»De fortalte os, at vores far var kommet på hospitalet, og at vores mor var død. Jeg kan huske, at min storebror græd, men jeg var bare helt tavs«

Jeg havde en god og meget almindelig barndom. Vi boede i et gult murstensparcelhus i en lille by med have og marker omkring. Vi gik på den lokale skole, og i fritiden gik vi til spejder og gymnastik – min far spillede fodbold, og min mor håndbold. De arbejdede begge på kontor. Vi var en helt almindelig familie.

Mine forældre var meget vellidte. Vi havde tit venner og gæster på besøg, og der var vildt mange til familiefødselsdage. Jeg lagde ikke mærke til, at der var noget galt mellem mine forældre. Men mine plejeforældre har siden fortalt mig, at vores far var meget kontrollerende. Og at min mor ikke kunne holde ud, at han skulle styre alting. Altid skulle vide, hvad hun lavede. Hvornår hun skulle hvad og med hvem. De har fortalt, at min mor altid har løbet meget, men lige pludselig begyndte hun at løbe rigtig meget, og hun tabte sig helt vildt. De sagde, at hun nærmest løb hjemmefra.

Drab

Længere nede ad vejen boede en mand, som hed Bent, som havde en søn, jeg tit legede med. Jeg kan huske, at det blev mere og mere min mor og Bent, der så hinanden. De begyndte også at løbe sammen. Det var ikke noget, jeg tænkte over, men jeg ved nu, at min mor ville skilles fra min far, fordi hun gerne vil være sammen med Bent. Min far havde fundet en lejlighed til min mor, som han mente, hun skulle bo i. Men det ville min mor ikke. Hun ville flytte sammen med Bent. Det kom de op at skændes om, aftenen og natten inden hun skulle flytte. Det var der, han slog hende ihjel.

Han forklarede i retten, at det gjorde ondt på ham, at han skulle miste min mor. Og så syntes han også, det skulle gøre ondt på hende. Vi havde to gipsfigurer i vindueskarmen i soveværelset, og han slog hende i hovedet med den ene, så den gik i stykker. Så tog han den anden og slog hende med den også, så hun fik kraniebrud og døde. Han låste døren til soveværelset, og næste morgen sagde han til os, at vores mor var syg, og at vi ikke skulle gå derind. Efter halvandet døgn kørte han os ned til vores bedsteforældre.

Jeg husker ikke selv noget særligt fra dagene omkring drabet på min mor. En del af det, jeg ved i dag, stammer fra referatet fra retssagen, som jeg for første gang læste for nogle år siden. Min mors bror og hans kone havde gemt alle retspapirer og avisartikler. Da jeg læste det, kunne jeg næsten ikke forstå, at det var mig, det handlede om. Det var hårdt at læse. Men også rart, fordi de der huller, som jeg havde i hukommelsen, blev fyldt lidt ud.

Jeg vidste for eksempel ikke, at min far tog os med ud at købe maling, nye dyner og puder efter drabet, fordi det selvfølgelig svinede rigtig meget. Da jeg læste det, tænkte jeg: ’Shit, en psykopat, der tager sine børn med ud for at skjule drabet på deres mor’. Jeg læste også, at min far havde forsøgt at begå selvmord bagefter. Han rullede min mor ind i et tæppe og slæbte hende udenfor, og bagefter tog han 100 kodimagnyler. Men han fortrød og ringede til sin søster og bad hende sørge for, at der kom en ambulance. Kort efter blev han anholdt.

Da politiet havde fortalt vores bedsteforældre om drabet og var gået, kom min mors bror og hans kone. De fortalte os, at vores far var kommet på hospitalet, og at vores mor var død. Jeg kan huske, at min storebror græd, men jeg var helt tavs. Jeg sad bare.

Fængsel

Vores far blev idømt 12 års fængsel. Han sad inde i 8 år, og vi besøgte ham i alle årene hver tredje uge. Første gang var i arresten ret hurtigt efter drabet. Besøget var politiovervåget, men betjentene var virkelig søde. De satte sig på knæ og forklarede os, hvorfor vi var der, og hvordan man skulle undersøge de ting, vi skulle have med ind i besøgsrummet. De var meget rolige og havde ikke uniform på, men de bar stadig våben.

Min far sagde ikke undskyld for at have slået vores mor ihjel. Men han sagde, at han aldrig ville gøre det igen. Og så tænkte jeg: ’Jamen det kan du jo heller ikke’. Det virkede ikke, som om han angrede det.

Jeg mindes, at der blev gjort ret meget ud af, at vi børn stadig havde kontakt til vores far. Jeg ville egentlig gerne selv have haft valget. Men jeg kan også godt se, at når man er 7 og 8 år, kan det være lidt svært. Jeg synes egentlig, vi hyggede os sammen på fængselsbesøg. Vi spillede ludo og kort, og jeg havde tit tegninger med. Men jeg ved, at min bror havde det svært. Han var urolig og glædede sig egentlig bare til, at vi skulle hjem igen.

Engang, da min bror var mindre, byggede han et fængsel i lego og sagde til vores plejemor: »Det er her, de kriminelle kommer ind, og de skal aldrig nogensinde ud igen«. Han havde det svært med vores far, og for nogle år siden valgte han helt at bryde med ham. Det har givet ham ro. Og han havde nok gjort det tidligere, hvis han havde kunnet vælge selv, men han blev ved for min skyld.

Efter drabet havde min far stadig fuld forældremyndighed over os, og han har altid følt sig meget berettiget til at være en kæmpe del af vores liv og have en finger med i alt. Min far er jo ikke diagnosticeret psykopat, men empati og sympati har han ikke så meget af. Alting har været meget for hans egen vindings skyld, og han har ikke rigtig set vores behov. Og sådan er det stadig i dag.

Plejefamilie

De første måneder efter drabet boede vi hos min mors bror og hans kone. Det var min far modstander af. I stedet kom vi i pleje hos et ægtepar, som vi har kendt hele livet. De var vores naboer, og vi kunne se tværs over markerne til deres hjem. De meldte sig frivilligt, da der blev ledt efter en plejefamilie. Vi kunne fortsætte på samme skole, og vi glædede os til at komme hjem og bo hos dem. Deres tre ældste sønner var flyttet hjemmefra, og de havde en datter, der boede hjemme, som var 5 år ældre end mig.

Mine plejeforældre har reddet min bror og mig. Det er deres fortjeneste, at vi er der, hvor vi er i dag. Og de var gode til at passe på os, hvis vores far fyldte for meget. For eksempel hvis han ringede og ville tale i telefon med mig i tre timer. Så sagde de:

»Vi kan se på dig, at du ikke kan holde til at sidde og snakke i telefon med din far så længe. Nu stopper det«.

Senere, når han var på udgang, kunne han finde på at dukke uanmeldt op til min storebrors fodboldkampe, eller når jeg var til ridestævne. Det kunne vi slet ikke håndtere. Så vores plejeforældre sagde, at det skulle han ikke. Så klagede han og ville have os flyttet væk fra dem. Han ville pludselig heller ikke have, at de kom med på besøg i fængslet. I stedet var det nogle fra kommunen, der skulle med. Det var virkelig irriterende. Al den ballade var jo ikke det, vi havde brug for.

Løsladt

Vores far kom ud af fængslet i 2016, da jeg var 15 år. Det var jeg på en måde glad for, fordi det betød, at jeg slap for at besøge ham i fængslet. Han flyttede til en by i nærheden og købte en sovesofa, så vi kunne sove hos ham. Men det gjorde vi aldrig, og jeg fandt ret hurtigt ud af, efter han kom ud, at jeg ikke kunne rumme ham andre steder end hjemme i hans lejlighed.

I dag er han bare en helt almindelig midaldrende mand med høje tindinger og lidt for meget på maven. Man tænker overhovedet ikke, at han er en farlig drabsmand. Og jeg tror ikke, folk kender hans historie der, hvor han bor og arbejder i dag. Jeg har aldrig været bange for ham, og han var aldrig fysisk voldelig over for min mor. Det var psykisk kontrol. Men jeg synes stadigvæk, det er svært, hvor stor en rolle han skal have i mit liv. Man skal hele tiden sætte grænser for ham, og det er en lettelse, at vi bor i hver sin del af landet.

Sorg

I nogle år efter min mors død var det meget ømt bare at nævne hende i familien. Vores mormor kunne for eksempel slet ikke tale om det uden at gå helt ned med flaget. Derfor var det godt at gå i sorggruppe. Jeg har gået i flere forskellige for børn og senere for unge. Jeg var glad for tale med andre, som også havde mistet, godt nok mest til kræft og den slags – ikke partnerdrab. Og det fællesskab, jeg fandt dengang, har jeg stadig kontakt med i dag.

Jeg husker kun svagt min mor. Jeg kan for eksempel ikke længere huske hendes stemme. Men jeg har altid været glad, når folk har sagt, at jeg minder meget om min mor. Vi har samme slanke figur. Brune øjne. Mørkt hår. Og der er noget med munden og smilet. Jeg har også fået at vide, at jeg ligner hende af sind. Lidt stille, afslappet og positiv. Det var svært – særligt for min mormor – da jeg voksede op og kom til at ligne hende så meget. Jeg kan også huske, da jeg var 10-12 år, og vi var til et fodboldstævne, hvor jeg mødte nogle af hendes gamle veninder, som begyndte at græde, da de så mig. Det var ret overvældende og supersvært at håndtere.

Der er jo helt vildt meget, jeg gerne ville fortælle hende og vise hende, hvis hun levede. Jeg er ikke sådan overtroisk, men jeg har en idé om, hun sidder oppe og kigger ned og er fuldstændig klar over, hvad der foregår. Og at lige meget hvad jeg beslutter mig for, støtter hun mig i det.

Minder

Min mor tog mange billeder af os som børn og samlede dem i forskellige album. Jeg har taget de vigtigste ud og lavet et album til mig selv. Der er billeder af børnefødselsdage, af mig som indianer til fastelavn, og der er et billede af min storebrors første skoledag. Vi ser glade ud, tænker jeg. Der er ikke så mange billeder af min mor, for det var hende, der fotograferede. Men der er nogle stykker, hvor hun er gravid med mig. Og hvor hun har mig i armene til min barnedåb. Der er også billeder af vores værelser med vores legetøj og af mine forældres soveværelse. Jeg kan huske, at jeg sad og pillede de her billeder ud. Pludselig var resten af albummet helt tomt. Efter min 7-års fødselsdag stopper det bare, for det var jo hende, der stod for det, og hun var der ikke mere.

Politi

Jeg boede hos mine plejeforældre, indtil jeg var færdig med gymnasiet i 2020 som 19-årig. I skolen havde jeg lært om kriminalitet i samfundsfag og tænkte, det virkede spændende. Senere, på en uddannelsesmesse, var der nogle politifolk, der fortalte om deres hverdag, og da jeg året efter gymnasiet skulle på højskole, valgte jeg en idrætshøjskole, hvor de havde en politilinje. Det var megafedt. Jeg havde altid tænkt, at jeg gerne ville arbejde med mennesker og håndtere situationer, hvor man er lidt på gyngende grund. Jeg søgte og kom ind og begyndte i august 2022. Det er også, fordi jeg gerne vil give noget tilbage. Være noget for nogle mennesker i situationer, der minder om den, jeg sad i som barn. Hvor hele korthuset er væk. Og forhåbentlig hjælpe bare lidt.

Da jeg søgte ind til politiet, skulle jeg krydse af, om jeg havde haft en traumatisk oplevelse. Jeg tænkte, at drab i familien måtte høre i den kategori, så jeg satte et kryds. Det førte til, at jeg skulle snakke med to psykologer, og jeg skulle sende samtlige journaler fra min psykolog i min sorggruppe. Og min læge skulle lave en attest, hvor han blandt andet skrev, at jeg ikke har været indlagt på psykiatrisk afdeling, og at jeg ingen diagnoser har. Jeg fik heldigvis lov til at søge ind, og om et halvt år er jeg færdiguddannet politibetjent.

Partnerdrab

I maj 2024 blev der afholdt en konference i politiet om vold og partnerdrab. Målet var at skabe en kulturændring, så politiet bliver bedre til at møde familierne og reagere på vold og forebygge drab. Jeg indledte hele konferencen med en tale om det, jeg havde oplevet som barn.

Jeg fortalte også om, hvordan det har været som ung i politiet at opleve, at de mere erfarne politifolk indimellem har en anden tilgang til vold mod kvinder. For eksempel da jeg for et år siden første gang blev sendt ud til en sag om partnervold. Min mere erfarne makker og jeg blev tilkaldt til en familie, hvor manden havde kastet stole i hovedet på sin kone. Hun fortalte, at det ikke var første gang, hun var udsat for vold. Der var også to teenagebørn på adressen – et flot hus i et fint villakvarter.

Min makker forklarede kvinden, at vi godt kunne lave en sag, men han sagde også, at hvis hun ikke havde tænkt sig at blive skilt, var det måske ikke så smart at anmelde. Han spurgte hende, om hun vidste, hvordan det var at vidne i retten. Kvinden anmeldte ikke, og vi skrev ikke rapport. Til mig forklarede min makker bagefter, at manden var kok, og hvis man arbejder meget, kan det jo ske, at man skal have nogle frustrationer ud af kroppen.

Jeg har tit tænkt tilbage og været bekymret for den familie, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, for jeg var kun lige startet i politiet. I dag ved jeg godt, hvad jeg skal gøre, for på skolen lærer vi rigtig meget om det. Og selv om der er forskel på skole og praksis, er der faktisk mange ting, man kan vejlede om. For eksempel muligheden for at tage på krisecenter eller få hjælp fra Lev Uden Vold. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg da gerne det.

Selvfølgelig har jeg tænkt på, hvordan jeg mon reagerer, den dag jeg kommer ud til et partnerdrab. Men indtil videre synes jeg, min baggrund har givet mig flere styrker end svagheder. For ikke så længe siden skete der et partnerdrab i kredsen, mens jeg var på vagt. Jeg var ikke selv på gerningsstedet, men jeg husker, hvordan en kollega kom tilbage til stationen, og i frokoststuen fortalte, at kvinden »lå splattet ud over gulvet«.

Han prøvede at distancere sig fra en følelsesmæssigt svær situation. Men jeg kunne ikke distancere mig fra det. Det var første gang i politiet, at jeg oplevede noget så tæt på min egen historie. Jeg sagde ikke noget. Stirrede bare ned i gulvet og følte, at jeg fik det varmt og uroligt i kroppen. Jeg tænkte bagefter, at vi skal overveje den måde, hvorpå vi taler sammen om de her ting i politiet. Selvfølgelig skal der også være plads til jargon, for ellers overlever vi ikke alt det, vi gør. Men det kan godt være på en respektfuld måde.

Det var fedt at tale på konferencen. Jeg stod i min uniform foran alle, der var til stede. Der var helt stille. Flere af politifolkene græd. Det var rart at mærke, hvor engagerede folk var i emnet. Jeg håber, det kan gøre en forskel.

Tilbageblik

Jeg tænker tit på, hvor jeg mon var endt i livet, hvis ikke der var nogen, der havde hjulpet mig efter drabet. Det er jo ikke en selvfølge, at man kommer i pleje det samme sted som sine søskende og også får det rigtig godt. Men både min bror og jeg er et godt sted i livet. Han har også taget en uddannelse og bor sammen med sin kæreste.

Jeg har altid været åben omkring, hvad der er sket med min mor. Men det kan være svært at fortælle det til folk, der ikke ved det. Ikke fordi det er hårdt at sige, at min far har dræbt min mor. Det er reaktionen i folks ansigter, der kan være svær. Så man skal være et sted, hvor man er klar til at rumme det. Og selvfølgelig er det en vild historie. Jeg glemmer det bare selv, fordi jeg kender den alt for godt.

Astrid er et opdigtet navn af hensyn til kvindens arbejde. Politiken er bekendt med hendes rigtige identitet.