Politiet mener, at 21-årig mand gjorde sig skyldig i terror ved at stikke ild til en bolig i København, hvor der bor en jødisk kvinde.

Sigtet for terror: 21-årig mand kræves fængslet for brandstiftelse på jødisk kvindes altan

Den 21-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. Foto: Jens Dresling
Den 21-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Ilden opstod midt om natten ved en ejendom i København. Den begyndte i nogle polstrede havemøbler, men bredte sig hurtigt til boligens soveværelse.

Men det var tilsyneladende ikke en tilfældig – og uheldig brand – der opstod den nat i maj. Det var et forsøg på at ramme beboeren, en jødisk kvinde.

Derfor er en 21-årig mand nu blevet sigtet for terror.

Og det er ikke en hvemsomhelst, der satte sig på anklagebænken under grundlovsforhøret i Københavns Byret. Den unge mand er ifølge Politiets Efterretningstjeneste tilknyttet den nu forbudte bande Loyal to Familia. Han har siden juli siddet fængslet for brandstiftelsen, men måtte tirsdag atter for en dommer, da sigtelserne mod manden blev udvidet.

Retsmødet blev – efter specialanklager Anders Larssons oplæsning af sigtelsen for dommeren – gennemført bag lukkede døre.

Det skyldes, at den 21-årige ifølge politiets sigtelse ikke var alene om ugerningen. Han begik den sammen med flere endnu ikke identificerede gerningsmænd, som er på fri fod.

Og for at hindre, at oplysninger fra grundlovsforhøret skal gøre det muligt for dem at ødelægge spor eller true vidner, så valgte dommeren i Københavns Byret at lukke dørene:

»Efterforskningen er på et indledende stadie. Politiet skal kunne arbejde videre med det her«, konkluderede hun.

Omkringboende har forklaret, at der lød et ordentligt brag, da branden opstod. Den blev slukket, uden at der skete personskade.

Den spinkle og sortklædte mand sagde intet under den åbne del af retsmødet.

Der er nedlagt navneforbud vedrørende den forurettede og sigtede i sagen.

Skærpet terrortrussel

At den unge mand ifølge mistanken tilsyneladende gik direkte efter at få ram på en jøde, menes at hænge sammen med den krig, der blev udløst efter Hamas’ terrorangreb mod Israel 7. oktober, hvor flere hundrede blev taget som gidsler, og over 1.000 ofre i israelske grænsebyer blev slået ihjel.

»PET har i længere tid advaret om en skærpet terrortrussel mod jødiske og israelske mål i Danmark, især i lyset af konflikten i Israel og Gaza«, siger PET’s chef, Finn Borch Andersen.

»Af hensyn til efterforskningen er der grænser for, hvad jeg kan sige om sagen. Men det er alvorligt, hvis en person i Danmark bliver mål for terror på grund af sin jødiske baggrund. Det er også bekymrende, at vi igen ser forbindelser til LTF i terrorsager. Efterforskningen pågår, og det er for tidligt at vurdere, om det er et enkeltstående tilfælde eller en bredere udvikling i terrortruslen«, tilføjer han.

Ifølge efterretningstjenesten giver angrebet mod det jødiske offers hjem ikke anledning til generelt at ændre på niveauet for terrortruslen i Danmark. Den er i forvejen alvorlig og på niveau fire ud af fem.

Men PET understreger, at man allerede har foretaget en række sikkerhedstiltag, der blandt andet handler om at skrue op for beskyttelsen af israelske og jødiske organisationer, kontorer, institutioner og boliger i hele landet.

»I den forbindelse vil vi fortsat have en tæt dialog med Det Jødiske Samfund om den aktuelle situation samt de sikkerhedsmæssige tiltag, der kan styrke trygheden«, oplyser Finn Borch Andersen.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her