Årets Fund 2019 blev uddelt søndag aften. Holger Vitus Nødskov Rune vandt prisen.

Kulturminister Rasmus Prehn: »Jeg er kisteglad for at nå at få denne begivenhed med«

Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

Til Årets Fund 2019 var flere prominente navne i dansk idræt til stede.

Rasmus Prehn talte til de 10 nominerede til Årets Fund som fungerende sports- og kulturminister et par dage endnu. Han var »kisteglad for at nå at få denne begivenhed med«, fordi de nominerede fremover vil være med til at opretholde den nationalfølelse, der opstår, når Danmark vinder en medalje ved et mesterskab. Han sendte stor ros til de nominerede, som skal være med til at øge antallet af personer, der dyrker idræt. 6 ud af 10 dyrker idræt, men efter kulturministerens mening skal flere dyrke idræt. Det kan de nominerede inspirere andre til, mener han.

Samtidig roste han de nominerede for at være i stand til at kunne tage en uddannelse ved siden af. »Den dedikation vil få dem langt«, sagde han i sin tale.

Alexander Aslak Nørgaard, der blev nummer tre i afstemningen om Årets Fund, skal som mange af de andre talenter snart på langfart. Sammen med resten af landsholdet i svømning venter fra 7. januar to ugers træningslejr i Miami.

For sejleren Natacha Saouma-Pedersen venter et af 2020’s højdepunkter allerede i februar, når der er VM i Nacra 17 i Australien. »Jeg har lige et par eksamener i januar, så jeg kan først tage af sted midt i januar«, siger sejleren, der sammen med Mathias Bruun Borreskov blev nummer 8 i afstemningen om Årets Fund.

Lone Hansen, der er direktør i Team Danmark, hoppede op på talerstolen umiddelbart efter Rasmus Prehn. Her fortalte hun, at Danmarks ældste idrætspris er »noget særligt«. Til de nominerede sagde hun, at hver især er et billede på, at det er muligt at blive verdens bedste, selv om man kommer fra et af verdens mindste lande.

Niels Nygaard, der er formand i Danmarks Idrætsforbund, takkede de nominerede for den indsats, de gør sig. Han fortalt de unge nominerede, at han var helt sikker på at se et par stykker af dem til OL i Paris i 2024.

»Min kone sagde til mig: »Du plejer at sige det samme hvert år, så du behøver ikke noter«. Jeg har valgt i år at komme med et lille tvist. Vi deler mange holdninger med Politiken. Vi gør meget for, at vi skal komme om bagved det, der sker i sportsverdenen. Vi arbejder ihærdigt for at sikre bekæmpelsen af doping. Vi gik foran i 2016, hvor vi ville udelukke Rusland fra De Olympiske Lege i Rio. Det viste sig at være rigtigt. Bæredygtighed deler vi også med Politiken, og vi arbejder også for diversitet«.

»Vi arbejder også i DIF for at få store internationale begivenheder til Danmark. Det er til stor glæde for dansk idræt for Danmark, kendskab og turister. Der har vi de sidste år haft store begivenhed - Tour de France, EM. Der kører Politiken meget på, at der ikke skal bruges alt for mange penge. Vi er tæt enige, i at der skal være gennemsigtigt, men det er enormt vigtig for jeres fremtid (til nominerede) og for Danmark at investere i de store begivenheder«.

Frederik Vesti. Med sin sejr i det regionale formel 3-mesterskab var der ikke alene en pokal til Frederik Vesti. Førstepladsen gav også 25 point til hans superlicens, så han nu har i alt 32. Dermed må den 17-årlige Vesti teste en formel 1-racer, men skal han køre et grandprix, kræver det yderligere 8 point på kontoen.

Sofia Nørager Bisgaard fik 10. pladsen ved Årets Fund. Hun står snart overfor valget mellem at skulle fokusere på enten beachvolley eller indendørsvolleyball. Sådan lyder det fra trænerne til den ambitiøse 17-årige diagonalspiller, der lige nu spiller indenfor begge discipliner. »Det er et virkelig svært valg, for jeg elsker begge dele. Jeg tror, at jeg har bedre muligheder med beachvolleyen i forhold til, at man kun er to på et hold, og jeg har en rigtig god makker nu, som jeg kan komme langt med, og at mulighederne er bedre internationalt«.

Rasmus Lund Pedersen blev nummer to ved Årets Fund og er sammen med banelandsholdet på Mallorca. Derfor kunne han ikke være med til Årets Fund. Til gengæld var hans far Frank Pedersen til stede. Han fortæller, hvordan Rasmus Lund Pedersen i en kort periode havde en idé om, at han skulle spille amerikansk fodbold. Derfor tog han 10 kilo på og blev større og større. Det hjalp selvfølgelig på cykelbanen. Men ikke for mulighederne på landevejen. Og det er mulighederne på landevejen, som den unge cykelrytter også tørster efter. Efter de olympiske lege i Tokyo næste år har Rasmus Lund Pedersen et ønske og et håb om, at der er et world tour-hold, der opsnapper ham.

Erika Batakujevic fortæller, at hun »elsker simpelthen at slås«. Lige nu kæmper hun mod jævnaldrende på 16-17 år, men hun glæder sig især til at kunne kæmpe som senior, hvor man må føre sine slag igennem og ikke kun ’touche’, som det hedder. Det betyder, at man kun lige markerer på det sted, hvor man havde tænkt sig at slå eller sparke.

Opdateres

Søren Nørgaard Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her