Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) afviser blankt Socialdemokratiets Rasmus Stoklunds kommentar om at ignorere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Det siger han i et interview med DR.
»Vi kommer ikke i nogen situation, hvor Danmark ikke kommer til at respektere domstolsafgørelser. Det siger jeg ikke som formand for Moderaterne, det siger jeg som Danmarks udenrigsminister«, siger han til mediet.
Rasmus Stoklund har i en ny debatbog kaldet ’Ingen over domstolen’ ytret, at man kan ignorere domme fra menneskerettighedsdomstolen.
Danmark bør kunne udvise kriminelle, selv om det strider imod domstolens afgørelser. Det kan for eksempel være, hvis de kriminelle risikerer at blive udsat for tortur i tilfælde af hjemsendelse.
Torsdag sagde han til Politiken i forbindelse med udgivelsen, at Den Internationale Menneskerettighedskonvention ’blev ikke lavet for at beskytte kriminelle voldsmænd’.
»Jeg vil sige til folk, der planlægger at begå voldtægter eller mord i Danmark, at de skal tænke sig om to gange, hvis ikke de har tænkt sig efterfølgende at acceptere, at de er blevet udvist af landet, fordi de har misbrugt vores gæstfrihed«, sagde han.
Ifølge Stoklund er menneskerettighedsdomstolen blevet mere aktivistisk gennem tiden. Den forhindrer stramninger af dansk udlændingepolitik, skriver han i bogen.
ritzau
fortsæt med at læse




























