Den treårige dreng, der siden mandag formiddag har været forsvundet fra en daginstitution i Frederikssund, er fundet i god behold, oplyser Nordsjællands Politi.
Faren til drengen bekræfter over for TV 2, at hans søn er fundet.
»Vores dreng er fundet og er okay«, siger faren til TV 2.
Ifølge Ekstra Bladet brød folk ud i spontan jubel, da den positive nyhed kom frem.
Springtur på tre timer
Anmeldelsen om, at drengen var væk, indløb klokken 11.40 mandag, så drengen har været væk i mere end tre timer.
Nordsjællands Politi har oplyst, at der ikke var noget, der tydede på, at drengens forsvinden skyldtes en kriminel handling.
Mange frivillige har hjulpet med efterforskningen. Dem opfordrede politiet til at møde op på en parkeringsplads, hvor politiet ville anvise, hvordan de bedst kunne hjælpe med eftersøgningen.
Også Beredskab Øst hjalp til med efterforskningen. Blandt andet blev en drone sendt i vejret.
ritzau




























