Annonce
Annonce
Viden

Din sved sladrer om din aktuelle form

Forskere har udviklet et elektronisk svedbånd, der kan afsløre, om du er ved at gå sukkerkold eller musklerne er ved at syre til.

Annonce

Det er en stor teknologisk landvinding, at man fra mindre end en dråbe sved kan analysere for sukker, mælkesyre og salte

Kristian

Overgaard, idrætsfysiolog

I denne uge blev der offentliggjort en nyhed i det videnskabelige tidsskrift Nature, der vil give sportsudøvere som ironmanatleter, maratonløbere og cykelryttere våde drømme om natten.

For det er lykkedes idrætsfysiologer og ingeniører fra Stanford University og University of California-Berkeley at lave en ny gadget – et elektronisk svedbånd – der fra sportsudøvernes sved kan måle kroppens niveau af sukker, mælkesyre og elektrolytter, mens man dyrker motion. Svedbåndet er udstyret med bluetooth-teknologi, så al data trådløst kan overføres til for eksempel løbeur eller cykelcomputer.

LÆS OGSÅ Klarlund: Sved kan udløse stærk kløe hos motionister

»Det er ikke nyt, at man kan høste information om kroppens aktuelle tilstand fra sved. Men det er en stor teknologisk landvinding, at man fra mindre end en dråbe sved kan analysere for sukker, mælkesyre og salte uden at skulle stikke sportsudøveren i armen, teste en urinprøve eller analysere en spytklat. Derudover vil man som løber eller cykelrytter kunne følge med i sin fysiologiske tilstand hele tiden. Den gadget skal nok få ben at gå på, hvis det lykkes dem at forfine og kommercialisere deres prototype, for det er der et stort marked for«, siger lektor og idrætsfysiolog Kristian Overgaard fra Aarhus Universitet.

Skal jeg tage en energibar eller lade være?

I dag er der mange, der har vænnet sig til at holde skarpt øje med pulsens op- og nedture på løbeuret eller cykelcomputeren, i takt med hvor meget man anstrenger sig. Men det nye forskningsgennembrud tyder på, at vi måske skal holde øje med mange flere tal fremover. Det kan ifølge professor Lars Nybo, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, blive et vigtigt redskab til at forbedre sin sportspræstation.

»Forestil dig, at du er ironmanatlet. Du har på en træningstur cyklet 120 kilometer, og du føler dig træt. Et kig på cykelcomputeren afslører, at dit sukkerniveau er lavt, og det er et sikkert tegn på, at det er tid til at gribe fat i baglommen og spise en energibar. Omvendt, hvis sukkerniveauet er normalt eller ligefrem højt, er det ikke sukkerbalancen, den er gal med. Så er du bare træt, og så vil det være nytteløst at fylde kroppen med kulhydrater«, siger Lars Nybo.

Gadget.  Det elektroniske svedbånd, som kan sidde på panden eller håndleddet som her, kan analysere mindre en dråbe sved for indhold af sukker, mælkesyre og salte. Data kan overføres live til mobiltelefonen, løbeur eller cykelcomputer, så sportsudøveren hele tiden kan følge kroppens tilstand. (Foto: Der-Hsien Lien and Hiroki Ota)

Det elektroniske svedbånd, der kan tages på panden eller håndleddet, består af et laboratorium i miniformat, som er koblet til en mikrocomputer. Forskerne har testet den på 14 mænd og kvinder, der enten cyklede på motionscykel eller løb en tur.

Motionscyklen havde fået monteret en mobiltelefon til lejligheden, hvor forskerne kunne følge med i motionisternes fysiologiske tilstand. For eksempel kunne de se, hvordan en cykeltur med en konstant modstand i pedalerne fik både niveauet af sukker og mælkesyre til at falde under en halv time lang cykeltur.

LÆS OGSÅKlarlund: Derfor drypper veltrænede mænd mest af sved

Omvendt, hvis pedalernes modstand hele tiden blev øget under cykelturen, kunne de observere, at niveauet af mælkesyre begyndte at stige som et sikkert tegn på, at musklerne var ved at syre til.

»Hvis man deltog i et cykelløb og kunne se, at ens sukker var lavt, mælkesyren var høj og pulsen nærmede sig sin maksimale puls, så skal man nok ikke gøre sig forhåbninger om at vinde bjergetapen men nærmere indstille sig på, om man overhovedet ville kunne bestige bjerget«, siger Lars Nybo.

En gave til diabetikere

Professoren tænker, at opfindelsen især vil kunne komme diabetikere til glæde, når de dyrker motion, og de vil kunne slippe for at skulle prikke hul på fingeren eller maveskindet for at kunne teste blodsukkeret før, under og efter motion.

»Som diabetiker er den store frygt at få for lavt blodsukker. Med den nye teknologi vil man løbende kunne holde øje med kroppens sukkerniveau og kunne vurdere, hvornår man har brug for et skud insulin eller bør undvære det. For når man er fysisk aktiv, så er virkningen af insulin langt større, og det kan derfor være en større udfordring at finde den rette dosis«, siger Lars Nybo og fortsætter:

»Den nye teknologi vil kunne give dig biologisk feedback på nogle parametre, som din krop nødvendigvis ikke selv ville kunne mærke«.

Kan varsle om dehydrering

I et andet forsøg undersøgte forskerne fire løberes udholdenhed – de løb i et par timer.

To af dem fik lov til at indtage 150 milliliter vand hvert 5. minut, mens de to andre skulle løbe tørlagte. Da forskerne bagefter gennemgik og analyserede data fra løbernes mobiltelefoner, kunne de se, at koncentrationen af elektrolytten, natrium-ionen [Na+], pludselig steg betydeligt i sveden efter cirka 80 minutter hos de to løbere, der løb uden vand, som var et tegn på, at de på det tidspunkt var blevet dehydreret.

LÆS OGSÅSørgelig musik rammer hjernen som en let orgasme

»Sådan en information kan fortælle en langdistanceløber, at væskebalancen er påvirket, og det måske ville være en god idé at stoppe ved det næste vanddepot og indtage noget væske«, siger Kristian Overgaard.

De to danske idrætsfysiologer er begejstrede for den nye opfindelse, men der er nogle børnesygdomme, der skal løses, før teknologien for alvor kan få ben at gå på.

»Det er ikke altid, at data fra sved stemmer overens med det, der sker i blodbanerne og i musklerne. Så den problemstilling skal man have løst, før det for alvor kan blive interessant som motionsværktøj«, siger Kristian Overgaard.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce