statsejede russiske olie- og gasselskab Gazprom, verdens største udvinder af naturgas og Ruslands største virksomhed. Et selskab, Putin har fuld kontrol over. I sin første præsidentperiode afsatte han hele den øverste ledelse i firmaet og erstattede den med loyale folk fra sin egen omgangskreds, og da vennen Gerhard Schröder i 2005 tabte sin tyske kanslerpost til Angela Merkel, placerede Putin ham som velbetalt bestyrelsesformand for datterselskabet Nord Stream.
