Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

3F Holbæk-Odsherred kræver en efterbetaling af løn på vegne af en tidligere ansat i LM Multiservices.

Fagforening kræver over 100.000 fra firma i asbestsag

Foto: Finn Frandsen. Fotocollage: Tomas Østergren
Foto: Finn Frandsen. Fotocollage: Tomas Østergren
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 19.15.

Fagforeningen 3F rejser nu et krav om efterbetaling af løn på mellem 105.000 og 120.000 kroner mod virksomheden LM Multiservices, skriver Fagbladet 3F.

Kravet rejses på vegne af 18-årige Asbjørn Glidsbo, og det er 3F’s afdeling Holbæk-Odsherred, der står bag.

»Jeg er rigtig glad for, at 3F nu rejser krav, så jeg kan få den løn, jeg har til gode«, siger Asbjørn Glisbo, der blandt andet arbejdede på en ejendom i Rørvig.

Han fortæller, at han også har udført andre opgaver for virksomheden både i København og Nordsjælland.

Asbjørn Glisbo oplyser til Fagbladet 3F, at han har udført i alt fire opgaver for LM Multiservices, der er kommet i søgelyset efter en rapport fra arbejdstilsynet. Heraf fremgik det, at i alt seks børn mellem 12 og 16 år har været ansat i virksomheden, og flere af dem har arbejdet med at nedtage asbestholdige tagplader.

Tilsynsbesøg førte til strakdpåbud

Arbejdstilsynet var på et tilsynsbesøg på en landejendom i Sønderborg Kommune i midten af september, hvor arbejdet blev udført. Det førte til, at der blev udstedt 14 strakspåbud om at stoppe arbejdet, som både er farligt og ulovligt. Syd- og Sønderjyllands Politi har på baggrund af materiale fra Arbejdstilsynet indledt en efterforskning af, hvorvidt virksomheden også gør sig skyldig i straffelovens bestemmelser om menneskeudnyttelse.

»Her skal efterforskningen vise, om børnene er blevet rekrutteret til at arbejde under åbenlyst urimelige forhold, som det er formuleret i loven«, sagde vicepolitiinspektøren Jan Rasmussen torsdag i en pressemeddelelse.

Afdelingen i 3F overvejer desuden at rejse krav om såkaldt tortgodtgørelse i forbindelse med udsættelse for livsfarlige asbestfibre. Og beløbet kan også vokse sig større ved krav om godtgørelse for manglende ansættelsesbrev og flere brud på arbejdstidsdirektivet, oplyser formand for 3F Holbæk-Odsherred Allan Andersen til Fagbladet 3F.

Aktindsigt modsiger ejers forklaring

Onsdag lød det fra ejeren af virksomheden LM Multiservices, at hans virksomhed ikke havde nedtaget et tag med asbest fra en ejendom i Sønderborg. Det var en underleverandør, der havde taget sig af det, sagde Joe Mammen til TV 2 og Radio IIII.

Men fredag kan DR vise et telefonnotat fra 19. september fra Arbejdstilsynet, som mediet har fået via en aktindsigt hos Arbejdstilsynet. Af notatet, der er et referat af en samtale mellem medarbejdere hos Arbejdstilsynet og virksomhedens ejer, fremgår det, at ejeren bag LM Multiservices har fortalt Arbejdstilsynet, at det er hans virksomhed, der har stået for nedtagningen af taget.

Sagen har fået stor bevågenhed, da virksomheden har haft seks børn i alderen 12 til 16 år til at udføre ulovligt arbejde med asbest.

Til Radio IIII sagde virksomhedens ejer ligeledes, at han ikke anede, hvad asbest er, eller at det skulle være farligt. Også her er forklaringen til Arbejdstilsynet en anden. Fra manden bag LM Multiservices lyder det i notatet, at han er »bekendt med alle regler« i forbindelse med arbejdet med asbestholdige plader.

I samme notat lyder det, at alle medarbejdere på ejendommen »altid brugte værnemidler«, og at de »havde relevant asbestuddannelse«.

Ifølge DR viser aktindsigten i Arbejdstilsynets dokumentation i sagen desuden, at en uddannelsesvejleder fra Odsherred Kommune ved navn Thomas Paulsen har været i kontakt med Arbejdstilsynet. Han skal have fortalt tilsynet, at han var vejleder for to unge på henholdsvis 14 og 15 år, og at han ikke vidste, at de unge arbejdede med asbest, eller at det var farligt. Herefter oprettede tilsynet en underretning af vejlederen. Fra Odsherred Kommune lyder det dog, at der ingen Thomas Paulsen er ansat i Uddannelsessporet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her