Selvsikker stjerne: Jeg er i mit livs form

FØRERTRØJEN. Den beholder jeg, siger Bradley Wiggins om førertrøjen i Paris-Nice.
FØRERTRØJEN. Den beholder jeg, siger Bradley Wiggins om førertrøjen i Paris-Nice.
Lyt til artiklen

Efter svenskeren Gustav Larssons (Vacansoleil) ene dag i gult har førertrøjen i Paris-Nice fundet den rette ejermand. Det mener i hvert fald den ny indehaver, englænderen Bradley Wiggins, og hans omgivelser på det magtfulde britiske Sky mandskab, inden det franske WorldTour arrangement fortsætter med den 194 km lange 3. etape fra Vierzon til Le Lac de Vassivière. Troen på sejr er styrket »Den måde, Bradley kørte på i går, underbyggede vores tro på, at han kan vinde løbet«, fastslår Skys sportsdirektør Sean Yates. »Hele holdet har fået styrket selvtilliden, og vores klare opgave er nu at forsvare førstepladsen helt til vejs ende på søndag«. Hovedpersonen selv bobler af optimisme, selv om hans forspring i klassementet til den amerikanske veteran Levi Leipheimer fra det ligeledes uhyre stærkt besatte Omega Pharma-Quick Step indskrænker sig til seks sekunder. Det store mål er Tour de France »Jeg er i mit livs form, og det skyldes det program, trænerteamet har ført mig igennem hele vinteren., konstaterer Bradley Wiggins. »Det store mål er naturligvis Tour de France om små fire måneder, men Paris-Nice er i sig selv en særdeles prestigemættet opgave, og vi er her for at vinde«. »Fra nu af skal vi kontrollere løbet, og jeg regner med, at vi er i stand til at gøre det med den trup, vi har her. Etapen i dag kan meget vel udvikle sig ligeså uforudseligt som gårsdagens, men vi er forberedt på det, og jeg er bestemt ikke indstillet på at afgive førertrøjen«. Spændende finale i vente Dagens etape fører feltet direkte sydpå i hjertet af Frankrig, og efter en forholdsvis flad indledning udsættes rytterne for kuperet terræn i Limousin-området. Selve finalen byder på en stigning, som givetvis vil skabe spredning, men ikke umiddelbart forekommer at være så vanskelig, at den vil medføre den store forskydning blandt de aspiranter til de endelige topplaceringer, som skilte sig ud allerede i går. Det går konstant opad de sidste godt fem kilometer, men den gennemsnitlige procent er kun på 3,9, og klatreturen er af arrangørerne blot rangeret i 3. kategori i bjergkonkurrencen. Stærke udfordrere på lur Wiggins og Co. kan nok først og fremmest forvente at blive udfordret af Omega Pharma-Quick Step, der foruden Leipheimer også har franskmanden Sylvain Chavanel som et stærkt kort i klassementet med et minus på 14 sekunder. Den 23-årige amerikaner Tejay Van Garderen, der sammen med sin to år yngre landsmand Taylor Phinney repræsenterede BMC i gårsdagens udbrud, og i klassementet kun er 11 sekunder bagud, er ligeledes en af Sky kollektivets fremtrædende rivaler. Stjernetrio ude af billedet Det luxembourgske RadioShack-Nissan mandskab må erkende, at stjernetrioen Andreas Klöden – nr. 2 efter sin tyske landsmand Tony Martin i 2011 – og brødrene fra storhertugdømmet Andy og Fränk Schleck er ude af billedet. Holdets interesser i den samlede stilling varetages nu af belgieren Maxime Monfort, der sidste år blev nr. 10 og ligger 18 sekunder efter Wiggins. Valverde er et varmt bud Og så er spanieren Alejandro Valverde (Movistar) i allerhøjeste grad et varmt bud på succes, selv om han har et efterslæb på 30 sekunder fra søndagens enkeltstart. Netop på en etape som den forestående synes Valverde, at have optimale muligheder for at hævde sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her