Nana Wad så gennem stuelejlighedens vindue to ambulancereddere komme løbende. Hun sad i sengen på sin 21-årige søn Andreas’ værelse og var i gang med at give ham hjertemassage.
Få minutter tidligere lå hun på sofaen i sin lejlighed på Østerbro i København.
Hun vågnede lidt irriteret, fordi et telefonopkald afbrød den korte lur, som hun lige kunne nå, inden hun skulle begynde at lave aftensmad.
Halvt vågen kom hun til at tage opkaldet.
»Vil du ikke lige spørge Andreas, om han har tid til at hjælpe med noget?« lød det i telefonen.
Hun rejste sig og gik ind på sønnen Andreas’ værelse, hvor hun fandt ham liggende mærkeligt på sengen. Med benene ude over siden, som om han havde sat sig på sengekanten og var faldet bagover.
Hans læber og negle var helt blå. Hun ruskede i ham, men han reagerede ikke på det. Han havde stadig en puls, men vejrtrækningen var meget svag.
20 minutter tidligere havde de stået og talt sammen i lejlighedens køkken som enhver anden dag. Nu var Nana Wad i gang med at udføre hjertemassage på sin søn, som var ved at dø i armene på hende.
De to ambulancereddere væltede ind i lejligheden og ind på drengeværelset, hvor de sprøjtede modgift i armen på Andreas.
Det gjorde de for at stoppe den overdosis af opioider og benzodiazepiner, som var ved at slå ham ihjel. Det virkede denne eftermiddag i maj, og han overlevede. Men dette blev desværre ikke den sidste overdosis for Andreas, og til sidst gik det galt.
Andreas Nellemann Bom døde 3. juli af de piller, som han i flere år kæmpede for at blive fri af. To måneder efter, at hans mor, på grund af et tilfældigt opkald, i sidste øjeblik nåede at redde ham. Han blev 21 år gammel.
Uvisheden om de nye piller
Eksperter har gentagne gange advaret om, at unges misbrug af opioider har været stigende de seneste år. Opioider er stærkt vanedannende og betragtes i dag som nogle af de farligste og mest dødbringende stoffer at misbruge. Politiken har de seneste måneder beskrevet, hvordan fagfolk løbende har efterlyst en styrket indsats på området med henvisning til et formodet stort mørketal i unges misbrug.
I september skrev Andreas’ mor Nana Wad en mail til nærværende avis. Hun ville gerne fortælle historien om sin søns misbrug, hans død og de tanker, hun har gjort sig efterfølgende.
Vi har aftalt at mødes i hendes lejlighed på Østerbro.
»Jeg sidder med en forfærdelig fornemmelse af, at jeg bærer en stor skyld for min egen søns død. Fordi havde jeg bare vidst det om opioider, som jeg ved nu, for fire år siden, så kunne jeg have gjort meget mere for at stoppe det. Men jeg vidste det bare ikke«, siger Nana Wad.
I lang tid oplevede Nana Wad sønnens misbrug som en gråzone, hun ikke vidste, hvordan hun skulle forholde sig til. En af hendes venner, som havde talt med Andreas, sagde til hende, at hun måske skulle være lidt opmærksom på sønnen.
Men intet af det, som Nana Wad oplevede, passede på den gængse forestilling om en person med et stofmisbrug.
»Det lignede jo ikke det, man som forælder lærer om i forhold til at spotte et misbrug. Jeg lagde mærke til, at der kunne ligge små blisterpakker i sølv, som der havde været piller i, rundt omkring, men det ligner jo bare medicin. Alt, der ser sådan ud, kommer jo typisk fra en læge. Det var ikke, fordi jeg fandt små poser med hvidt pulver eller lignende. Det virkede ikke farligt«.
»Hvis nogen havde sagt Oxycontin (produktnavn for opioidmedicin, red.) til mig, så havde jeg ikke anet, hvad det var«.
Hun blev lidt mere årvågen over for Andreas efter vennens kommentar, men han virkede ikke påvirket i hverdagen. At han godt kunne lide at være sent oppe, sove længe og nogle gange være lidt sløv, så hun som typisk teenageadfærd.
Nana Wad vidste godt, at hendes søn kunne lide at ryge cannabis engang imellem, og selvom hun ikke var glad for det, så accepterede hun det. På et tidspunkt oplevede hun, at lugten af pot pludselig forsvandt.
»Dengang følte jeg mig lidt lettet og var glad for det. Men i dag ved jeg, at det var, fordi pillerne havde taget over. Nu ville jeg ønske, at den lugt stadig var der«.
»Det er ambulancefører Simon«
Nana Wad stod på Trianglen midt på Østerbro i København. Hverken langt fra hjemmet eller datterens skole, hvor hun var på vej til en skole-hjem-samtale. Det var i slutningen af oktober 2022. Der var et folketingsvalg lige på trapperne, så byen var fyldt med valgplakater.
»Andreas og jeg havde gået og joket lidt med de forskellige valgplakater, som vi så i byen. Det var blevet en intern ting mellem os«.
Nana Wad så noget sjovt på en plakat, som hun ville dele med sønnen, så hun ringede til ham.
»Det er ambulancefører Simon«, lød det i telefonen.
Hun troede, at en af Andreas’ venner lavede sjov med hende. Hun sagde, at det ikke var sjovt, og at hun ville tale med Andreas.
»Det er ambulancefører Simon«, lød det igen. »Der står ’mor’ her på skærmen. Er du moren til ham den unge mand, som vi har liggende her i ambulancen?«.
Nana Wad forstod nu, at det ikke var for sjov. Andreas havde forsøgt at komme ud af sin afhængighed af opioider og benzodiazepiner ved at tage en kold tyrker. Det betød, at han kollapsede med kramper på grund af abstinenserne ved Vesterport Station den aften i oktober 2022.
Nana Wad fik oplyst, at ambulancen var på vej til Rigshospitalet, og fordi hun var så tæt på, når hun frem samtidig med den. Hun nåede akkurat at se ambulancefolkene køre hendes søn ind på akutmodtagelsen.
»Jeg bliver selvfølgelig vildt bange og forskrækket, men det gjorde Andreas også selv. Det var, som om han selv forstod alvoren lidt mere. Han fortalte, at da han vågnede i ambulancen, havde han sangen ’How Do I Breathe’ af Mario på hjernen. Det stykke hvor han synger: »I just had a wake-up call««.
Efter Andreas blev udskrevet fra hospitalet, begyndte han på et afvænningsforløb hos sin egen læge. Det gik godt. Til en start. Men da lægen pludselig skiftede job, og Andreas faldt i, begyndte det at gå galt. Han oplevede ikke den nye læge som samarbejdsvillig, og det var her Andreas, ifølge Nana Wad, begyndte at føle sig som en kastebold i et uoverskueligt sundhedssystem.
Inspireret af USA
Den pludseligt manglende lugt af cannabis er ikke det eneste, som i dag fremstår i et helt andet lys for Nana Wad efter Andreas’ død. Hun husker særligt juleaften i 2021, som hun i dag ser tilbage på med andre øjne.
»Juleaften har altid været meget traditionsbunden i vores familie, som den sikkert er for mange. Og denne jul var ingen undtagelse«.
Derfor var Andreas’ far også med, selvom han og Nana Wad har været skilt i mange år.
»Vi går altid rundt om juletræet og deler gaver ud, før vi spiser. Efter mange år med små børn, så er det bare blevet sådan«.
Men da familien denne juleaften gik rundt om træet og sang salmer, gik Andreas sovende rundt. Han holdt sin far i hånden på sin ene side og sin lillesøster på den anden, men hovedet hang, og øjnene var lukkede.
»Den aften tror jeg bare, at det er, fordi han vil provokere lidt. Han var teenager og måske lidt træt af familiejulen og alle dens traditioner. Nu ved jeg, at det var, fordi han var dybt påvirket af opioider«.
I dag ved Nana Wad, at Andreas allerede stiftede bekendtskab med opioider lang tid før den juleaften. Det gør hun på grund af snakke med hans venner.
I starten gjorde de det ved at drikke hostesaft, som indeholder opioidet kodein. Inspireret af det, de så i USA. Med tiden blev hostesaft til piller, og i takt med at tolerancen blev højere, blev den daglige dosis piller det også.
»Vi vidste slet ikke, at det kunne ende med at gå så galt«, har vennerne fortalt til Nana Wad efter Andreas’ død.
»Jeg kunne se det med det samme«
Onsdag 3. juli vågnede Nana Wad tidligt. Det gør hun ofte, så morgenen startede som alle andre.
Hun havde det egentlig bedre, end hun havde haft længe. Primært fordi hun kunne mærke, at Andreas havde fået det bedre.
Efter hans overdosis i maj, som han lige akkurat overlevede, fulgte en tumultarisk periode. Andreas blev indlagt flere gange og blev hver gang udskrevet fra hospitalet med beskeden om, at han skulle dukke op i misbrugscenteret eller i psykiatrien. Men det virkede ikke for ham, og Nana Wad kunne se, hvor meget det sled på ham fysisk.
Men så blev det juni, og Nana Wad oplevede, at Andreas livede op. Hans lillesøster blev færdig med 9. klasse, og lillebroren fejrede sin 18-års fødselsdag. Han blev mere glad og så også bedre ud. Det gav hende en følelse af håb.
»Andreas kommer hjem mandag 1. juli, efter at han havde været sammen med en ven hele weekenden. Der kan jeg se på ham, at der er sket noget den weekend. Men jeg tænker også, at det lige var gået så godt den sidste tid, og nu var han jo kommet hjem igen. Det prøvede jeg at fokusere på«.
Derfor havde hun heller ikke sat alarmer løbende, så hun natten igennem kunne se til Andreas, som hun havde gjort de seneste uger.
Efter at hun var vågnet, gik hun ud i lejlighedens lange fordelingsgang. Sidste gang, hun havde set Andreas, var, da hun aftenen forinden var på vej i seng, og han sad ved computeren på sit værelse.
Ude i gangen hørte hun, at computeren stadig afspillede noget på værelset. Ikke noget hun som sådan studsede over, da det før var sket, at Andreas var faldet i søvn, mens han så en film. Men hun nåede alligevel at undre sig, for denne morgen lød det som nyhederne, der kørte derinde.
Hun åbnede døren og så Andreas ligge nede på gulvet. Til højre for hans skrivebord og under det vindue, hvor hun for to måneder siden så ambulanceredderne komme løbende.
»Jeg har været ude for så mange chok, fordi jeg flere gange har fundet ham, hvor det har set ud, som om han var død. Men den morgen var noget andet. Jeg kunne se det med det samme«.
Hvor er ansvaret?
Når Nana Wad vælger at stille sig frem og fortælle sin egen og Andreas’ historie, så handler det om, at hun ikke mener, systemet er godt nok indrettet til at gribe de unge, som bliver afhængige af de receptpligtige piller.
Hun oplevede, at Andreas blev kastet rundt mellem hospitaler, praktiserende læger, misbrugscenteret og psykiatrien. Derfor skulle hun i midten af det hele forsøge at gribe ham og finde en vej frem i systemet, men hvordan gør man det, når man ikke ved, hvor den vej er?
»Det er ikke rimeligt, at forældre til børn og unge, der mister livet til en overdosis, skal stå tilbage med en kæmpe følelse af skyld over ikke at have reddet deres børn fra noget, de ikke har vidst noget om. Der har virkelig manglet information om de piller«.
Derfor bifalder hun, at regeringen som del af deres opioid-udspil nu vil lancere flere informationskampagner om opioider, der både skal målrettes de unge og deres forældre.
»Jeg må leve resten af mit liv med en kæmpe skyldfølelse, fordi jeg ikke fik det stoppet. For nu kan jeg jo godt se, at da han gik sovende rundt om juletræet og hang, så handlede det ikke om, at han var en træt og småirriteret teenager. Der var han på vej ind i det, der har taget livet af ham. Men jeg vidste det bare ikke«.
På Andreas’ værelse står der stadig mange af hans ting. Tøjstativet er der, selvom tøjet er pakket ned i papkasser. Sengen og skrivebordet står på sin plads. Oven på skrivebordet ligger der stadig en pensumbog om psykologi fra gymnasiet.
Nogle gange sætter Nana wad sig i vindueskarmen på værelset og ser ud, mens hun ryger en cigaret. Det gjorde Andreas tit.
»Så kan jeg sidde og kigge på de samme ting, som han altid gjorde«, fortæller Nana Wad.
fortsæt med at læse
