Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Fire mænd vil onsdag morgen blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for indsmugling af hash til Danmark.

Fire mænd anholdt og sigtet for indsmugling af 1,2 ton hash

Foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Fire mænd, der er en del af bandemiljøet, er tirsdag blevet anholdt flere forskellige steder i Danmark og er blevet sigtet for i fællesskab at have indsmuglet i alt 1,2 ton hash til Danmark.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Mændene er i alderen fra 22 til 30 og er anholdt i Sydøstjylland, Sønderjylland og på Københavns Vestegn.

Der er desuden foretaget ransagninger på flere adresser.

Indsmuglingen af hashen skal være sket med henblik på at videreoverdrage den.

En femte mand, der er 28 år og ikke befinder sig i Danmark, er fængslet in absentia for sammen med de andre sigtede at have smuglet 180 kilo hash ind i Danmark.

»Med dagens koordinerede anholdelsesaktion har vi fjernet flere personer fra det danske rocker- og bandemiljø. Personerne har været en del af et internationalt narkotikanetværk, hvor de har udgjort centrale roller i indsmuglingen af omfattende mængder hash til Danmark«, udtaler vicepolitiinspektør Lars Feldt-Rasmussen i pressemeddelelsen.

»Den kommende efterforskning skal afdække dette nærmere«.

De fire anholdte fremstilles i grundlovsforhør onsdag morgen i Retten på Frederiksberg.

Anholdelsesaktionen er sket i samarbejde med Sydøstjyllands Politi.

NSK skriver i pressemeddelelsen, at anklagemyndigheden vil begære lukkede døre i grundlovsforhøret.

Af hensyn til efterforskningen kan NSK ikke oplyse yderligere om sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her