Husk, husk 4. november. Når resultaterne kommer ind, vil forandringen begynde«.

Sådan sang gadesælgere og glade demokratiske fans uden for Grant Park i Chicago på valgdagen sidste år.

Og ganske rigtigt. Så snart valgstederne på Vestkysten lukkede, kunne CNN og de øvrige nyhedsstationer erklære, at Barack Obama var blevet valgt som USA’s 44. præsident.

To millioner samlet i Washington D.C.
Større kontrast til George W. Bush kunne vanskeligt tænkes, og med mindre politisk eller lederskabserfaring end nogen anden ny præsident i generationer – måske ligefrem lige siden Abraham Lincoln i 1860 – blev Obama båret ind i Det Hvide Hus på en bølge af håb, velvilje og ønske om en frisk start.

Næsten to millioner mennesker tog til Washington D.C. i januar for at stå i kulden og se ham blive indsat, og omkring 70 procent af amerikanerne havde tiltro til, at landets første sorte præsident ville gøre det godt.

Men det var dengang. Et år efter valget ser meget anderledes ud, og for millioner af amerikanere er Obamas stjerne dalet betragteligt. Siden sommerferien har hans popularitet ligget på lige godt 50 procent, et hurtigere dyk i popularitet end nogen anden præsident, siden man begyndte at foretage faste meningsmålinger .

Første test siden valget
I dag skal Obama og demokraterne stå deres første prøve ved valgstederne siden triumfen sidste november.

Der er nemlig valg til guvernørposterne i Virginia og New Jersey, og selv om der blot er tale om to stater, bliver det set som en vigtig politisk strømpil forud for midtvejsvalgene næste år – og ingen af stederne ser det voldsomt lyst ud for demokraterne.

Virginia er traditionelt republikansk, og Obamas valgsejr sidste år gav demokraterne håb om, at der var sket et langsigtet politisk skift i den store Sydstat. Men succesen har vist sig at være betydelig mindre langtidsholdbar, for alt tyder på, at republikanerne vinder guvernørvalget i dag.

Ifølge RealClearPolitics.com’s gennemsnit af de seneste meningsmålinger fører den republikanske Robert F. McDonnell med mere end 14 procentpoint over den demokratiske kandidat, Creigh Deeds.

Kampplads i demokratisk højborg
Bedre, men stadig presset er situationen i New Jersey, hvor den demokratiske guvernør, Jon Corzine, ligger side om side i meningsmålingerne med den republikanske udfordrer, Chris Christie.

Men modsat Virginia er New Jersey en demokratisk højborg, og det vil være et stort nederlag for Obama, der har gjort en stor personlig indsats for at støtte guvernør Corzine, hvis demokraterne mister magten i staten.

Alene i det seneste par uger har præsidenten været på besøg tre gange for at tale Corzines sag.

Og med god grund. En ting er at tabe magten i det konservative Virginia, men mister demokraterne også guvernørposten i en demokratisk stat som New Jersey, har de tabt begge guvernørvalg i år og dermed givet republikanerne et moralsk boost op til midtvejsvalget næste år.

Store sejre og skuffelser
Nu skal man selvsagt være forsigtig med at overdrive betydningen af to delstatsvalg, men hvordan er det mere generelt gået for Obama siden valgsejren?

Både godt og skidt, er det korte svar.

I sidste uge fremlagde demokraterne i Repræsentanternes Hus triumferende et ambitiøst forslag til sundhedsreform, og de fleste forventer nu, at det rent faktisk vil lykkes for Obama at få vedtaget sin store sundhedsreform i år.

LÆS MERE Ny idé kan skubbe Obamas sundhedsreform i land

Lykkes det, vil det uomtvisteligt være en kæmpesejr. En sundhedsreform, som sikrer flertallet af de 46 millioner amerikanere, som for tiden ikke har en sundhedsforsikring, vil være den største udvidelse af velfærden i en generation og en imponerende politisk bedrift, som talrige af Obamas forgængere har knækket halsen på.

Obama synes også at have afværget den værste økonomiske krise siden depressionen. I sidste uge kom nyheden om, at USA nu officielt er ude af recessionen: Økonomien vokser igen, og aktiemarkederne er steget voldsomt de sidste syv måneder.

En stor del af æren for det går til den storstilede økonomiske redningspakke, som Obama fik presset gennem Kongressen i februar.

Der er også andre sejre. Eksempelvis er det lykkedes Obama-regeringen at udmanøvrere dele af den militære lobby og få lukket eller reduceret nogle af de dyreste og mindst nyttige militære programmer.

Militær lobby under pres
Men der er også en lang række områder, hvor Obama har skuffet sine fans.

Trods løftet om at lukke Guantánamo sidder der stort set lige så mange fanger, som da han overtog magten fra George W. Bush, og Obamas regering har erklæret, at den muligvis alligevel ikke kan lukke fængslet inden 22. januar næste år.

Obama er heller ikke nået så langt, som han havde satset på, når det gælder miljø og kampen mod global opvarmning.

Energi- og klimaloven er blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus, men bevæger sig så langsomt gennem Senatet, at Carol Browner, der er en af Obamas førende energirådgivere, sidste måned erklærede, at det ikke er realistisk, at den bliver vedtaget før klimatopmødet i København til december.

Vender man blikket mod udenrigspolitikken, er resultatet af Obamas første år ved magten også blandet. Et af præsidentens erklærede mål var at forandre USA’s image i verden, og det er næsten lykkedes til overmål.

En meningsmåling viste for nylig, at 90 procent af tyskerne nu har et godt indtryk af USA – en nidobling i forhold til de 10 procent af tyskerne, som mente det samme under George W. Bush.

Så begejstrede for Obama var den norske Nobelkomite, at den til alles – herunder tydeligvis også Obamas – overraskelse gav ham selveste fredsprisen for en måneds tid siden.

LÆS MERE Ydmyg Obama: »Jeg er overrasket«

På den mere substantielle internationale front har det ellers været småt med sejrene. Krigen i Afghanistan er i dyb krise, og Obama skal inden for kort tid beslutte, om han trods dyb demokratisk modstand og folkelig modvilje vil sende yderligere tropper til landet.

Arbejdet med at skabe fred i Israel er gået stort set fuldkommen i stå, og på sit besøg i Jerusalem sidste uge droslede udenrigsminister Hillary Clinton ned for kravet om et fuldkomment stop for bosættelserne, som Obamaregeringen ellers i begyndelsen gjorde til en mærkesag.

Irak kan blive stor sejr
Indtil videre er der heller ikke kommet meget ud af ønsket om at forhandle med Iran – det blev kuldsejlet af urolighederne i Iran efter præsidentvalget tidligere på året – og Obama har heller ikke haft meget held til at overbevise Kina og Rusland om at stramme sanktionsskruen over for præstestyret.

Bedst er det ironisk nok gået i Irak, hvor den skrøbelige fred og demokratiske udvikling stadig holder, og Obama dermed så småt kan begynde at trække de amerikanske styrker ud.

Efter at have bygget en stor del af sin politiske karriere på modstanden mod krigen i Irak, vil det være skæbnens ironi, hvis Obamas største udenrigspolitiske sejr bliver at afslutte krigen og gøre Irak til det første sande arabiske demokrati.