Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Sidste år blev det anslået, at 35.000 deltagere gik i paraden. I år anslås det, at 15.000 deltog.

Færre end halvt så mange deltagere i årets pride-parade i København - sammenlignet med sidste år

Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Der var fest og farver, da Copenhagen Pride paraden lørdag bevægede sig gennem de københavnske gader.

Men deltagerantallet var mindre i år, skriver TV 2 Kosmopol.

Mindst 15.000 deltog i paraden, oplyser forperson for Copenhagen Pride, Benjamin Hansen.

»Der har været mindst 15.000 deltagere ved årets parade, og politiet vurderer, at publikumstallet har været på niveau med sidste år, så det er vi tilfredse med, skriver han søndag i en skriftlig kommentar til mediet.

Sidste år blev det anslået, at 35.000 deltagere gik med i paraden, mens en kvart million kiggede med langs ruten.

Copenhagen Pride havde på forhånd oplyst til Berlingske, at organisationen i år forventede i omegnen af 20.000 deltagere i selve paraden.

Copenhagen Pride har siden februar været i et regulært stormvejr.

Her meldte organisationen ud, at den ’står i solidaritet med det palæstinensiske folk’.

Det lød også, at organisationen ville stille spørgsmål til partneres aktiviteter i Israel og de palæstinensiske områder.

Trods en undskyldning få uger senere var skaden allerede sket.

Næsten halvdelen af sponsorerne trak sig, viste en rundringning fra DR i maj.

Forperson Benjamin Hansen slog dog inden festivalen fast, at det ikke ville kunne mærkes, når festivalen var i gang.

»Copenhagen Pride kommer til at være, som den plejer, og de fleste vil slet ikke mærke, at der er noget anderledes ved årets version«, skrev han forud for festivalen i et skriftligt svar til Ritzau:

»Årets Pride bliver en kæmpe hyldest til mangfoldighed, inklusion, kærlighed og fællesskab lige midt i København«.

Paraden er kulminationen på festivalen, der sætter fokus på LGBTI+-personers rettigheder. LGBTI+- dækker over forskellige seksuelle minoriteter og kønsidentiteter.

Lørdagens optog startede ved Frederiksberg Rådhus og snoede sig derefter gennem Københavns gader ind til Rådhuspladsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her